Bridget Jones: Vild med ham

I Storbritannien er den fjerde film om Bridget Jones på vej til at blive årets film med et forsalg, der ifølge The Guardian slår gigahittet Barbie fra 2023.

Man bliver automatisk styrtende rig, hvis man sætter Hugh Grant og Colin Firth på rollelisten til samme romantiske komedie. Sådan er det bare.

Alligevel kan det undre, at den efterhånden gamle filmserie baseret på Helen Fieldings romaner og klummeserie i The Daily Telegraph kan blive ved med at sluge publikummer til sig. Etteren Bridget Jones’ dagbog er fra 2001.

Men selv om ikke alle bidrag til sagaen har været lige gode, følger de alle den samme, uimodståelige formel. Alle fire film inklusive den nye har stor empati med den moderne kvindes særlige lidelser: uhyrligt strenge kropsidealer, datingjunglens ydmygelser og evigt højere krav til mødre.

Denne gang er det den ensomme, usexede tilværelse som enkefrue.

I Bridget Jones: Mad About the Boy – der på dansk har fået undertitlen ”vild med ham” – er Bridgets ægtemand, Mark Darcy (Colin Firth), død. Så nu står hun tilbage med to sørgende småbørn og nul tid til noget som helst socialt.

Det er en effektiv og modig lille mavepuster oven på tre film, der dyrker Bridget og Marks svære romance.

Men Bridget Jones-filmene sørger altid for at efterfølge sin genkendelige elendighed med et velfortjent skud whish fulfilment. Midt i smerten formår umuliussen Bridget Jones altid på en eller anden måde at blive tilbedt af to smukke, charmerende mænd på samme tid.

Her er det den passionerede, unge sixpack-indehaver Roxter (Leo Woodall fra The White Lotus og Samme dag næste år) og den søde, firkantede skolelærer Mr. Wallaker (Chiwetel Ejiofor).

Det er i sig selv en bedrift, at Roxter i en tid med kritisk fokus på de såkaldte maj-december-romancer, hvor der er stor aldersforskel, ikke fremstår som en griset fetichist. Han er faktisk nogenlunde troværdig som en moden ung mand, der oprigtigt er tiltrukket af ældre kvinder.

Selv om formlen efterhånden er slidt, er det stadig en munter fornøjelse at se kiksede Bridgets drømme gå i opfyldelse gang på gang. Det skyldes frem for alt castet.

Colin Firth er godt nok kun med i drømmesyn, men i løbet af filmserien har Bridget også samlet sig en gæv flok venner, der optræder loyalt som bifigurer og giver liv til det blødsødne, britiske univers.

Emma Thompson er et højdepunkt som vor hovedpersons ældre gynækolog, der tørt konstaterer, at Bridget efter hendes mening bør lægge sexlivet på hylden og læse en bog i stedet. Dog er lægens eget sexliv on fire, siger hun.

Og så er det ufravigeligt en fordel for Bridget Jones – vild med ham, at den kommer midt i en renæssance for Hugh Grant, der igen spiller kvindenedlæggeren Daniel Cleaver.

Den aldrende charmetrold Grant har de seneste år fået mere varierede roller end tidligere (Heretic og Paddington 2), og i denne film demonstrerer han sin særlige evne til at antyde melankoli under den smilende ironi.

Hugh Grant tilfører substans til en ellers overfladisk sidehistorie, hvor bedåreren føler sig bedaget og begynder at se det triste i at forføre tyveårige kvinder på stribe.

Det klæder Daniel Cleaver, at han ikke længere er chef eller en potentiel kæreste for Bridget, men en god ven, der hjælper med børnepasning og muntrer hende op med ironisk sleske og ret skægge komplimenter.

Men den mest afgørende brik i Bridget Jones er titelfiguren, som altid spillet af amerikanske Renée Zellweger med hendes ubehjælpsomme mimik og løjerlige knirkestemme.

Meget er blevet sagt om Zellwegers ikke helt perfekte britiske accent og mærkeligt uforklarlige tiltrækningskraft. Men man må bare konstatere, at det virker, når hun hakker sig igennem sine replikker med næsten konstant sammenknebne øjne, selv når hun skal se forbløffet ud.

Der er noget hjælpeløst og rent over Zellwegers Bridget, der giver samme effekt som at se en særligt dum hund. Man bliver så så glad, når hun endelig får sit kødben og logrer lykkeligt.

Trods ansatser til noget dybere er Bridget Jones: Vild med ham som helhed en totalt ufarlig og forudsigelig oplevelse. Filmen rammer kun plet med halvdelen af sine mange vittigheder – særligt vellykket er en underlig sidebemærkning om danskeres flotte kropsholdning – og selvfølgelig mangler den etterens friskhed.

Men i selskab med det enormt behagelige persongalleri kan man ikke andet end at overgive sig og smile.