Blod og vand

Startscenen er dragende, mystisk og ekstremt realistisk.

Vi ser en stang til muskeltræning foran et skovlandskab. En teenagedreng springer ind i billedet, griber fat i stangen med begge hænder, løfter sig. Med alle sine armes kræfter holder han sig oppe. Hans vejrtrækning blander sig med skovens lyde, mens ildevarslende musik ulmer.

En enkelt gang flytter han fingrene, ellers hænger han der bare. I et minut og ti sekunder, i én kameraindstilling, og han kunne sikkert hænge der meget længere – hvis ikke, donk, en basketball rammer ham i hovedet, og han falder ud af billedet.

Først der skifter vi til næste indstilling. Vi ser atletikbanen oppefra. Drengen vrider sig på jorden, har slået benet. Bolden ligger et stykke væk, som var den et gerningsvåben i en krimi. En anden dreng dukker op, standser et øjeblik og ser på ham, han har ramt. Så går han hen til den sårede.

Og i næste scene sidder de to drenge sammen hos en sygeplejerske på skolen, hvor den sårede får renset sit sår, mens den anden dreng iagttager ham.

Så er filmen i gang.

Jeg vil ikke lyve alt for meget og påstå, at jeg ved en masse om kinesisk film. For at være ærlig er jeg komplet ignorant, men jeg kan se, at Jianjie Lin er debutant, og at filmen er en co-produktion med Danmark. Og jeg spotter den erfarne og superdygtige danske klipper Per K. Kirkegaard på rulleteksterne. Han er dermed medansvarlig for filmens rolige tempo med de lange kameraindstillinger. Toke Brorson Odin (Vinterbrødre) har komponeret musikken.

En uhygge sniger sig stille ind i den ret mystiske historie, der er spændende som en thriller uden rigtigt at være en thriller.

Det er kinesisk arthouse beslægtet med europæisk ditto, men fortællingen om drengene Shuo (Xilun Sun) og Wei (Muran Lin) ville næppe kunne fortælles med samme vægt, hvis den foregik i et europæisk land. 

Drengen med basketbolden, Wei, inviterer Shuo hjem til sin families high tech-hjem. Faren er biolog og forsker for et medicinalfirma, moren tidligere stewardesse. Wei er enebarn, og det er helt normalt, for han er et resultat af Kinas etbarnspolitik, som styret indførte i slutningen af 70’erne og først ophævede i 2015, hvor det blev tilladt at få to børn (og fra 2021 tre).

Hvad gør en familie med store ambitioner på det eneste barns vegne, når barnet ikke kan leve op til forældrenes forventninger? Nogle ville bedyre, at man bør elske sit barn, som det er.

Sådan er det ikke i familien Tu. De har svært ved at skjule deres skuffelse over Wei, som mest er interesseret i sport og computerspil. Derfor bliver Shuos besøg i familien en gave til hr. og fru Tu.

Shuo viser interesse for forældrene. Han kan lide klassisk europæisk musik som Weis far, og han er dygtig i skolen. Shuos mor døde, da han var spæd, og faren er alkoholiker, får vi at vide. Shuo bliver snart en del af familien og ender med at flytte ind.

Lige pludselig er de en familie på fire. Wei føler sin position truet. Og er Shuo oprigtigt så interesseret i forældrenes liv, eller spiller han et spil a la en vis Mr. Ripley?

Blod og vand er en fin dansk titel til filmen, der på engelsk hedder Brief History of a Family, og på kinesisk et eller andet, jeg ikke forstår. For blod er tykkere end vand, siger det gamle ordsprog, som bliver udfordret i skikkelse af den perfekte, men ikke specielt hjertelige Shuo. 

Der udfolder sig flere dueller mellem de to drenge gennem filmen, oftest i små tableauer som i starten. For eksempel da en trøje kastes frem og tilbage imellem dem. Da den lander på Weis hoved, går han til angreb på Shuo, de slås på sengen i deres fælles soveværelse, og Wei tager kvælertag.

Men selv i en scene med fysisk vold bevarer filmen sin tilsyneladende kølige ro, der dækker over en konstant sitrende uro. Blod og vand prikker i nerverne.