Better Call Saul – sæson 6

Fra 2008 til 2013 var Breaking Bad krimiserien, alle skulle se.

Da tv-kanalen AMC annoncerede en prequel-serie om den farverige og moralsk fleksible advokat Saul Goodman, lignede det et forsøg på at give seriens fans mere af det samme.

Men Better Call Saul valgte en anden retning: mere dramatisk kompleks, mere moralsk dobbelttydig. Og efter en gribende og intens sidste sæson står dentilbage som en endnu bedre serie.

I Breaking Bad var Saul Goodman en blanding af comic relief og fornuftens kyniske stemme midt i kemilæreren og narkogeniet Walter Whites eskalerende ambitioner og paranoia.

I Better Call Saul møder vi ham i tre udgaver.

Den kulørte gonzo-advokat Saul Goodman (som i ”it’s all good, man”), under det borgerlige navn Jimmy McGill. En ambitiøs jurist og småsvindler. Og i en rammehistorie er han butiksbestyreren Gene, en grå skyggemand, der gemmer sig i Nebraska efter begivenhederne i Breaking Bad.

De første sæsoner af Better Call Saul var ikke rigtig en krimiserie, men snarere et karakterdrama krydret med gavtyvekomik. Men efterhånden som plottet har nærmet sig hændelserne i Breaking Bad, har alvoren langsomt overtaget komikken.

Sjette og sidste sæson er seriens mørkeste. Sæson fem sluttede med en kæmpe cliffhanger, og i starten af sæsonen er vi bekymrede for, om Sauls nærmeste overhovedet overlever hans forretninger med de mexicanske narkokarteller.

Her minder serien mere end nogensinde om Breaking Bad. Men den slutter – som en advokatserie bør – i en retssal.

Til det sidste er vi i tvivl. Har vi i seks sæsoner fulgt en karakter, som er blottet for enhver moral, eller er der en rest af anstændighed tilbage i Saul?

Walter White blev en ikonisk figur takket være Bryan Cranstons kraftpræstation, men sammenlignet med Saul/Jimmy/Gene er han ikke nær så kompleks. Han var den blide skolelærer, der blev til Scarface.

Saul er både en svindler, der vil være advokat, og en advokat, der vinder ved at svindle. Han er lillebroren, som ønsker sin advokat-storebrors accept og kærlighed, men som også sætter alt ind på at knuse ham. Han er grådig, men villig til at miste alt. Han kan være grå og kedelig, men også en flamboyant showman.

Det er en fantastisk karakter, og Bob Odenkirk gør rollen til helt sin egen.

Skuespilleren er egentlig primært komiker, men han forvandler en sjov bifigur til en levende og nuanceret hovedrolle. Med sin blanding af dramatisk tyngde og svindlerkomik er rollen mindst lige så ikonisk som Walter White.

Seriens anden trumf er Rhea Seehorn som Sauls kollega og senere hustru, Kim Wexler. Hun er intenst selvstændig, stærk og moralsk, men også tiltrukket af Jimmys mørke side. De er begge villige til at give sig 100 procent for at vinde.

Kim er dog blottet for bullshit, mens Saul lever af det. Hun er seriens moralske kompas, og det, der gør ondt på hende, gør lige så ondt på os.

Øjeblikket i fjerde sæson, hvor Jimmy har fået sin advokatbestalling tilbage med Kims enorme hjælp, for blot at fortælle hende, at nu hedder han Saul Goodman, er rystende.

At sjette sæson er så gribende, hænger ligeledes på Kim og hendes skyldfølelse over kollegaen Howard Hamlins grusomme skæbne. Rhea Seehorn viser, hvor endimensionale de kvindelige karakterer til sammenligning er i Breaking Bad.

Ud over at afslutte historien om titelpersonen trækker sidste sæson også tråde til Breaking Bad, så de to serier, sammen med filmen El Camino, føles som et hele. Skaberne, Vince Gilligan og Peter Gould, får elegant og gribende rundet historien af.

Serielandskabet har ændret sig, siden Better Call Saul startede. Tendensen går mod kortere, afsluttede serier.

Better Call Saul er lang, kompleks og (tids)krævende. Måske en af de sidste store serier af sin slags. Den er konstant fascinerende i sin afsøgning af karakterernes moral – og åndeløst spændende fra første sjove møde med Saul til den bevægende afslutning.