Bird

Få filminstruktører har samme kompromisløse medfølelse som Andrea Arnold. Hendes personer er besværlige, ofte direkte fjendtlige, men hun finder altid den gnist af humanisme, som får publikum til at forelske sig i dem.

Det sker i teenageportrættet Fish Tank (2009) og roadmovien American Honey (2016). Bird er ingen undtagelse.

Historien udspiller sig i et miljø, hvor folk må hutle sig gennem livet, men Andrea Arnold maner poesi frem i de mest vanskelige situationer. Selv hvis filmen ikke helt kan stå mål med hendes allerbedste, hæver den sig stadig højere end de fleste coming of age-fortællinger.

Hun har en særlig evne til at få ikke-professionelle skuespillere i nøgleroller til at stråle af liv – så meget, at filmen sitrer. Det talent folder hun atter ud i Bird, hvor Nykiya Adams har den altafgørende hovedrolle som den tolvårige pige Bailey.

Hun er akavet, men egenrådig, og bor med sin far Bug i en besat bygning i Kent sydøst for London sammen med sin halvbror Hunter og Bugs forlovede Kayleigh. Bailey tager indimellem over til sin mor Peyton for at besøge de yngre halvsøskende, men bliver ofte skræmt væk af Peytons nye, aggressive kæreste Skate.

Som datter af to alt for unge og dybt kaotiske forældre er det måske intet under, at Bailey er vokset op med hård hud på sjælen. Eller at hun i hvert fald opfatter sig selv sådan.

Hun følger i hælene på Hunters venner, en lille selvtægtsgruppe på klapjagt efter lokalsamfundets brodne kar. Og hun indleder et venskab med manden Bird, som pludselig dukker op en dag, sprintende over en mark med armene ud til siden. Han har for vane at stå tavst på taget af byens grå lejlighedskomplekser, som skal han til at flyve bort.

Bird er lidt af et mysterie.

Han siger, at han leder efter sin forsvundne familie, men der er noget fremmedjordisk over ham. Samtidig har han en ro og stabilitet, som Bailey sætter pris på midt i sine egne familiedramaer.

Deres venskab burde være bizart eller ligefrem suspekt: en fuldvoksen mand og en tolvårig pige! Men man er aldrig i tvivl om, at den snu Bailey ville kunne spotte en børnelokker på flere kilometers afstand, og at Bird hører hjemme i en helt anden kategori.

Franz Rogowski mimer et fuglelignende kropssprog som for at antyde, at Bird er et mytologisk væsen. Filmen er dog snarere magisk socialrealisme end ren fantasy.

Bailey er en smukt tegnet karakter. Hård i filten, men fuld af vilde, turbulente følelser og utilpas i forhold til sin egen krop, der er i forandring. Hun er hunderæd for Skate, fascineret, men på vagt over for Bird, og irriteret, men dybt afhængig af Bug, der spilles skønt af Barry Keoghan.

Bug er en overstrømmende og åbenlyst uansvarlig forælder. Hans plan om at betale for sit forestående bryllup med en tudses hallucinatoriske giftslim er omtrent, hvad ambitionerne rækker til.

Men han elsker sine unger, og filmen under ham et øjeblik af ren, lyksalig poesi, hvor han får lov til at udtrykke sin kærlighed til fulde.

Historiens omgivelser er ikke synderligt smukke. Lyset er mat og naturalistisk, kameraet er håndholdt og helt tæt på personerne. Men Arnold formår at finde billeder, der fæstner sig på nethinden. Som om den rene styrke af Baileys personlighed skaber en uforgængelig aura.

Det er svært at få øje på et overordnet budskab. Bird er ikke nær så skarp som Fish Tank eller den ordløse dokumentar Cow, der handler om kødkvæg. Instruktørens manuskript bringer masser af idéer i spil – om biologiske familier versus valgte familier, om traumer og heling og at vokse op med barndommen i behold – men de udfoldes aldrig til fulde.

Fortællingens hjerte er dog ikke til at tage fejl af. Baileys følelser er så genkendelige, og hendes varme familie er så indbydende, at man ikke kan undgå at smile bredt, da flokken bryder ud i dans til countrysangen Cotton-Eyed Joe. En scene så uventet, unaturlig og uimodståelig, at det må være ren magi.