The Bling Ring

Sofia Coppolas fascination af ungdommens weltschmerz og berømmelsens faldgruber har gennemstrømmet alle hendes film – med vekslende grader af succes.

Når Coppola er i sit es, er vi blevet trakteret med glimrende dramaer som The Virgin Suicides og Lost in Translation, hvis retro-inspirerede udtryk og velvalgte soundtracks på smuk vis har understøttet en vagt vemodig atmosfære af afmagt, uskyldstab og ensomhed.

Andre gange har instruktøren mistet sig selv i sin egen drømmende æstetik, som det skete i det tomme overflødighedshorn Marie Antoinette og den underligt uforløste Somewhere.

The Bling Ring slutter sig desværre til kategorien af pæne fejlskud, men i det mindste et fejlskud, hvor man får guf til gluggerne i samtlige 90 minutter.

Filmen fortæller den virkelige historie om en flok privilegerede teenagere, som i en periode på et par måneder i 2008-09 begik en række indbrud i kendte Hollywood-stjerners hjem i Los Angeles. Banden, der i filmen består af fire piger og en dreng, gik målrettet efter designertøj og accessories, som de havde set på kendisserne i sladderblade og på den røde løber.

Gruppen brugte nyhedssider og de sociale netværker for at se, hvornår stjernerne var udenbys, og brød efterfølgende ind i deres hjem med en legende lethed, der blandt andet blev gjort mulig af, at Paris Hilton for eksempel gemte sin hoveddørsnøgle under dørmåtten (!).

Hilton, Lindsay Lohan, Rachel Bilson, Megan Fox og Orlando Bloom nåede alle at blive ofre for bandens nattelige ”shopping-ture”, der dog fik en ende, da medlemmerne til sidst blev fældet af Lohans overvågningskameraer.

”The Bling Ring”, som medierne hurtigt døbte de unge, fik fængselsstraffe på ét til fire år, og en af gruppens piger kom sågar til at sidde ved siden af sit store idol, Lindsay Lohan, i spjældet, da denne afsonede en dom for spirituskørsel.

Det mest bemærkelsesværdige ved The Bling Ring var medlemmernes høje sociale status og ganske almindelige familiebaggrunde. Her var ikke tale om fattige børn uden midler, men om forkælede teenagere, som festede side om side med stjernerne i L.A.’s hotteste natklubber. Gruppen postede endda gladelig billeder på Facebook af sig selv med tyvegodset, og de pralede åbenlyst af deres erobringer til venner og bekendte i omgangskredsen.

Sofia Coppolas film om begivenhederne er inspireret af Vanity Fair-artiklen The Suspects Wore Louboutins og forsøger at tegne et portræt af de unges karakterer og mulige bevæggrunde (eller mangel på samme) for indbruddene.

Men hvad der kunne være blevet til et interessant, satirisk studie af en generation besat af berømmelse og selviscenesættelse, ender desværre som et ironisk selvmål, hvor endeløse billeder af designervarer, luksus og smukke unge kroppe helt overskygger fortællingen.

The Bling Ring hverken kradser i sine karakterers polerede overflade eller tager afstand fra deres handlinger – og fremstår dermed i stedet som en farverig forlængelse af samme glittede kendiskultur, som de unge netop efterstræber. Emma Watson (Hermione i Harry Potter-serien) spiller en af hovedrollerne som tyvetøsen Nicki, men hverken hun eller de andre unge gør nævneværdigt indtryk.

I et meget publiceret stunt lykkedes det Sofia Coppola at få Paris Hilton til at medvirke som sig selv i filmen, og det er da også stjernens virkelige hus, indbrudsscenerne er optaget i. Men denne virkelige krølle ændrer ikke på, at The Bling Ring føles som et langt afsnit af en glamourøs reality-serie. Man labber filmen i sig til tonerne af tidens populærmusik, men glemmer den igen, som var den et flygtigt snapshot på Instagram.