Blue Beetle

Et kort øjeblik føles det som at se et afsnit af Netflix’ kærlighedsbrev til 1980’ernes popkultur og æstetik, Stranger Things.

Synth-musikken planter stemningen af science fiction, før den futuristiske helikopter, badet i neonlys, viser sig. Og det er ikke første gang i løbet af superheltefilmen Blue Beetle, at man sidder tilbage med følelsen af deja-vu.

I introen bliver vi præsenteret for de to skurke, den hensynsløse über-kapitalist Victoria Kord (Susan Sarandon i djævelsk storform) og hendes håndlanger Carapax (Raoul Max Trujillo). Herfra springes fra det snedækkede landskab til varmere solstrøg.

Jaime Reyes (Xolo Maridueña) bliver hentet af sin familie i lufthavnen i Palmera City, en fiktiv substitut for Miami med en snert af det sydlige Californien og El Paso, Texas.

Den nyuddannede collegestuderende kommer til hjembyen fuld af forhåbninger og studiegæld. For han har familien og en naivistisk tro på det gode i verden.

Men job hænger ikke på træerne, og snart ligger han på alle fire og skraber tyggegummi fra undersiden af borde hos de rige mennesker – især Victoria Kord. Her møder han Victorias niece, Jenny (Bruna Marquezine), som forsøger at stoppe tantens planer om at udvikle nye ødelæggelsesvåben.

Og det er herigennem, at Jaime kommer i besiddelse af en mystisk blå skarabæ. Hvad der umiddelbart ligner et flot smykke, viser sig at være et stykke rumteknologi, der udvælger den unge fyr som sin næste vært.

I en overraskende eksplicit scene viser instruktør Ángel Manuel Soto transformationen. Det er ren bodyhorror, da skarabæen kravler ind i hans krop og derefter udstykker ham med den blå rustning indefra.

Der er næppe tvivl om, at der er blevet skævet til mesteren David Cronenberg og især sekvenser fra den første The Matrix-film.

Pawel Pogorzelski, der har fotograferet Ari Asters-gyserne Hereditary og Midsommar, har selvsagt rig erfaring med et indfange disse lettere urovækkende sekvenser.

Resten af filmen er katten efter musen i forskellige konstellationer, før det endelige opgør kan finde sted. Og det skuffer bestemt ikke.

Den følelsesmæssige kerne i Blue Beetle kommer fra Jaime og hans forhold til familien.

Hyldesten til den mexicanske og latinamerikanske kultur ses både gennem castingen af de ældre i familien – komikeren George Lopez og Predator-skuespilleren Elpidia Carrillo – og på den måde, der elegant bliver strøget små referencer ud.

Hovedrolleindehaver Xolo Maridueña har en perfekt kombination af kæk fyr-charme og troværdighed i de mere dramatiske scener.

At han klarer de fysiske strabadser uden problemer, vil ikke overraske de publikummer, som har fulgt Maridueña i snart seks sæsoner af Netflix karate-serien Cobra Kai.

Der bliver langet øretæver ud i stor stil, og ganske som helte-formularen foreskriver, går der noget tid, før Jaime rent faktisk har styr nok på skarabæen og dens potentiale.

For det er en form for kunstig intelligens ved navn Khaji-Da, som er styresystemer i blå bille-rustningen. Og skarabæen har også sine egne meninger om, hvordan tingene skal gøres. Som filmen flere gange pointerer, kan ting ikke udrettes alene.

Det kræver familie og venner.

Manuskriptforfatter Gareth Dunnet-Alcocer har vævet en spændende historie sammen, der i Ángel Manuel Sotos hænder fremstår mere som sci-fi-agtig, end vi er vant til i superheltefilm.

Det kan skyldes, at Blue Beetle er forankret i teknologi og ikke overnaturlige kræfter. Man skal bestemt heller ikke undervurdere betydningen af Bobby Krlics (igen en Ari Aster-kumpan) lækre elektroniske musik.

Man bliver nærmest hensat til en trancetilstand, når musikken og neonfarve-paletten vil få selv superhelteinstruktørerne Taika Waititi og James Gunn til at hive efter vejret.

Ja, der er scener, hvor man overvejer om det er hyldest eller på grænsen til plagiat.

Men som sammenhængende historie og rutsjebanetur har der faktisk ikke været en mere underholdende og vellavet superheltefilm siden James Gunns The Suicide Squad. Det her kan være starten på en tiltrængt succeshistorie fra Warner Bros.’ superhelte-univers.