Bønderne

Da instruktørduoen Hugh Welchman og DK Welchman (tidligere Dorota Kobiela) lancerede deres debutfilm Loving Vincent i 2017, var det som en filmhistorisk milepæl: verdens første oliemalede spillefilm. 

Nu er det britisk-polske ægtepar tilbage med den svære toer, der skal vise, hvor langt de er nået med male-animationen. 

Ligesom forgængeren er Bønderne i første omgang optaget med skuespillere og sidenhen oversat til animation via rotoscoping, hvor malere med reference til optagelserne og assisteret af animatorer og digital compositing har håndmalet skuespillernes præstationer og kameraets bevægelser. 

Det er altså ikke bare en computerdreven lakering af den slags, der er smurt på optagelserne med kunstig intelligens, og som internettet er ved at flyde over med, men resultatet af en ekstremt tidskrævende produktionsproces. 

Som endda blev yderligere udfordret, da selskabet MoreFilm i Kyiv for en stund måtte lukkes, og de kvindelige medarbejdere evakueres, som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Senere tyede man til Kickstarter for at holde lyset tændt, indtil arbejdet kunne genoptages. 

Det er et mastodontisk projekt, og resultatet er bjergtagende. Bønderne fortjener at blive set for sin æstetiske side alene. 

Denne gang er det visuelle afsæt østeuropæiske malere fra overgangen til det 20. århundrede, mens historien er baseret på Władysław Reymonts Nobel-prisvindende roman Bønderne, der gennem fire bind skildrer livet i den polske landsby Lipce. 

Her er livet uløseligt forbundet med naturens gang og med hvilket – og hvis – land, man kan opdyrke. Det er da også en medgift i jord, der får familien til at presse den unge kvinde Jagna ind i et ægteskab med den ældre, velhavende bonde Boryna. 

Jagna indleder imidlertid en lidenskabelig affære med Borynas gifte søn Antek, der modvilligt arbejder på sin fars gård. Jagnas higen efter en grad af selvbestemmelse og Anteks ødipale konflikt udgør den dramatiske kerne, som et ensemble af landsbyboere kredser omkring. 

Få ting får lov at forblive hemmelige, og som årstiderne skifter, og sladderen spreder sig, slår jalousi, misundelse og begær rod. Livet i Lipce er hårdt og brutalt, dikteret af naturens gang, ritualer og menneskelig dårligdom. Mens mændene kredser om Jagna som glubske ulve, spreder den gemene sladder sig blandt Lipces befolkning. 

Lidelserne står i kø, og det føles til tider som et folk-horror-twist på Dreyers Vredens dag. Flere gange ville man ønske, at Jagna brændte hele landsbyen til grunden. 

Selv om billedsiden refererer en række berømte malere fra historiens samtid, føles Bønderne ikke bundet til bestemte kunsthistoriske forbilleder – i modsætning til Loving Vincent, hvis historie til tider føltes som en undskyldning for at genskabe van Goghs malerier. 

Bønderne er et mere helstøbt og frigjort værk, der udforsker animationspotentialet i det malede billede. 

Det er et spring, der minder om måden, animationsstudiet Laika skubbede til stop-motion-animationens tekniske grænser i film som Coraline, ParaNorman og Kubo – Den modige samurai på. 

Instruktørerne har et forrygende dynamisk filmsprog. Kameraet danser rundt med karaktererne i sekvenser, der er lige dele desorienterende og berusende. Her glider det hårde liv på landet i baggrunden i lykkelige øjeblikke. Billedet opløses og scenerne skifter med smukke mønstre, der samler sig på ny og understreger, hvorpå det naturlige og det sociale landskab former personernes skæbner. 

Således bliver maleprocessen et medfortællende element.

Den illustrerer historiens nådesløse brutalitet med en slående skønhed, der samtidig sømløst forbinder fortid og nutid. 

Dermed bliver Bønderne en imponerende demonstration af, hvor langt Welchman-parret er kommet med deres kunstneriske projekt – og et vidnesbyrd om animationens besjælende kraft.