Bodyguard

Et nattog på vej mod London, en akut bombetrussel, en terrorist med onde hensigter og en foretagsom livvagt med militær baggrund.

De allerførste minutter af den stærkt populære britiske serie Bodyguard starter i sjette gear og fortsætter i højt tempo igennem sine seks afsnit.

Det er medrivende og nervepirrende spændende – og vel nok grunden til, at serien, der nu er tilgængelig på Netflix, har haft enorme seertal i Storbritannien. Selv om autenticiteten er diskutabel, er der med forbudt sex, britisk politik og spænding lidt for enhver smag.

David Budd (Richard Madden) er forhenværende soldat og nuværende bodyguard i den britiske sikkerhedstjeneste. Da han afværger det overhængende terrorangreb i seriens første afsnit, er chefernes belønning at forfremme ham til personlig livvagt for den højt profilerede og kontroversielle indenrigsminister Julia Montague (Keeley Hawes).

Bodyguard er hverken banebrydende eller synderligt original i skildringen af terrorisme, sikkerhed og overvågning.

Den britiske serie lægger sig derimod fluks i forlængelse af eksempelvis Homeland, israelske Fauda, DR’s Broen og helt oplagt Livvagterne. Er man til de titler, er Bodyguard uden tvivl en anbefaling værd.

Da Budd overtager beskyttelsen af Montague, er hun ved at få en omfattende og kontroversiel antiterrorlov igennem det britiske parlament. Det fremgår tydeligt, at Montague er en højreorienteret strammertype, der gerne tilsidesætter privatlivets fred og overvåger uskyldige for at få en terrorist i nettet.

Det dilemma har vi set skildret mange gange før.

Hurtigt mudres det ellers professionelle forhold mellem Budd og Montague, da de indleder en affære.

Til at starte med ligner deres seksuelle forhold seriens primære omdrejningspunkt, men Bodyguard udvikler sig i andre retninger, som trækker mere på elementer fra hårdkogt action og spion-thrilleren. Sideløbende bliver en større konspiration mere og mere tydelig i sikkerhedstjenestens egne rækker.

Pludselig har alle fordækte dagsordener som i en roman af landsmanden John le Carré.

Bodyguard er dog en vellykket serie, fordi den uden blusel spiller på alle de dramaturgiske tangenter. Det vil nogen måske rynke på næsen af, men underholdningsværdien er helt i top.

Manuskriptet er stramt og styrer fri af de mest forstyrrende klichéer. Som seer føres man sikkert rundt i de kringelkrogede intriger, mens manuskriptforfatterne også finder en veldoseret balance mellem det politiske lag, actionlaget og de intime bånd mellem Budd og hans nærmeste.

Paradoksalt nok glider fortællingen faktisk næsten for glat, og især mod slutningen bindes de løse tråde lidt for nemt sammen, så konstruktionen bliver skurrende tydelig.

Flere britiske anmeldere har allerede set Bodyguard som Richard Maddens uofficielle audition til rollen som den næste James Bond.

Herhjemme vil de fleste nok kende Madden som Robb Stark fra Game of Thrones, og han får i den grad vist sig frem som actionhelt i Bodyguard. Til gengæld savner man finesse og nuancer i hans skuespil, der ofte er gumpetungt og overgjort.

Men Bodyguard er solidt skruet sammen og tør sågar tage chancer med et par overraskelser undervejs.