Bombshell – Opgørets time

Det er konstruktivt svimlende at skulle anmelde Bombshell – Opgørets time lige efter at have binget første og anden sæson af The Crown.

I serien spiller John Lithgow politikeren Winston Churchill som et imposant, godartet magtmenneske på deroute. I filmen gestalter han Roger Ailes, chefen for og opfinderen af Fox News, som et imposant, ondartet magtmenneske på deroute.

Lithgows Churchill er lige så ærkebritisk manipulerende, som Lithgows Ailes er ærkeamerikansk brutal. Men selvfedmen er lige monumental.

Filmen såvel som serien er feministisk sindede og bevidste værker. Jeg kommer til at se de to Lithgow-præstationer som to etaper i patriarkatets forfald og forhåbentlig også fald: den faderligt beskyttende patriark fulgt af den diabolske overgrebsmand.

Begge agerer mentor for magtfulde kvinder.

Churchill for Dronning Elizabeth II, indtil hun føler sig myndig nok til at bede ham træde tilbage grundet fornægtet alderdom. Ailes for tv-værten Megyn Kelly, indtil hun føler sig myndig nok til at bakke op om kollegaen Gretchen Carlsons anklager om sexchikane og medvirke til omsider at få ham fyret.

Afskedigelsen eksekveres af den mægtigere og uhyggeligere (fordi usynlig) patriark Rupert Murdoch (fantastiske Malcolm McDowell) og ledsages selvfølgelig af et gigantisk, gyldent håndtryk.

Hverken Elizabeth eller Kelly (Charlize Theron) kan tillade sig at udøve deres magt flamboyant eller humørsygt. De bliver nødt til at være i komplet kontrol og med et effektivt smil bide alle patriarkatets ydmygelser og overgreb i sig.

Charlize Theron er fænomenal til at vise, hvordan det syder og bobler inde bag den stålsatte, perfekte facade. Ikke en eneste gang tyer Kelly til et af de raserianfald, Ailes jævnligt og gladeligt geråder ud i.

Manden har sgu altid været det hysteriske køn.

Dråben for Megan Kelly er den manglende opbakning fra Ailes, da præsidentkandidat Donald Trump går helt sexistisk Twitter-amok, efter hun i en tv-debat har tilladt sig at spørge ind til hans grimme udtalelser om kvinder.

Parallelt med hovedsporet om Kellys – lad os bruge det skønne 70’er-ord – emancipation følger vi Gretchen Carlson (Nicole Kidman, træt af lort), der målrettet initierer kampen mod Ailes, og den sammensatte karakter Kayla Pospisil (Margot Robbie, både skrøbelig og boblende), hvis værtsambitioner bringer hende i Ailes’ kløer.

Mentorsystemet har hele tiden været en systematisk overgrebspraksis, en quid pro quo, hvor seksuelle tjenesteydelser belønnes med forfremmelse.

I filmens ubehageligste scene sidder Ailes stønnende i sin lænestol og beder Kayla om at trække sit skørt længere og længere og længere op, mens han igen og igen bedyrer, at ”fjernsyn er et visuelt medium”.

Hvor en feministisk film som 9 til 5 i en helt anden æra var en hyldest til søstersolidaritet, fokuserer Bombshell – Opgørets time på den kuldslåede ensomhed i modstandskampen.

I en vigtig scene er de tre kvinder – Megyn, Gretchen og Kayla – for første og eneste gang samlet det samme sted, nemlig i en elevator i Fox-bygningen. Kayla er på vej op til endnu en session med Ailes, Gretchen er på vej op for at blive fyret, mens Megyn bare er på vej på arbejde. De skæver intenst til hinanden, men ingen siger et ord.

Derfor har filmen også en behersket tone og stil, bortset fra Lithgows underholdende, ubehagelige Ailes-spektakel. Man kunne ønske sig mere satire og sort komedie, men det er et fuldt meningsfuldt valg at holde masken i stedet for at karikere grelt og stikkende som i Scorseses The Wolf of Wall Street og Adam McKays The Big Short.

Donald Trump er forfærdeligt god til at spille Donald Trump, Alec Baldwin er i Saturday Night Live endnu bedre, men forbandet allerbedst ville stensikkert John Lithgow være.