Serieanmeldelse
22. dec. 2020
Bridgerton
Daphne (Phoebe Dynevor) og Hertugen af Hastings (Regé-Jean Page) danser til et bal og bliver snart Londons mest omtalte kærestepar. Foto | Liam Daniel

Bridgerton

Farveblind casting og en moderne tilgang til kostumedramaet sætter liv i kludene i Netflix-serie om den engelske overklasse i 1800-tallet.

Af Kjartan Hansen

Strygere spiller op til dans. Overalt følger adelige mænd og indsnørede, unge kvinder på dansegulvet. 

Festscenen kunne ved første øjekast være taget fra et hvilket som helst andet kostumedrama. Men her er noget anderledes og fandenivoldsk. 

Wienervalsen ligner ikke sig selv. 

Parrene bevæger sig hurtigere og til en vildere koreografi end normalt. Pludselig slår det én, at de indsnørede kvindekroppe og ranke, unge herrer hverken bevæger sig til Mozart eller Vivaldis toner. Nej, strygerne spiller rebelske Billie Eilishs Bad Guy!

Skønt inspiration fra genrens koryfæer som Jane Austen og Edith Wharton er umiskendelig, adskiller Bridgerton sig ved at henvende sig til et moderne publikum.

Det gør den blandt andet med skønne Julie Andrews' stemme, der ligesom fortælleren i ungdomsserien Gossip Girl videregiver sladder om de rige og berømte i sin sladderspalte, som er den engelske elites største tidsfordriv.

Seriens forlæg er forfatter Julia Quinns populære ungdomsbøger om familien Bridgertons position i selskabslivet og børnenes ståsted på ægteskabsmarkedet.

Vi befinder os i starten af 1800-tallet og følger balsæsonen, hvor adelens unge kvinder viser sig fra deres bedste side. Det er her, de kan sikre deres fremtid ved at tiltrække den rigtige bejler, og selveste Dronning Charlotte udpeger den unge Daphne Bridgerton (Pheobe Dynevor) som Londons mest eftertragtede kvinde.

Den unge kvinde ses i lyseblå kjoler omgivet af indretning i samme farve. En farve, der forbindes med den tidstypiske porcelænsfabrik Wedgewood, og hun fremstår som en yndig porcelænsfigur med al sin ro og blødhed.

Til en fest søger hun ly fra mændenes tilnærmelser i haven, men den vindtørre Lord Berbrooke følger ivrigt efter hende. Han bliver mere og mere nærgående. Den ellers bly viol slår i selvforsvar med knytnæven, netop som den charmerende, men letlevende hertug af Hastings vil komme hende til undsætning.

Hertugen er imponeret af den yndige Daphnes handlekraft, og de begynder at se mere til hinanden.

Den mystiske sladderskribent fru Whistledown retter sit blik mod det umage par. Men det er alt sammen spil for galleriet, så hertugen kan få fred fra unge kvinder i giftetanker, og Daphne kan tiltrække et bedre parti end den slibrige Berbrooke.

Imidlertid vil Daphnes begavede lillesøster Eloise (Claudia Jessie) sammen med dronningen og barndomsveninden Penelope afsløre den magtfulde fru Whistledowns sande identitet.

Bridgerton bevæger sig i indtagende rokoko-haver og nyromantiske stuer malet i behagelige pastelfarver og prydet med antikke statuer og fin porcelæn.

Men det er seriens farveblinde casting, der er løbet med opmærksomheden op til premieren.

Den sorte Golda Rosheuvel er henrivende som Dronning Charlotte. Hun imponerer ved sin ankomst til ballet kronet med en kæmpestor afro, der senere udskiftes med en pudderparyk sat sammen af alenlange dreadlocks.

Det er måske genrens største visuelle genistreg, siden Kirsten Dunst i Sofia Coppolas Marie Antoinette optrådte med en skonnert flettet ind i hårpragten.

Serien vil uden tvivl blive kritiseret for at være historisk ukorrekt. Men det her er fiktion, der taler til et moderne publikum, fejrer Europas multikulturelle historie og burde ikke være mere provokerende end, at kvinder i serien bærer læbestift og har hul i ørerne.

”Vil du have, at jeg stopper?” spørger en mand sin brud efter et lidenskabeligt kys før deres første nat sammen. Replikken er skrevet lige så meget til den rødmende brud i den forførende scene som til #MeToo-skeptikere, der afviser, at samtykke er sexet.

Bridgerton nøjes heller ikke med at vise smukke unge kvinder, der lever lykkeligt til deres dages ende. Vi kommer tæt ind på livet på ulykkelige ægtepar såvel som enkefruer, der har mistet deres mænd for tidligt.

Ægteskabslykken går hånd i hånd med kærlighedens vemodige udfordringer, og det pryder alt sammen kostumegenren.

Titel:
Bridgerton 

Land:
USA 

År:
2020 

Serieskaber:
Chris Van Dusen 

Medvirkende:
Phoebe Dynevor, Regé-Jean Page, Adjoa Andoh, Julie Andrews, Jonathan Bailey 

Spilletid:
Otte afsnit af 60 minutter 

Anmeldelse:
Otte afsnit 

Premiere:
25. december på Netflix

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Biografanmeldelse
09. sep. 2025
Se gennem Aske

Se gennem Aske

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten