Brixtofte – helt, skurk, far

”Tak, tak, tak for alt.” 

Selv på Peter Brixtoftes gravsten, som blev sat over den tidligere bykonge og skatteminister på Farum Gamle Kirkegård, da han døde i 2016 i en alder af bare 66 år, står der mere, end der strengt taget er brug for. 

Og måske også belæg for. 

For selv om tak kun er et fattigt ord, er et enkelt jo nok. I hvert fald for de fleste af os. Men Peter Brixtofte var heller ikke som de fleste. 

Politikeren var cand.polit. og nærmest født ind i centraladministrationen som søn af en afdelingsleder. Han havde et politisk og personligt liv, der skal fortælles, lige nøjagtigt sådan som Michelle Francati og Nille Westh vælger at gøre det i tv-dokumentaren Brixtofte – helt, skurk, far. 

Først falder vi direkte ind i Peter Brixtoftes vej op via et par måneder på et afbud i skatteministeriet under den konservative statsminister Poul Schlüter, da Anders Fogh Rasmussen måtte træde tilbage efter sin ”kreative bogføring”. 

Men Brixtoftes claim to fame er og bliver posten som gavmild og lige lovligt uhæmmet borgmester i Farum Kommune. 

Vi følger i det første afsnit med den præcise titel Gaveboden er åben de vilde påfund i Farum. 

Han stikker samtlige børn i byen en hjemmecomputer, han inviterer alle byens pensionister på charterrejser, og han sidder – ved Gud! – og siger, at en ny storklub i Nordsjælland kan komme på fodboldens landkort, ja, Farum kan da komme i Champions League, hvis det skal være. 

Hvis ellers bare han får lov at etablere forudsætningerne for successen. 

Det helt vilde er selvfølgelig, at vi ser, hvordan uddannelserne faktisk blomstrer. Og i en af de mest rørende scener i serien fortæller Bjarne ”Verdensmester” Jensen, som har arrangeret alle ældreturene gennem sit eget rejsebureau, at man havde et hav af krykker som hittegods efter ugerne på Lanzarote. De gamle fik det nemlig så godt, at de simpelthen smed stokkene!

Det hele lyder jo for godt til at være sandt – og det er det selvfølgelig også. 

Den bedste avisoverskrift i hele Brixtofte-sagskomplekset var uden tvivl dengang, et af dagbladene ryddede forsiden og simpelthen skrev ”Farum Romanum” med reference til den romerske markedsplads i antikkens Rom. For der var noget megalomani – og i det hele taget noget mani – over Brixtoftes ledelse. 

Idéerne sprudlede fra Brixtofte som lava fra en aktiv vulkan, men hvor skulle pengene i sidste ende egentlig komme fra? 

I sagen, der oprulles i det andet afsnit med titlen Bykongen trues, lærer seeren om, hvordan man kan fuske kommunalt med dagsarrangements-regninger og returkommission. 

Ingen tror vist længere på, at den vin for mange, mange tusinde kroner, der angiveligt blev drukket, nogensinde er blevet serveret for nogen som helst. Og som en indvandrer i en pølsevogn siger i dokumentaren, så fik hans søn en computer, mens Compaq samtidig sponsorerede byens fodboldhold, og han er jo ikke født i går. 

Langsomt braser hele fundamentet under Brixtoftes feel good-imperium sammen. Ikke mindst, fordi han nærmest kviklåner sig til hele byens overlevelse i ulovlige finansieringer. 

En af de bærende søjler i hele Brixtofte-historien er alkoholismen. Og i det tredje afsnit – Drikker du? – får man hele bagsiden. 

Selv uden tredje afsnit ville dokumentaren være udmærket, men det er da serieskaberne så at sige bunder fortællingen om Brixtoftes vej direkte ned i alkoholismens helvede, at serien bliver virkelig menneskelig, vedkommende og chokerende. 

Brixtoftes families lidelser, deres pinagtige sms-korrespondancer, deres konfrontationer med misbrugeren, hans skamfulde kæreste, hans ydmygende liv under en dyne foran fjernsynet med sofadruk, alle indlæggelserne, tilbagefaldene og til sidst døden, er så ubønhørlig, som den findes. 

I fire dage ligger vores hovedperson som et ensomt og iskoldt lig på et gulv. 

Det hele er med, og det er lige så afskyeligt som nødvendigt at se derouten til ende. For gruen fuldender portrættet. 

Fornedrelsen viser nemlig den usynlige tillægsstraf, Brixtofte også fik. Den viser omgivelsernes voldsomme pris for hans føren sig frem som Karl Smart. Og den viser måske også noget af den brist, som er selve årsagen til, at Brixtofte troede, at det kunne gå alene at se fremad, men aldrig tilbage. 

Vigtigst af alt viser alkoholisme-skildringen, at der bag enhver skurk gemmer sig et menneske. 

Tilbage sidder man med dilemmaet.

Hele Brixtoftes liv og virke var ét stort cirkusnummer, ja, et fupnummer. Og et glansnummer. Han var en gemen kriminel. Men de gamle – de smed krykkerne. Og Brixtofte gennemførte virkelig meget af det, som mange andre politikere kun drømmer om. 

Og FC Nordsjælland – klubben baseret på Brixtoftes fusion mellem de håbløse sammenrend i Farum IK og Stavnsholt Boldklub? Ja, de kom i Champions League i 2012. 

Skål!