Betty

HBO-serien Betty følger en gruppe seje, unge kvinder fra New York, som alle brænder for at stå på skateboard.

Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet se den, da jeg seksten år gammel begyndte at komme i skatermiljøet som den eneste pige. Her fik jeg en del drengevenner, men i takt med at jeg blev ældre og kroppen ændrede sig, skete der noget.

Pludselig handlede mine drengevenners kommentarer ikke om min skatestil, de seje tricks eller mit funky skateboard, men om længden på mine ben og størrelsen på min røv!

Desværre betød det, at jeg efterhånden følte jeg mig ret alene på banen og på byens skatespots. Jeg savnede et girl crew som det i Betty, hvor kvinderne er i starten af 20’erne.

Gruppen tæller blandt andre Camille, der laver skate-optagelser med drengevennen Bambi, som hun er hemmeligt forelsket i. Tiltrækningen går også den anden vej.

Der er også den introverte Honeybear, som sniger sig hjemmefra iført en blomstret, åbenstående skjorte, der flagrer om en bar overkrop og et par brystvorter nødtørftigt dækket med pink tape. Og kække Indigo med de platinblonde øjenbryn sælger pot fra en ladvogn, mens hun konstant forsøger at skjule, at hun kommer fra det mondæne segment i bydelen SoHo.

Kvinderne triller rundt på asfalten i Manhattan mellem aldrig kedelige turister og lokale, mens de snakker om hverdagsting, forelsker sig, fucker up og får eksistentielle kriser.

En anden af gruppens medlemmer, Janay, tager et opgør med bedstevennen Donald, da han ud af det blå viser sig at være involveret i en #MeToo-sag.

Den altid skæve tomboy Kirt kommer lidt for ofte i slagsmål. Efter et sammenstød med en flabet gut, smadrer hun ruden på en bar. Kaos opstår, og panserne kommer. Kirt slipper som den eneste i venindegruppen væk fra politiet.

”Jeg ved da ikke, hvorfor jeg slap væk, og I ikke gjorde,” udbryder hun defensivt, da gruppen genforenes, efter veninderne har tilbragt natten over i detentionen.

”Fordi du er hvid, Kirt!” svarer Janay bittert.

Serien er et spioff af indiefilmen Skate Kitchen fra 2018, som blev instrueret af talentfulde Crystal Moselle. De medvirkende er mere eller mindre det samme, og skuespillerne er ægte skaterpiger fra New York uden megen skuespilerfaring.

Måske netop derfor brænder de alle fuldstændigt igennem i det autentiske møde mellem duften af varm asfalt og billig deodorant. Deres veloplagte slang og storbykarisma gør dem uimodståelige.

På mange måder minder Betty om den norske ungdomsserie Skam. Begge serier har det at være ung på sine egne præmisser som omdrejningspunkt. Det er aldrig de voksnes blik, som dominerer eller dikterer handlingen.

Crystal Moselle har også stået bag dokumentarfilm som The Wolfpack, der leger meget fantasifuldt med en blanding af virkelighed og fiktion. Hun er øjensynligt også gået meget grundigt til værks i Betty og er efter flere års research og iagttagelser blevet ekspert i pige-skatermiljøet.

Instruktøren forstår at indfange de intime dynamikker og øjeblikke mellem de unge kvinder. Hun værner om sine karakterer i sådan en grad, at de seks afsnit af serien somme tider virker helt dokumentariske.

Pigerne styrer fortællingen, og kameraet følger bare med.

I det glimrende første afsnit får Camille stjålet sin taske med mobiltelefon og pung i skateparken, og sammen med veninderne sætter hun efter tyven. Det er katten efter musen på Manhattan med hjælp fra Find My Iphone-appen.

Det er på en gang stærkt underholdende og helt nede på jorden.

Kirts mål er at få flere piger ind i skate-miljøet. Som hun siger til en uprøvet og nervøs begynder: ”Piger er så skidebange for at falde. De tror, det hele handler om at præstere, men at skate handler mest om sjov og ballade.”

Forhåbentlig kan Crystal Moselles serie give flere piger lyst til at købe et skateboard. Betty er en magisk fortælling om venskab og sammenhold. Den minder mig om, hvorfor jeg aldrig slipper mit skateboard.