Boy Kills World

Det er noget af et paradoks, at selv om der aldrig har været en god – eller bare halvgod – filmatisering af et computerspil, så er der lavet mange fremragende film ud fra computerspillets logik og struktur.

Crank, Scott Pilgrim mod verden, Shoot ’Em Up, Boss Level … og nu også Boy Kills World, en imponerende debutfilm af tyske Moritz Mohr.

Det er et ultravoldelig, bloddryppende hævndrama, der både er fjollet og dybt betagende.

Bill Skarsgård virker umuligt hårdtpumpet og urimeligt ungdommelig som den unavngivne, døvstumme hovedperson, der blot kaldes Boy. 

Han kommer fra en gennemført rådden by regeret af den lede Hilda van der Koy, hendes lige så groteske søster Melanie, broren Gideon og Melanies mand Glen, der fastholder magten ved at rydde enhver snert af opposition af vejen med regelmæssige, teatralske ”udrensninger”. 

Boy mistede sin mor, sin søster, stemme og hørelse i en sådan militæraktion. Nu træner han med Shamanen – spillet af den forrygende Yayan Ruhian fra The Raid – for at hævne sig på hele van der Koy-klanen og forhåbentlig finde fred.

Så langt, så tyndslidt.

Men selv hvis handlingen er set før, skiller Boy Kills World sig ud takket være sine gonzo-gakkede komiske indfald. Boys indre monolog leveres af H. Jon Benjamin, kendt fra Bob’s Burgers og Archer, og han hjemsøges af visioner af sin lillesøster, der nogle gange er opmuntrende, men oftere distraherende.

Uden et kvæk af dialog fra Bill Skarsgård får vi et brandunderholdende indblik i Boys sind.

Selv træningsmontagerne føles som noget, vi ikke har set før. Shamanens metoder er usentimentale og hårdhændede, så Boy skal pløje en mark, begraves levende og skubbe en kampesten op ad en bakke som en anden Sisyfos. Alt sammen for at gøre ham til den fighter, han er nødt til at være.

Og så, netop som publikum er i fare for at kede sig, slår filmen over i action. Van der Koy-klanen indsamler ofre til deres næste udrensning, og da Boy overværer troppernes brutale adfærd anført af en løjtnant ved navn June 27 (Jessica Rothe), ignorerer han Shamanens protester og går til angreb.

Herfra er der ikke et øjebliks pause.

Boy går op imod hele hære. Nogle gange ledsaget af den tidligere fange Basho og hans uforståelige bedste ven Bennie, men ofte alene. Han tæsker sig gennem parader af modstandere med blikket stift rettet mod det endelige opgør.

Blodet vil flyde.

Sam Raimi er en af filmenes producere, og i en grufuld køkkenkamp alene topper Boy Kills World sidste års Evil Dead Rises, hvad angår blodsudgydelser og kreativ brug af et rivejern. Vi ser kampe med knive, pistoler og en knogleknusende slåskamp med de bare næver, mens kameraet suser rundt om afhuggede lemmer og tonstunge spark.

Tidligt nægter en ellers uanselig lakaj pure at dø og springer gang på gang på benene til Boys store forbavselse. Men mandens svære kvæstelser – der leder tankerne hen på den stadig mere amputerede, stridslystne sorte ridder fra Monty Python og de skøre riddere – er intet at sammenligne med den uhæmmet voldsberusede finale.

Som i øvrigt lykkes med det vanskelige kunstnummer at være lige så følelsesmæssigt ødelæggende, som den er grumt tilfredsstillende.

Boy Kills World er langt mere ambitiøs, end den tager sig ud på plakaten. Ahrend Remmers og Tyler Burton Smith leverer et særdeles kløgtigt manuskript, mens komponist Ludvig Forssell, bedst kendt for computerspilserien Death Stranding, spiller lystigt op med arkadespilsmusik, indtil den kække kant giver efter, og alvoren sætter ind.

Boy har mistet meget, da vi møder ham, og han står til at miste endnu mere, før han når til vejs ende. Bill Skarsgård spiller hovedrollen som en såret dreng, der må vokse op i en fart ved at tæske sig igennem en kavalkade af groteske karakterer.

Det er umuligt ikke at heppe på ham.