Bring Her Back

Syttenårige Andy finder sin far død og nøgen på badeværelsesgulvet. Han siger intet, da lillesøsteren Piper ængsteligt spørger ham, hvad der foregår. Hun er blind, så der er ingen grund til at beskrive det syn, som allerede har brændt sig fast i hans hoved.

Det er op til Andy at bære dæmonerne og holde Pipers verdensbillede rent og pænt, fornemmer man.

De australske brødre og horrormagere Danny og Michael Philippou brød igennem biograflærredet med den populære sorggyser Talk to Me og stikker kødkniven ind mange af de samme steder med Bring Her Back.

Filmen, der foregår i det regnvåde Storbritannien, er en dyster udforskning af de frygtelige konsekvenser, det kan have at afskærme et ressourcestærkt, ungt menneske fra virkelighedens ondskab.

Billy Barratt og Sora Wong har en fin fortrolighed som Andy og Piper, og de bliver hjulpet godt på vej af et yndefuldt manuskript fyldt med små tråde, der bindes uhyggeligt sammen til sidst.

Broren lyver konstant for at gøre søsteren glad, mens hun er på vagt over for uærligheden og kæmper for at stå på egne ben. Hun nægter for eksempel at bruge sin blindestok.

Da faren dør, er Andy stadig tre måneder for ung til at blive værge for søsteren. De kommer derfor i pleje hos den tidligere børnepsykolog Laura, spillet urovækkende som bare fanden af Sally Hawkins.

Scenen, hvor de mødes for første gang i Lauras stue, er herligt hårrejsende. Hun virker besat af Pipers lighed med sin afdøde, blinde datter, der druknede i poolen udenfor. Samtidig ser sig hun sig omgående gal på Andy, der psykologstemples som et voldeligt problembarn.

Og så har Laura en skaldet, stum søn, Oliver (Jonah Wren Phillips), med et foruroligende mærke i det urokkelige ansigt, som evigt stirrer tomt ud i rummet. Det meste af tiden er han låst inde på sit værelse.

Forfriskende nok holdes det fra starten ikke tilbage, at Laura er livsfarlig. Sally Hawkins deler gavmildt ud af vanviddet, og meget tidligt ser vi plejemoren tegne mystiske cirkler rundt om huset og se blodige, instruktive kultvideoer på vhs.

Andy lugter også, at noget er galt, men der er ingen vej ud for de forældreløse søskende. Myndighederne har enorm tiltro til den erfarne børnepsykolog.

Selv om Bring Her Back indeholder overnaturlige elementer og skamferede barneansigter, er gruen først og fremmest psykologisk.

Phillipou-brødrene benytter elegant et filmsprog med meget få jump-scares og masser af mørk poesi. Et fast motiv er cirkler som en slags fængsel, regn er et drivvådt dødsvarsel, og lange indstillinger af Olivers skaldede hoved bagfra illustrerer mysteriet om hans stille sind.

Mens der foregår noget åbenlyst okkult mellem Oliver og Laura, går den manipulerende plejemor uhyggeligt langt for at sværte Andy til over for Piper, så hun kan få dattererstatningen for sig selv. Det er et godt greb, at Laura er psykolog og formår at ramme Andy på hans blødeste punkter. Ikke mindst et problematisk forhold til den afdøde far.

Et højdepunkt er til farens begravelse, hvor Laura først virker støttende og empatisk, men pludselig begynder at presse Andy, da de står foran liget.

”Kys din far farvel, det er tradition,” siger hun blidt og tilføjer: ”På munden.”

Det hele udvikler sig til en frygtindgydende kamp om Pipers tillid, hvor Andy er bagud fra start på grund af sine barmhjertighedsløgne.

Filmen gør sit bedste for at klemme blodige sekvenser ind i handlingen – værst, da én tygger meget hårdt på en køkkenkniv – og det bliver til tider lidt konstrueret og unødvendigt. Det mentale gys om plejemoren fra helvede behøver ikke så megen hudflænsning for at fungere.

I det gustne klimaks udviser instruktørerne heldigvis en klædelig tilbageholdenhed, der gør slutningen mere smuk end det sædvanlige blodbad, som de fleste horrorfilm ender i.

Bring Her Back er delikat ulækker, velskrevet og den blodigste film om forældremyndighed, jeg har set.