Serieanmeldelse
15. nov. 2018
Bodyguard
Bodyguard med Richard Madden og Keeley Hawes i hovedrollerne har lagt gaderne øde i Storbritannien. Første afsnit trak det største antal seere siden Downton Abbey, men det er stadig uvist, om serien får en ny sæson. Foto | Des Willie

Bodyguard

Den britiske hitserie med en måske kommende James Bond i hovedrollen er potent medrivende og nervepirrende spændende.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Et nattog på vej mod London, en akut bombetrussel, en terrorist med onde hensigter og en foretagsom livvagt med militær baggrund.

De allerførste minutter af den stærkt populære britiske serie Bodyguard starter i sjette gear og fortsætter i højt tempo igennem sine seks afsnit.

Det er medrivende og nervepirrende spændende – og vel nok grunden til, at serien, der nu er tilgængelig på Netflix, har haft enorme seertal i Storbritannien. Selv om autenticiteten er diskutabel, er der med forbudt sex, britisk politik og spænding lidt for enhver smag.

David Budd (Richard Madden) er forhenværende soldat og nuværende bodyguard i den britiske sikkerhedstjeneste. Da han afværger det overhængende terrorangreb i seriens første afsnit, er chefernes belønning at forfremme ham til personlig livvagt for den højt profilerede og kontroversielle indenrigsminister Julia Montague (Keeley Hawes).

Bodyguard er hverken banebrydende eller synderligt original i skildringen af terrorisme, sikkerhed og overvågning.

Den britiske serie lægger sig derimod fluks i forlængelse af eksempelvis Homeland, israelske Fauda, DR’s Broen og helt oplagt Livvagterne. Er man til de titler, er Bodyguard uden tvivl en anbefaling værd.

Da Budd overtager beskyttelsen af Montague, er hun ved at få en omfattende og kontroversiel antiterrorlov igennem det britiske parlament. Det fremgår tydeligt, at Montague er en højreorienteret strammertype, der gerne tilsidesætter privatlivets fred og overvåger uskyldige for at få en terrorist i nettet.

Det dilemma har vi set skildret mange gange før.

Hurtigt mudres det ellers professionelle forhold mellem Budd og Montague, da de indleder en affære.

Til at starte med ligner deres seksuelle forhold seriens primære omdrejningspunkt, men Bodyguard udvikler sig i andre retninger, som trækker mere på elementer fra hårdkogt action og spion-thrilleren. Sideløbende bliver en større konspiration mere og mere tydelig i sikkerhedstjenestens egne rækker.

Pludselig har alle fordækte dagsordener som i en roman af landsmanden John le Carré.

Bodyguard er dog en vellykket serie, fordi den uden blusel spiller på alle de dramaturgiske tangenter. Det vil nogen måske rynke på næsen af, men underholdningsværdien er helt i top.

Manuskriptet er stramt og styrer fri af de mest forstyrrende klichéer. Som seer føres man sikkert rundt i de kringelkrogede intriger, mens manuskriptforfatterne også finder en veldoseret balance mellem det politiske lag, actionlaget og de intime bånd mellem Budd og hans nærmeste.

Paradoksalt nok glider fortællingen faktisk næsten for glat, og især mod slutningen bindes de løse tråde lidt for nemt sammen, så konstruktionen bliver skurrende tydelig.

Flere britiske anmeldere har allerede set Bodyguard som Richard Maddens uofficielle audition til rollen som den næste James Bond.

Herhjemme vil de fleste nok kende Madden som Robb Stark fra Game of Thrones, og han får i den grad vist sig frem som actionhelt i Bodyguard. Til gengæld savner man finesse og nuancer i hans skuespil, der ofte er gumpetungt og overgjort.

Men Bodyguard er solidt skruet sammen og tør sågar tage chancer med et par overraskelser undervejs.

Titel:
Bodyguard

Land:
Storbritannien

År:
2018

Serieskaber:
Jed Mercurio

Medvirkende:
Richard Madden, Keeley Hawes, Sophie Rundle, Gina McKee

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
24. oktober på Netflix

Fra samme skribent

Boganmeldelse
07. aug. 2025
At åbne rum

At åbne rum

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten