Breeders

”Din kone er dig utro med hendes lækre fysioterapeut.” 

Sådan lyder beskeden, som forældreparret Paul og Ally Worsley skriver for sjov.

Modtageren er den succesfulde Mr. Hickson, hvis udadtil perfekte familie er en torn i øjet på seriens hovedpersoner, der mildest talt kæmper med familielivet.

Ved et uheld trykker Paul på afsenderknappen og skaber splid i nabolaget.

Sådan er dynamikken i dramedy-serien Breeders. Parret underholder hinanden med ondsindet humor som pusterum for hverdagens strabadser. Som regel går de for vidt, og det får konsekvenser.

Undervejs døjer de med en stigende bevidsthed om, at de ikke er særligt gode forældre.

Skuffelsen over det ses i flashbacks – som da Paul og Ally stadig gik på date.

Galant holder Paul døren for et træt, men taknemmeligt forældrepar på en travl café i London. Det lyser ud af Allys øjne, at gentleman-tricket gør hende blød i knæene, før hun hvisker i hans øre, at han skal med hjem og knalde i en fart.

Men det var dengang.

Første afsnit starter med råb og skrig fra børneværelset oven på en sen aften. Nede i stuen prøver Paul at arbejde lidt på sin computer. Men støjen bliver for meget. Han rejser sig fra lænestolen i den hyggelige stue, går igennem mørket op ad svævetrapperne i husets modernistiske korridor og når frem til børneværelset.

”Jeg skrider fra jer lige nu og kommer aldrig tilbage,” brøler farmand ad børnene, der ser måbende tilbage, før han fortsætter: ”Det er alt sammen jeres skyld.”

Senere truer Ally ligeledes sønnen Luke med at skyde ham, hvis han ikke makker ret.

Den aggressive teknik lærer børnene kæft, trit og retning. Samtidig ulmer serien af utryghed fra starten. Man frygter for børnenes ve og vel, ligesom man frygter for Pauls mentale helbred.

Situationen forværres blot af, at naboerne på blokken kan høre familiens skænderier, og Paul bliver et kendt ansigt på skadestuen, hvor han jævnligt ledsager familiemedlemmer med småskader.

Så når sønnen Luke falder ned ad trappen og forvrider foden, gætter farmand rigtigt, at børneværnet snart kommer og presser den allerede anstrengte stemning i familien yderligere.

Ally spilles af den fremragende Daisy Haggard. Hun nedtoner skuespillet, men har en levende ansigtsmimik, der passer mageløst til både seriens dramatiske og komiske scener. Hun taler uhøjtideligt og nærværende, så hver replik enten er urkomisk eller tankevækkende.

Martin Freeman – der både er serieskaber og spiller Paul – virker derimod malplaceret. Han ser ud til at være instrueret til at spille utålmodig far, som var det en komisk rolle. Glimtvis lykkes det sågar. Som når han til et forældremøde fisker efter komplimenter til sønnen fra læreren og bliver mere og mere frustreret over, at sønnen kun er gennemsnitlig.

Breeders opbygger et drama omkring børneopdragelse, mens den prøver at være sjov. Men dramaet overskygger komedien, så hverken skuespillet eller de sjove replikker kommer til deres ret. I stedet fremstår Paul derfor usympatisk.

I en scene smadrer han røgalarmen i vrede foran børnene, der begge øjensynligt er bange for ham. Især Luke viser sig at lide af angst. Han ligger søvnløs og frygter ildebrand, indbrud og ensomhed. Et tegn på, at drengen allerede i en ung alder har ar på sjælen efter farens tyranni.

Serien vil have os til at forstå, at forældrene er presset af samtidens tårnhøje krav til børneopdragelse, hvor ungerne både skal være dygtige i skolen, velopdragne, velklædte og kreative. Det er byrden, der får dem til at vise deres værste sider.

Men når Paul taler om, at han bare vil børnene det bedste og er bange for at gøre skade på dem, virker det utroværdigt. Der er langt fra ord til handling, når vi ser ham terrorisere de små, imens Ally kigger underlegent på.