Black Art: In the Absence of Light

I 1976 opsatte kunstner og kurator David Driskell udstillingen Two Centuries of Black American Art i Los Angeles.

Det var den første af sin slags. Den fremviste kunst af over 60 sorte kunstnere, som i perioden 1750-1950 ellers havde arbejdet uden større opmærksomhed – fra plantageejere og uinteresserede kunstkritikere.

Det virker sent, at publikum måtte vente til 1970’erne. Køen endte da også med at strække sig langt ned ad gader og stræder, mens udstillingen udløste ramaskrig i medierne. Hvide meningsdannere kunne hverken forstå behovet eller se pointen med initiativet.

Det er den udstilling, Sam Pollards dokumentar Black Art: In the Absence of Light tager udgangspunkt i. Dokumentaren er hovedsagelig stykket sammen af interviews med sorte professorer og kunstnere, der fortæller om og analyserer egne og andres kunstneriske virke.

Vi hører fra dem, som oprindelig bidrog med kunst til udstillingen, og dem, som så den og blev inspireret. Arkivmateriale er der ikke meget af, men det opvejes med adskillige optagelser, der kærtegner netop kunsten.

Dokumentaren stiller eksempelvis skarpt på Amy Sherald, der har malet det berømte førstedame-portræt af Michelle Obama. Kunstneren fortæller, at hun med sine portrætter vil udfordre betragterens forhold til den sorte person, der er afbildet.

Tidligere var det ulovligt for sorte mennesker at se hvide i øjnene, men det er netop, hvad de gør i Sheralds malerier. Og billederne hænger længere nede på væggen, end det er kutyme på museer, så tilskueren kommer i øjenhøjde med maleriernes udfordrende blikke.

De mange forskelligartede kunstnere trækker ikke blot tråde tilbage til sorte amerikaneres vilkår og kultur, men også til stilarter og aktivistiske bevægelser.

Kerry James Marshall, der især er kendt for sine malerier af silhuet-lignende menneskeskikkelser, reflekterer over, hvorfor sorte kunstnere har et behov for at repræsentere sig selv og hinanden naturalistisk.

Hvide kunstbevægelser gik videre til mere abstrakt kunst, hvor der ikke længere var behov for at skildre genkendelige mennesker. Men den afroamerikanske befolkning, som både stak ud i det gængse gadebillede, og hvis kunstneriske virke samtidig blev usynliggjort, havde stadig et behov for kunstnerisk afbildning.

Det betød og betyder stadig noget at se personer, der ligner én selv, på væggen i et museum.

Der sker en lignende udvidelse af ens kunstneriske bevidsthed, når diskussionen falder på Faith Ringgold. Den politiske og feministiske kunster blev holdt uden for museer og kunstneriske fællesskaber på grund af sine materialer, der tit består af dukker og strikkede tæpper.

Det smager af det, som 70’ernes feminister ville kalde kvindekunst. Strik, brodering og andre former for syerskehåndværk er kunstformer, som kvinder gennem tiden har haft adgang til at udtrykke sig med, og som kunstverdenen typisk ikke sætter højt.

Selv Ringgolds formodede ligesindede accepterede ikke hendes materialer, og det nuancerer billedet af sorte kunstfællesskaber. De er skam ikke enige om alt, blot fordi de deler en fælles historie og kultur.

Det er den slags overvejelser, som Black Art: In the Absence of Light sætter gang i. Men at dokumentaren favner så bredt, er også en svaghed.

Feminismen bliver kun kort nævnt i forbindelse med Ringgold, og den må utvivlsomt have haft større betydning for kvindelige kunstnere end som så.

Samtidig savner man også LGBTQ+-kunstnere. AIDS-krisen begyndte kun få år efter 1976, og der er højst tænkeligt queer kunstnere, der så den oprindelige udstilling og efterfølgende har kreeret særdeles hårdtslående kunst.

Kunsten skildres i dokumentaren som en livsvigtig udtryksform for minoriteter, så frasorteringen er påfaldende.

Når det så er sagt, er Black Art: In the Absence of Light en voldsomt lærerig oplevelse. Den er sindsudvidende og minder tilskueren om, at kunst samler os.