Bridgerton – sæson 2

”Du bliver jo omringet,” siger Lady Violet Bridgerton til sønnen Anthony.

De gør deres entre til årets første bal i London, hvor en strygekvartet spiller Madonnas Material Girl, mens adlens velklædte ungdom danser en koreograferet vals.

Inde i stuen retter alles blik sig mod mor og søn, når matriarken hæver stemmen, så alle kan høre hende melde ud, at den unge mand søger en brud.

Serien om Bridgerton-slægtens kærlighedsliv er skabt af Chris Van Dusen og produceret i samarbejde med Shonda Rhimes (Greys hvide verden). Første sæson blev en stor succes med den lidenskabelige fortælling om Simon Basset og Daphne Bridgerton, men nu skifter serien retning.

Anden sæson af Bridgerton tager udgangspunkt i den ældste søn Anthony (Jonathan Bailey), der er berygtet ungkarl, arving til familiens grevetitel og særligt stolt af sin forretningssans.

Han ser ægteskab som enhver anden handel, der skal ordnes. Men når Sharma-søstrene fra Indien sætter byen over ende, synes det ikke længere så simpelt. Først retter den unge greve blikket mod yndige Edwina Sharma (Charithra Chandran), men noget tyder på et trekantsdrama under opsejling.

Måbende og imponeret ser han til, når den ældre søster Kate (Simone Ashley) spiller kroket og lader både sko og kjole blive mudret til i sin iver efter at vinde.

Kate er egenrådig, kræver at blive inkluderet i fasanjagt på lige fod med mændene og vender hoveder i den engelske hovedstad, når hun stolt iklæder sig moden fra hjemlandet.

Moderne sminke og smykker møder farverige nyfortolkninger af dragter fra en svunden tid. Det skaber sammen med maleriske, engelske haver prydet med enge af liljer i fuldt flor og glitrende boliger et ganske særligt visuelt udtryk.

Den polerede og bevidst historisk forkerte æstetik bidrager til seriens revisionistiske skildring af hudfarve, klasse, køn og seksualitet. En måde at bearbejde fortidens uretfærdigheder uden løftet pegefinger.

Også Nicola Coughlans skønne præstation som naboens kejtede yngste datter Penelope Featherington stjæler ofte rampelyset.

”Mor synes vist, at jeg passende kan klæde mig som en solsikke,” siger hun morsomt om sin skriggule kjole til et bal for at dække over, at familien ikke har råd til andet.

I årevis har hun ulykkeligt higet efter blot den mindste opmærksomhed fra Colin, familien Bridgertons yngste søn, der endnu ikke har fået øjnene op for hendes kvindelighed.

Imidlertid er hun kritisk over for adlens behandling af kvinder som varer på ægteskabsmarkedet. Hun udfordrer status quo gennem et parløb med overklassens foretrukne kjolemager, der har skabt sit eget ståsted i verden.

Med sladderskribenten fru Whistledown som fortæller er inspirationen fra ungdomsserien Gossip Girl tydelig.

Men hvor den voyeuristisk udstiller ungdommelig skønhed på bekostning af indhold, kan Bridgerton bryste sig af at have fingeren på pulsen med farveblind casting og fremragende brug af historisk forvrængning til at kommentere nutiden.

Serien finder også åndelig føde i klassisk litteratur som russiske Tolstojs mesterværk Anna Karenina. Bogens skjulte, sultne blikke mellem elskende, kritik af klassesamfundet og opgør med den eventyrlige drøm om prinsen på den hvide hest går igen i Bridgerton.

Serien omskriver sågar romanens berømte væddeløbsscene, hvor spændingen på banen afspejler de fremmødtes underliggende kemi, spirende kærlighed og personlige krise.

Golda Rosheuvels dekadente Dronning Charlotte sætter tonen for seriens visuelle vildskab.

Hendes overdådige parykker, militært inspirerede kjoler og hermelinkåber stråler med en blanding af europæisk rokoko og afrikanske traditioner, mens der er inspiration fra indiske draperinger, farver og smykkevalg hos det øvrige persongalleri.

Smuk stil og skarp kritik går fornemt hånd i hånd i seriens uimodståelige fortsættelse.