Better Call Saul – sæson 4

Små gløder svæver hen over skærmen. Det er et anderledes visuelt trick, end vi er vant til i Better Call Saul. Men yderst effektivt. Med det samme husker vi, hvor vi forlod serien i tredje sæson om den charmerende advokat Jimmy McGill (Bob Odenkirk).

Hans bror Chuck (Michael McKean) satte ild til sit hus med sig selv indeni, og i den nye sæson ser vi Jimmy sidde fortvivlet i resterne af det nedbrændte hus, mens hans skeptisk lytter til en brandmand, som forsikrer ham, at ”Chuck ikke led under branden”.

De to første afsnit er derfor Jimmy og kæresten Kims (Rhea Seehorn) sørgeproces, hvor Kim er overraskende mere oprørt end Jimmy.

Han tager hurtigt en beslutning om, at han ikke vil lade sig påvirke af situationen. Det fremstår tydeligst, da han læser Chucks rørende afskedsbrev op med et toneleje, som var det et brev fra skattevæsenet.

Scenen er et godt eksempel på Bob Odenkirks imponerende evne til at bruge komik som effektiv kontrast til en tragisk situation. Humor er der dog ikke meget af i sæsonens første fire afsnit, bortset fra et gensyn med endnu en person fra Breaking Bad, som Better Call Saul er et spinoff af. Det skal ikke afsløres her, men den syngende, nærmest Disney-agtige entre er et herligt gensyn.

Ultravoldelig er til gengæld fortællingen om den unge Nacho (Michael Mando), der kæmper med hud og hår for at slippe ud af narkokartellernes kløer. Men selv om hans drabsforsøg på gangsterbossen Hector Salamanca (Mark Margolis) har lammet Hector fra halsen og ned, er Nacho stadig i kløerne på den altid modbydelige Gus Fring (Giancarlo Esposito), der ubarmhjertigt bruger ham som et redskab i sit narkoimperium.

Seriens blodige situationer står i skarp kontrast til det ellers underspillede hverdagsdrama, som Jimmy og Kim gennemgår. Det er dog bestemt ikke kedeligt, fordi vi som seere kan spejle os selv i dem.

Kim ser helst, at Jimmy finder et ærligt arbejde. Men under en jobsamtale hos et tilsyneladende forfærdeligt kedeligt firma, som sælger printere, kan Jimmy ikke lade være med at udtænke en plan om at berøve dem.

Her titter et tema frem, som også gjorde sig gældende i Breaking Bad.

Hvorfor arbejder vi egentlig? Er det for at tjene penge og at passe ind i samfundet eller måske bare for at skabe mening i en ellers kaotisk og meningsløs tilværelse?

Hos Jimmy mærker vi, at det konstant irriterer ham, at han i princippet kan lave en masse penge og endda hjælpe andre mennesker, hvis han bevæger sig uden for lovens rammer. Så hvorfor ikke gøre det?

Efter Chucks død er Kim det eneste, som trækker Jimmy i den lovlydige retning. Hun får ham til at tage et salgsjob i en mobilforretning uden kunder. Her står han hele dagen, men uden kunder forstærker jobbet blot den følelse af meningsløshed, som arbejdet burde modvirke.

Bob Odenkirk er fantastisk som Jimmy, men Jonathan Banks i rollen som den konstant knotne og intelligente selvtægtsmand Mike bliver også ved med at imponere. Vi ser ham pille en sorggruppe fra hinanden bare ved at åbne munden og indtage sit nye job som sikkerhedsforvalter i et større firma på vanligt dominerende facon.

Der er underholdende ultravold og narrestreger i Better Call Saul, men serieskaberne Vince Gilligan og Peter Goulds varemærke er og bliver yndefuldt at fremvise den skrøbelige tilværelse som menneske.

Livet byder på to muligheder: En dydig vej inden for samfundets spilleregler eller en kriminel løbebane, som måske er den nemmeste og mest menneskelige.