Between

Otte minutter. Så lang tid går der, før vi ser det første offer for en mystisk virus, der breder sig i den lille flække Pretty Lake.

En kvinde sidder i en stol, og pludselig gylper hun en sort masse op og falder død om.

Så er vi ligesom i gang. Men Netflix’ nye miniserie Between har også travlt. I det første afsnit når den mystiske virus at dræbe 3.412 personer – alle over 21 år vel at mærke, for det er den tåbelige præmis for serien, der stiler efter at fange de unge seere ved helt at udrydde alle andre generationer.

De otte minutter benyttes til på rekordtid at få introduceret det ungdommelige persongalleri. Minuttallet taget i betragtning er der selvsagt kun tid til karakterer støbt i firkantede genreskabeloner.

Hovedrolleindehaveren er Nickelodeon-stjernen Jennette McCurdy, som spiller den gravide præstedatter Wiley med en sarkastisk attitude. Wileys bedste ven er det nørdede geni Adam, der lige er kommet ind på prestige-universitet MIT. Vi når også at møde otte-ti andre stereotyper, alle uden fængende personligheder.

Da virussen i løbet af få dage har spredt sig til hele byen, beslutter regeringen at indføre karantæne – et pigtrådshegn opsættes (vi må håbe virussen ikke er luftbåren), og de unge indbyggere i Pretty Lake er nu overladt til sig selv.

Men hvordan opretholdes samfundets love og normer, hvem skal styre, og hvem har magten? Lige siden William Golding skrev mesterværket Fluernes herre i 1954, har film- og tv-verdenen beskæftiget sig med denne filosofiske samfundsproblematik på talrige måder.

Gruppedynamik og survival of the fittest er blevet omdrejningspunktet for utallige apokalyptiske tv-serier, eksempelvis De overlevende (1975-1977), Lost (2004-2010), Jericho (2006-2008), The Walking Dead (2010-) og Under the Dome (2013-).

Men hvis man skal dømme Netflix’ nye miniserie efter første afsnit – og det skal man, da Netflix kun har udsendt et enkelt afsnit til anmelderne – har man sjældent set problematikken blive brugt til så lidt, som det er tilfældet i Between.

I stedet fokuseres der på selve den fjollede virus og angsten for dens udbredelse. Panikken spredes selvfølgelig ved hjælp af smartphones og vises via forstørrede tweets og hashtags som #PrayforPrettyLake og #StayStrong.

I det hele taget virker Between gennemkalkuleret. Man kan næsten se horden af fokusgrupper, som ikke har kunnet lide det ene eller det andet og har efterladt serien som en sløret masse af alt for mange holdninger.

Der er ingen vision ud over at ramme et ungt publikum.

Alligevel har man tilsyneladende ikke satset hele puljen på serien. Hvad der skal forestille at være et højteknologisk forskningscenter, minder mest af alt om et gammelt fysiklokale fra folkeskolen.

Her arbejder Adams onkel, som ved hjælp af petriskåle og forstørrelsesglas forsøger at kortlægge den mystiske sygdom. Ofrene for virussen er placeret lidt sporadisk rundt i lokalet på bårer, stadig iklædt alt deres tøj.

Mest ufrivilligt komisk bliver det, da en kollega iført jakkesæt, blå rengøringshandsker og en maske for munden spørger onklen: ”Hvor er dit sikkerhedsudstyr?” Onklen svarer, at han har gået rundt blandt ligene så længe, at det hverken vil gøre fra eller til. Det må siges at være en afslappet attitude til en dødelig virus, men så igen: hvor meget beskytter rengøringshandsker egentlig?

Between vil gerne være den nye, seje dreng i klassen, men man kan ikke undgå fornemmelsen af soap-logik, teenagefnidder og billige effekter.

Netflix har valgt at udsende de seks afsnit med ugers mellemrum i stedet for som vanligt at tilbyde hele sæsonen til fri binge-watching. Det kan diskuteres, om det var en klog beslutning, for efter et enkelt afsnits ophold i Pretty Lake, har man egentlig ikke lyst til at vende tilbage.