Børnesoldatens nye job

Man efterlades dybt demoraliseret og afmægtig af DR’s Børnesoldatens nye job. 

Men samtidig er det en dokumentar, der er alt for vigtig og nødvendig til at gå udenom. Og konklusionen, som filmen på fornemmeste vis opbygger, er lige så gruopvækkende, som den er enkel.

Den danske dokumentarinstruktør Mads Ellesøe dokumenterer overbevisende, at den amerikanske stat benyttede sig af kontroversielle sikkerhedsfirmaer under Irak-krigen, og at de dermed indirekte gjorde brug af tidligere afrikanske børnesoldater. 

Med panoramisk overblik og grundig research blotlægger dokumentaren, hvordan private sikkerhedsfirmaer uden kontrol hyrer den billigste arbejdskraft som soldater i Irak. 

Og her er den billigste arbejdskraft ofte lig med tidligere børnesoldater fra afrikanske lande som Sierra Leone og Uganda. Men først sætter Ellesøe rammen for sine opsigtsvækkende afsløringer.

I det 21. århundrede er krig blevet privatiseret. Væbnede konflikter udkæmpes ikke længere kun mellem de enkelte landes militær, men i høj grad også af private militærvirksomheder. Krig er blevet udliciteret og ironisk nok til såkaldte sikkerhedsfirmaer. 

Sikkerhedsfirmaerne tjener kassen, mens politikerne kan fralægge deres nationale militær ansvaret og lade det private udføre det beskidte arbejde. 

Derfor hyrede det amerikanske forsvarsministerium Pentagon også private sikkerhedsfirmaer i stor stil under invasionen af Irak fra 2003 og frem. Sikkerhedsfirmaet Blackwater lyder måske bekendt, ligesom amerikanerne betalte det britiske firma Aegis for at patruljere i Irak.

Filmen går især i kødet på Aegis, hvis direktør Tim Spicer beskrives som en kalkuleret købmand, der handler med afrikanske soldater. 

USA udliciterer med andre ord deres militære opgaver til underleverandører, der selv har underleverandører. Derfor kan amerikanerne ikke føre reel kontrol med de soldater, det private leverer.

Og da markedsmekanismerne også gælder i krig, hyrer sikkerhedsfirmaerne ofte den billigste arbejdskraft, så profitten maksimeres. Og her kommer de afrikanske tidligere børnesoldater altså ind i billedet.

Med galoperende arbejdsløshed og fattigdom i Afrika er tidligere børnesoldater, der har kæmpet i afrikanske borgerkrige i 1990’erne, nemme at rekruttere for eksempelvis britiske Aegis. 

Med en blanding af førstehåndsberetninger fra de afrikanske lejesoldater og ekspertudtalelser fra journalister, forfattere og forskere eskorterer Børnesoldatens nye job sikkert seeren gennem en krig, der måske ser moralsk forsvarlig ud på overfladen, men som i virkeligheden udkæmpes af dybt traumatiserede afrikanere. 

Mads Ellesøe har opsøgt mange af de tidligere børnesoldater, ligesom dokumentaren viser gamle arkivoptagelser af træningslejre for børnesoldater. Her ser vi også de børn, der har fået armene skåret af, fordi de ikke har adlydt ordre. 

Som en FN-ekspert fortæller, er det himmelråbende paradoksalt, at USA bidrager til at hjælpe børnesoldater tilbage til et normalt liv, mens de samtidig betaler sikkerhedsfirmaer, der benytter tidligere børnesoldater. 

De private sikkerhedsfirmaer får lov at agere på egen hånd uden samme kontrol og opsyn, som regulært militær er underlagt. ”Det var det vilde vesten,” lyder det undervejs. ”Irak var en stor hæveautomat for de private sikkerhedsfirmaer.” 

Det taler for sig selv, at hverken Aegis eller Pentagon har villet medvirke i filmen. Og selv om filmen udelukkende trækker tråde mellem USA og britiske sikkerhedsfirmaer, lægger slutningen op til bredere refleksion.

Med billeder af Christiansborg åbner filmen visuelt op for spørgsmål. Ved vi danskere for eksempel, hvad vores skattekroner går til, når vi er i krig?