Biografanmeldelse
22. feb. 2020
Bombshell – Opgørets time
Nyhedsværten Megyn Kelly (Charlize Theron) tager et opgør med det sexistiske miljø på Fox News, der styres med hård hånd af Roger Ailes (John Lithgow). Foto | Hilary Bronwyn Gayle

Bombshell – Opgørets time

Kvinderne stråler, og John Lithgow er forrygende som brutalt selvfed overgrebsmand i køligt behersket drama om sexchikane på Fox News.

Af Lars Bukdahl

Det er konstruktivt svimlende at skulle anmelde Bombshell – Opgørets time lige efter at have binget første og anden sæson af The Crown.

I serien spiller John Lithgow politikeren Winston Churchill som et imposant, godartet magtmenneske på deroute. I filmen gestalter han Roger Ailes, chefen for og opfinderen af Fox News, som et imposant, ondartet magtmenneske på deroute.

Lithgows Churchill er lige så ærkebritisk manipulerende, som Lithgows Ailes er ærkeamerikansk brutal. Men selvfedmen er lige monumental.

Filmen såvel som serien er feministisk sindede og bevidste værker. Jeg kommer til at se de to Lithgow-præstationer som to etaper i patriarkatets forfald og forhåbentlig også fald: den faderligt beskyttende patriark fulgt af den diabolske overgrebsmand.

Begge agerer mentor for magtfulde kvinder.

Churchill for Dronning Elizabeth II, indtil hun føler sig myndig nok til at bede ham træde tilbage grundet fornægtet alderdom. Ailes for tv-værten Megyn Kelly, indtil hun føler sig myndig nok til at bakke op om kollegaen Gretchen Carlsons anklager om sexchikane og medvirke til omsider at få ham fyret.

Afskedigelsen eksekveres af den mægtigere og uhyggeligere (fordi usynlig) patriark Rupert Murdoch (fantastiske Malcolm McDowell) og ledsages selvfølgelig af et gigantisk, gyldent håndtryk.

Hverken Elizabeth eller Kelly (Charlize Theron) kan tillade sig at udøve deres magt flamboyant eller humørsygt. De bliver nødt til at være i komplet kontrol og med et effektivt smil bide alle patriarkatets ydmygelser og overgreb i sig.

Charlize Theron er fænomenal til at vise, hvordan det syder og bobler inde bag den stålsatte, perfekte facade. Ikke en eneste gang tyer Kelly til et af de raserianfald, Ailes jævnligt og gladeligt geråder ud i.

Manden har sgu altid været det hysteriske køn.

Dråben for Megan Kelly er den manglende opbakning fra Ailes, da præsidentkandidat Donald Trump går helt sexistisk Twitter-amok, efter hun i en tv-debat har tilladt sig at spørge ind til hans grimme udtalelser om kvinder.

Parallelt med hovedsporet om Kellys – lad os bruge det skønne 70’er-ord – emancipation følger vi Gretchen Carlson (Nicole Kidman, træt af lort), der målrettet initierer kampen mod Ailes, og den sammensatte karakter Kayla Pospisil (Margot Robbie, både skrøbelig og boblende), hvis værtsambitioner bringer hende i Ailes’ kløer.

Mentorsystemet har hele tiden været en systematisk overgrebspraksis, en quid pro quo, hvor seksuelle tjenesteydelser belønnes med forfremmelse.

I filmens ubehageligste scene sidder Ailes stønnende i sin lænestol og beder Kayla om at trække sit skørt længere og længere og længere op, mens han igen og igen bedyrer, at ”fjernsyn er et visuelt medium”.

Hvor en feministisk film som 9 til 5 i en helt anden æra var en hyldest til søstersolidaritet, fokuserer Bombshell – Opgørets time på den kuldslåede ensomhed i modstandskampen.

I en vigtig scene er de tre kvinder – Megyn, Gretchen og Kayla – for første og eneste gang samlet det samme sted, nemlig i en elevator i Fox-bygningen. Kayla er på vej op til endnu en session med Ailes, Gretchen er på vej op for at blive fyret, mens Megyn bare er på vej på arbejde. De skæver intenst til hinanden, men ingen siger et ord.

Derfor har filmen også en behersket tone og stil, bortset fra Lithgows underholdende, ubehagelige Ailes-spektakel. Man kunne ønske sig mere satire og sort komedie, men det er et fuldt meningsfuldt valg at holde masken i stedet for at karikere grelt og stikkende som i Scorseses The Wolf of Wall Street og Adam McKays The Big Short.

Donald Trump er forfærdeligt god til at spille Donald Trump, Alec Baldwin er i Saturday Night Live endnu bedre, men forbandet allerbedst ville stensikkert John Lithgow være.

Titel:
Bombshell – Opgørets time

Originaltitel:
Bombshell

Land:
USA, Canada

År:
2019

Instruktør:
Jay Roach

Manuskript:
Charles Randolph

Medvirkende:
Charlize Theron, Nicole Kidman, Margot Robbie, John Lithgow

Spilletid:
108 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
27. februar

Relevante artikler

Nyhed
17. jan. 2020
Nyt Ekko med Casper Christensen

Nyt Ekko med Casper Christensen

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
26. nov. 2022
Vanskabte land

Vanskabte land

Biografanmeldelse
12. juli 2022
Et sekunds lykke

Et sekunds lykke

Biografanmeldelse
06. mar. 2022
Benedetta

Benedetta

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten