Biografanmeldelse
16. sep. 2018
BlacKkKlansman
Ron (John David Washington) er en politimand, der infiltrerer både den racistiske organisation Ku Klux Klan og en afroamerikansk gruppe, hvor han forelsker sig i Patrice (Laura Harrier). Foto | 40 Acres & A Mule Filmworks

BlacKkKlansman

Spike Lee gør stort comeback med en antiracistisk spændingskomedie, der er underholdning med holdning og noget så usædvanligt som en politifilm med en sort helt.

Af Lars Bukdahl

Det er ikke noget tilfælde, at komikeren Jordan Peele, der sidste år overrumplede alle med sin voldsomt fine spillefilmdebut, Get Out, er producer på og initiativtager til tyve år ældre Spike Lees skramlede og listige BlacKkKlansman.

Hvad Peeles debut og Lees film har tilfælles, er en dygtig udfoldelse, original turnering og så en kynisk udnyttelse af genreformatet.

Genren i Get Out var den meget håndfaste, men stadig vitale og masseproducerede gyser. BlacKkKlansman er mere tilbageskuende. Den tackler politidramaet, som det var populært i 1960’erne, 70’erne, 80’erne, hvor mere eller mindre excentriske eller straighte politimænd opklarer forbrydelser, helst i trodsig konfrontation med systemet.

Heltene i disse fiktioner var gerne maddikehvide, som multikunstneren T.S. Høeg kalder farven. En sjælden gang kunne afroamerikanere og deslige avancere til at blive en hvid mands partner, og altid kunne de agere skurke, naturligvis.

Helten i Lees film, Ron Stallworth, er politibetjent, der netop er blevet ansat som den første sorte af slagsen i Colorado Springs i 1972. Han spilles med skæv og følsom tørhed af John David Washington (søn af Denzel, der var Malcolm X i Lees film af samme navn).

Først udnyttes Ron til at infiltrere radikale sorte studerende og udnytter selv den opgave til at blive kæreste med studenterlederen. Og så tager han på egen hånd initiativ til at infiltrere den lokale Ku Klux Klan-afdeling. Han ringer dem simpelthen op og erklærer sig med sin mest hvide stemme interesseret i organisationen. Noget usmart kommer han til at opgive sit eget navn.

Og det er så sagen, Ron og hans hvide partnere, hvoriblandt den vigtigste er jødiske Flip (Adam Driver), skal ondelyneme have ram på racisterne. På trods af veludviklet paranoia hos KKK lykkes det at få ”Ron” ind i varmen, og her nærmer BlacKkKlansman sig flere gange– med al sit omstændelige maskepi – en regulær kupfilm.

Suspense og plot fungerer for fuld, underholdende skrue. Spike Lee demonstrerer samme genresnilde og -bravur som jævnaldrende Steven Soderbergh. Men han fucker genren op fra alle sider. Først og fremmest ved at lade sit vævre, cool og lune politidrama handle så direkte og didaktisk om race og racisme – og om billeder af race og racisme.

Filmen er selv et modbillede, alene ved at være en arketypisk 70’er-film med en sort politimand i hovedrollen.

Rent automatisk, men også ekspliciteret i dialogen og via det fuldt funky soundtrack, har Lee et spil gående med 70’ernes blaxploitation, hvis helte og antihelte var pushere og privatdetektiver og helst aldrig politifolk. Ron kommer helt bogstaveligt i konflikt med sin identitet, når han skiftevis går undercover som radikaliseret sort og per stedfortræder som racistisk hvid.

De lokale KKK’ere viser sig at være en gruppe mere eller mindre begavede, stærkt indædte og indebrændte stykker hvidt affald. Men deres øverste leder, ”the grand wizard”, David Duke (en sleben og slangeagtig Topher Grace), præsenterer sig som en helt anden slags dannet og udspekuleret racist.

Der er en direkte henvisning til nutidens alt-right-racister, som samme ækle Duke, nu ikke længere tilknyttet KKK, er talsmand for i dag. Hvilket med al overtydelighed fremgår af de nyhedsbilleder fra de ét år gamle demonstrationer i Charlottesville, Spike Lee har klippet ind til allersidst.

Filmens stærkeste sekvens er en krydsklipning af KKK-medlemmerne med Duke i spidsen, der kommer ekstatisk op at køre over 1915-stumfilmen En nations fødsel, og så gamle, vise Harry Belafonte, der med grusom detaljerigdom fortæller om en lynchning, han overværede for 50 år siden.

Det er ikke særligt subtilt eller raffineret. Men det er racismen, i Charlottesville og i Det Hvide Hus, heller ikke.

Titel:
BlacKkKlansman

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Spike Lee

Manuskript:
Charlie Wachtel, David Rabinowitz, Kevin Willmott, Spike Lee

Medvirkende:
John David Washington, Adam Driver, Laura Harrier

Spilletid:
135 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over femten år

Premiere:
20. september

Relevante artikler

Nyhed
06. sep. 2018
Skægge(de) kvinder indtager Ekko

Skægge(de) kvinder indtager Ekko

Nyhed
18. jan. 2016
Spike Lee boykotter Oscar-festen

Spike Lee boykotter Oscar-festen

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
26. nov. 2022
Vanskabte land

Vanskabte land

Biografanmeldelse
12. juli 2022
Et sekunds lykke

Et sekunds lykke

Biografanmeldelse
06. mar. 2022
Benedetta

Benedetta

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten