Borgman

Det er ikke det største mysterium i hollandske Alex van Warmerdams grumt vellykkede Borgman, men det er måske det mest nagende: Hvad bliver der af hundene?! De myndeagtige, helt lydløse, omkringsnigende hunde.

Filmens dæmoniske titelperson siger til dem, da de pludselig er ude og omkring i den villa, han hjemsøger, at det er ”for tidligt”. Og så får vi vist lige et glimt af vistnok nogle andre hunde og ikke mere. Men for tidligt til hvad? Til noget, der først foregår, efter filmen er slut? Eller først foregår i den sequel, jeg (ikke mindst på grund af hundene!) både frygter og håber på.

Hvis jeg havde mere styr på det samlede, internationale udbud af auteur-signerede kunstfilm, ville jeg melde Borgman ind i en neo-Buñuel’sk, nøgternt surrealistisk tendens eller måske ligefrem bølge eller bevægelse – den eneste anden repræsentant, jeg ved af, er nemlig græske Giorgos Lanthimos, manden bag Dogtooth og Alperne. Og én, to, en hel bevægelse!

Men hvor Lanthimos’ fiktioner på sine egne skæve præmisser – far holder børn væk fra verden, mennesker hyres til at agere nyligt afdøde – opleves som rimeligt gennemskuelige og så godt som realistiske, så forbliver de store, sorte plothuller i Borgman susende uforklarlige og gådefulde.

Hvorfor gemmer Borgman og hans medsammensvorne sig i overdækkede jordhuler i filmens start? Og hvorfor jages de derfra af en præst og hans håndlangere?

Hvad er formålet med og omfanget af den hemmelige organisation, som Borgman tilhører og får hjælp fra, da han vender tilbage til den kernefamilie, hvor han hemmeligt kom til kræfter, for at være deres gartner?

Borgmans egen begrundelse for ikke længere at leve i skjul og gå efter gartnerjobbet er: ”Jeg keder mig og vil lege.” Hvorfor sættes der så mange – også morderiske – kræfter ind på den leg, der i udgangspunktet bare handler om en kuet, erotisk fascineret hustru? Hvad er det for noget kirurgisk uhyggeligt noget, de ammensvorne gør ved familiens børn?

Jeg ved det virkelig ikke! Men jeg blev så effektivt hypnotiseret af den akvarie-matte, søvngænger-stive selv- følgelighed, som gåderne formuleres med, at jeg rent glemte at blive frustreret.

Filmen er ikke i tvivl om, at det underlige, der sker, nødvendigvis må ske og ikke behøver forklaring.

Man kan se filmen som en mareridtsagtig pervertering – om natten sidder Borgman sammenkrøbet og nøgen på ægteparrets seng som akkurat en mare – af Jean Renoirs Da Boudu blev reddet op af vandet og Paul Mazurskys amerikanske remake Down And Out in Beverly Hills, hvor en vagabond skaber (også seksuelt) forløsende kaos hos en velhaverfamilie.

Der sker ingen forløsning hos den lille hollandske familie, bestående af en vranten mand med problemer på jobbet, hans småbitre hustru, der er ekspressiv maler (eneste trælse element – det fylder heldigvis ikke alverden), tre søde børn, der bare er tre søde børn, og en træt og uskyldig dansk au-pair, spillet af genuint danske Sara Hjort.

Den bliver tværtimod bare stadig mere dysfunktionel, familien, indtil funktionaliteten dysses helt ned og bort af Borgman og hans medsammensvorne – blandt andet via en stum teaterforestilling, med kostumer og kulisse, i haven, mærkeligt nok!

Klart nok kan mærkværdigheden læses allegorisk som manet frem af bourgeoisiets diskrete og fordærvede og brutale charme, ligesom hos Buñuel. Men det føles bare slet ikke dækkende. Der er hele tiden en uklar, hallucinatorisk rest til overs – også ligesom hos Buñuel – der ikke døves ned, men bliver endnu mere intimiderende af den umærkelige stil.

Der er hele tiden nogle hunde, der kommer for tidligt, men så aldrig kommer igen.