Bobbi Jene

Skuespillere taler med sproget, men Bobbi Jene taler med kroppen. 

Den 30-årige amerikaner er danser, der selv sælger billetter til sine soloforestillinger og befinder sig i en helt anden verden end backupdansere eller Vild med dans. 

Under Bobbi Jenes forestillinger vrider hun sig nøgen rundt på gulvet i en maner, der er sensuel, men samtidig så personlig, at det næsten bliver ubehageligt at kigge på. En kropslig vrængen tankerne ud af hovedet. 

I Bobbi Jene følger den danske filmskaber Elvira Lind Bobbi gennem to år, hvor hun tager springet og forsøger at gå solo med sit eget danseprojekt. Indtil da har hun danset for det verdensberømte, israelske dansekompagni Batsheva Dance Company under ledelse af Ohad Naharin. Men efter ti år hos Batsheva har Bobbi fået mod på at gå sine egne veje og flytter tilbage til San Francisco. 

Det er en drøm, der indebærer afsavn. Blandt de største er, at Bobbi må rejse fra sin israelske kæreste Or, der også danser for Batsheva. Deres forhold og forsøg på at holde kærligheden ved lige fra den ene side af jordkloden til den anden er et af filmens fokuspunkter. 

Bobbi Jene er en historie om en kvindes jagt på at kunne udtrykke sig selv og sine følelser gennem dansen, om at forfølge sine kreative behov og om, hvilke tab der ligger på vejen for dem, der jagter deres kreativitet fuldt ud. 

Det er også en historie, som til tider kommer faretruende tæt på at blive endnu en generisk beretning om kreativ selvrealisering. Den type historier kan sagtens være basis for fascinerende livsskildringer, men det at realisere sig selv og finde nye veje at udtrykke sig på er et vilkår, som de fleste kunstnere er underlagt. 

Det er med andre ord en historie, vi har set mange gange før, og igennem dokumentaren er Elvira Lind ikke i stand til at overbevise os om, hvorfor netop Bobbis netop er så interessant. 

Selv om Bobbi Jene er et charmerende og sjovt bekendtskab, er dokumentaren om hende en lidt tom affære. Måske fordi hendes historie ikke skiller sig ud fra, hvad enhver anden kunstner må gennemgå, når de kapper sikkerhedslinerne og folder vingerne ud. 

Det kunne der være kommet en interessant beretning ud af, hvis dokumentarens fokus havde været på den kreative proces og på, hvad det betyder for Bobbi at jagte sin drøm fuldt ud i forhold til de konsekvenser, det unægteligt har for hende personligt. 

Desværre er det ikke en problematik, som Elvira Lind vælger at dykke særligt dybt ned i. Vi må nøjes med nogle udsagn fra Bobbi om, hvad hendes forestående solokarriere vil betyde for hende. 

Man siger ofte om actionfilm, at helten har brug for en lige så stærk skurk. Det er en læresætning, som Bobbi Jene godt kunne havde taget ved lære af. 

Ud over at skulle adskilles fra Or virker Bobbis rejse til at forløbe overraskende let, med meget få bump på vejen, indtil hun får sit eget soloshow i New York. 

Ikke alle historie skal være fyldt med drama, men uden nogen tydelig modstand er det svært at se, hvad dokumentaren vil fortælle os. Med mindre man altså selv er danser eller kender til Bobbi Jenes arbejde. 

Det er tydeligt at Elvira Lind – der har musikfilmene Gravity og Staircase Session på Ekko Shortlist – besidder en solid forståelse for, hvordan en dokumentar skal stykkes sammen, ligesom hun har evnen til at komme ind på livet af sin hovedperson. Men flotte billeder kan ikke redde en smule tam film.