Boss Baby

Alt er perfekt for den syvårige Tim Templeton. Lige indtil han får en lillebror.

Tim nyder sine forældres fulde kærlighed, deres udelte opmærksomhed og sin harmonisk perfekte tilværelse. Men pludselig banker den lille ny bogstaveligt talt på døren og ændrer hans liv. Lillebroren ankommer i taxi, ulasteligt klædt i sort jakkesæt og med attachemappen under armen.

Som en boss i babyformat.

Det er mere eller mindre afsættet for animationsfamilien Boss Baby. Selv om den er inspireret af en børnebog af samme navn fra 2010, er Boss Baby allerede blev set som en slags politisk satire over Donald Trumps personage. Metaforen om en opmærksomhedshungrende kæmpebaby i Det Hvide Hus ligger da også lige til højrebenet, men faktisk er Boss Baby mere end blot en politisk kommentar.

DreamWorks’ familiefilm rammer de danske biografer lige op til påskeferien, og det giver rigtig god mening. For Boss Baby kan nemlig både underholde de mindste og give stof til eftertanke for de lidt ældre.

Grundlæggende er Boss Baby en klassisk Peter Pan-historie, der tematiserer barn-voksen-forholdet.

Tim (Mads Knarreborg) er mildest talt utilfreds, da babyen rykker ind hos familien Templeton. Forældrene stiller aldrig rigtigt spørgsmål ved hans særegne ankomst, men falder pladask for deres lille ny, som bare hedder Baby (Søren Pilmark).

Hurtigt finder Tim dog ud af, at noget er helt galt. Baby kan tale, hønser rundt med forældrene og styrer hele huset fra sit legebord.

Baby har nemlig en mission.

Han er sendt til familien for at vinde babyers popularitet tilbage fra hundehvalpene, som han mener, tager al opmærksomheden. Tim indvilger i at hjælpe sin nye bror med at forpurre et kælderdyrsfirmas lancering af en ny evighedshundehvalp for at få Baby ud af huset og den gamle familiekonstellation tilbage.

Det lyder måske ret fjollet og overgearet, og det er det sådan set også.

Det meste af filmen foregår i et hæsblæsende sjette gear, men figurerne og universet er heldigvis charmerende og underholdende.

Som vi kender det fra Pixars Toy Story-trilogi, er filmen bygget op som et tjubang-eventyr i vante og hverdagslige rammer. Med en god portion fantasi bliver en cykeltur ned ad villavejen til en hæsblæsende jagt i et rumskib gennem universet.

Det giver Boss Baby en god visuel dynamik, som 3D-formatet underbygger uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Baby-bossen er filmens scoop.

Han ligner en nuttet baby, men i virkeligheden er han en gammelklog, dominerende og opmærksomhedskrævende alfahan med ambitioner og et sprog som en administrerende direktør for et multinationalt firma.

Det er derfor, mange allerede har sammenlignet med Trump, og det giver også fin mening i filmens første tredjedel. Her er Baby populistisk, xenofobisk over for hundehvalpe og karismatisk.

Sammenligningen bliver næsten for tydelig, da Tim forsøger at kuppe sin lillebror med en skjult lydoptagelse, hvor Baby fortaler sig. Præcis som Trump under valgkampen.

Men heldigvis for filmen forsvinder Trump-referencerne til fordel for en hæsblæsende eventyrjagt, der bringer Tim og Baby til Las Vegas. Her viser Boss Baby, at den lige så meget handler om noget mere universelt og omfavnende.

Da Tim og Baby sejler på et fantasiskabt piratskib som Kaptajn Klo, refereres der direkte til Peter Pan-budskabet om, at det er sundt at dyrke sine barnlige sider.

I det hele taget er Boss Baby spækket med små hilsner til film som Indiana Jones og Mary Poppins, så de voksne også kan sidde og hygge sig i biografsædet.

Boss Baby bryder ikke afgørende nyt land for animationsfilmen, men hvad gør det, når den forener politisk satire og skamløs underholdning?