Biografanmeldelse
03. mar. 2015
Big Eyes
Christoph Waltz i rollen som Magaret Keanes bedrageriske ægtemand overstråler Amy Adams som den forsmåede kunstner. Det går ud over historien i Big Eyes. Foto | Leah Gallo

Big Eyes

Fantasiens mester, Tim Burton, vover sig ud i virkelighedens verden med historien om maleren Margaret Keane. Men fantasi klæder nu engang Burton bedst.

Af Kasper Sølvsten

Næsten uden undtagelse har de film, Tim Burton har lavet i sin 30 år lange karriere, været ganske umiskendeligt Burton’ske. Fantastiske, magiske, eventyrlige, groteske og befolket af outsidere, uhyrer og fantasifostre. Det er sådan, vi kender Beetlejuice, Edward Saksehånd, Big Fish og så videre.

Med Big Eyes, som er baseret på historien om et af det tyvende århundredes største kunstbedragerier, begiver Burton sig for første gang siden Ed Wood (1994) uden for sin fantasis tryghedszone og ind i den såkaldt virkelige verden.

Big Eyes, som er skrevet af makkerparret Scott Alexander og Larry Karaszewski, der også stod bag netop Ed Wood, begynder i slutningen af 1950’erne, da maleren Margaret (Amy Adams) flytter til et San Francisco, hvor hver eneste kjole, bil og bygning stråler om kap med solen i Burtons stramt koreograferede og pyntede farvebilleder.

Hun møder den charmerende søndagsmaler Walter Keane (Christoph Waltz). De gifter sig, og med Walters hjælp bliver Margarets billeder, der forestiller børn med store, sørgmodige øjne, snart et hit.

Problemet er bare, at Walter ikke nøjes med at sælge billederne – han lader, som om han har malet dem.

Da Margaret finder ud af det og konfronterer Walter, slår han det hen: ”Jeg er Keane, du er Keane, hvad er forskellen?” Og inden Margaret når at sige fra, er hun fanget i en løgn, der vokser sig større og større, i takt med at hele middelklasse­-Amerika vil have en ”Keane” hængende på væggen.

Så mens Walter soler sig i berømmelsen under Californiens skyfri himmel, må Margaret blive i det mørke atelier og male sørgmodige børn.

Amy Adams vandt for nylig en Golden Globe for sit portræt af Margaret Keane, men det kan godt undre lidt. Jovist, Adams’ Margaret er både fuld af sødme og en skjult styrke, der ikke kan holdes nede af Walter. Men karakteren er lettere uinteressant, fordi den mangler dybde og udvikler sig lige så lidt som motiverne, Margaret maler igen og igen.

Langt mere stimulerende er Christoph Waltz’ eksalterede og evigt tandsmilende Walter Keane, der både leverer drama og komik.

Han er en storsvindlende charmør, der ingen samvittighed ejer og lever sig så meget ind i rollen som kunstner, at han betragter det som en personlig fornærmelse, da en anmelder fra The New York Times kalder ”hans” malerier for ”definitionen på smagløst samlebåndsarbejde”.

Det ene øjeblik er han kærlig, det næste truer han med at få Margaret dræbt, hvis hun afslører hemmeligheden. Han er – som hun udtrykker det, da de til sidst mødes i en spektakulær retssag – som Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Allerbedst kommer komikken til udtryk under retssagen, hvor Walter vælger at forsvare sig selv på trods af, at alt, hvad han ved om jura, er hentet fra advokatserien Perry Mason.

Det fører til, at han konstant råber ”protest”, insisterer på, at sagen skal gå om og som en anden Groucho Marx brillerer ved at afhøre sig selv, mens han løber frem og tilbage mellem vidneskranken og retssalens gulv.

Persontegning er sjældent det, Burton bruger mest energi på. Man kan måske ligefrem sige, at han dyrker de karikerede og ensidige karakterer, fordi det efterlader mere opmærksomhed til de universer, han bygger omkring dem.

Men i en film, der udfolder sig inden for virkelighedens stramme rammer, er netop persontegningen afgørende, hvis vi som publikum skal fænges. Her dumper Burton, fordi den person, Big Eyes egentlig handler om, ikke er nær så interessant som hendes modstander.

Det er naturligvis forfriskende modigt, at en instruktør, der har en så distinkt stil som Tim Burton, søger nye græsgange. Særligt fordi han i et stykke tid har lignet en instruktør, der står i stampe kunstnerisk.

Indtil videre er der bare ikke noget, der tyder på, at virkeligheden overgår fantasien, når det kommer til Tim Burton.

Titel:
Big Eyes

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
Tim Burton

Manuskript:
Scott Alexander, Larry Karaszewski

Medvirkende:
Amy Adams, Christoph Waltz, Krysten Ritter, Jason Schwartzman, Terence Stamp

Spilletid:
106 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
5. Marts 2015

Relevante artikler

Biografanmeldelse
09. jan. 2013
Frankenweenie

Frankenweenie

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
29. okt. 2014
No Good Deed

No Good Deed

Biografanmeldelse
15. okt. 2014
Annabelle

Annabelle

Biografanmeldelse
01. okt. 2014
Let's Be Cops

Let's Be Cops

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten