Bestseller på vrangen

Der er to ret nymodens greb i denne dokumentarserie i to afsnit, Bestseller på vrangen, som vil få folk til at vende sig om på gaden. 

Det ene er, at man har fået fire tidligere medarbejdere fra tøjkoncernen Bestseller til at afslører alt, hvad de ved om, hvordan virksomheden agerer, når der skal laves tøj til den hæsblæsende modeindustri, man kalder fast fashion. 

Men i stedet for at lade whistleblowerne optræde i slørede billeder, har man sikret dem en ekstra gang ved at indsætte skuespillere, som man så ovenikøbet har sløret. 

Det virker overraskende nok ret godt. Det bliver ægte stemmer, men nu i forklædning.

Det andet fine greb er, at man til allersidst viser arbejdere under kummerlige forhold i billeder, som er æstetiseret på præcis samme måde som i Bestsellers egne reklamer, der skal få selskabet til at se grønnere og mere bæredygtig ud. Men i de fingerede reklamebilleder er det børn i farvestrålende affald, syersker i overkulørte kjoler, arbejdere i spraglede lokaldragter.

Det er smukt, men det er samtidig et moralsk morads af dimensioner.

Bestseller er nemlig langt fra at være så god, grøn og glad, som man foregiver. Det er en ren profitmaskine, om så det skal koste selv børns ve og vel. Med andre ord leverer serien regulære journalistiske afsløringer. 

Da rigmanden Anders Holch Povlsens selskab fik nys om dokumentaren, besluttede man at reagere proaktivt. Det bedste forsvar er som bekendt et angreb. Så det kom frem i medierne, at dokumentarselskabet Kompagniet fra Aarhus – mest kendt for Balladen om kolonihaven og Slaget om Tisvilde – havde indlagt gps-trackere i tøj for at spore, hvor det kom hen. Med den bivirkning, at man risikerede at overvåge almindelige borgere. 

Den del er derfor ikke taget med i dokumentaren.

Til gengæld får vi et chokerende indblik i en branche, der stinker – helt bogstaveligt. Da journalisten besøger tøjfabrikker i Bangladesh, er floden sort, grøn og rød af giftig tøjfarve. Og indslaget med en gammel, nedslidt tekstilarbejders kulsorte hænder klippet sammen med stemmen fra en ung influencer, som kalder et stykke tøj for ”cute”, er nærmest genialt. Kontrasten er grotesk. 

Der er også nogle solide afsløringer.

En børnearbejder hos en uregistreret underleverandør – en slags sweatshop – udpeger et logo fra et af bestsellers tøjmærker, som hun selv har syet fast i nakken på trøjen. Adspurgt afviser Bestseller, at man har noget med sagen at gøre, hvilket fremstår som en åbenlys løgn.

Det lykkes også journalisterne at komme ind på en fabrik. Scenerne er ren farce. Imens kameraet ruller for at dokumentere fabrikkens omgivelser, ser man bittesmå børn på syv-otte år blive fragtet ud af fabriksporten i al hast, imens større børn til lejligheden lines op ved en anden indgang med arbejdssedler stukket i hånden. De skal åbenbart ind og posere som arbejdere.

Den desperate fabrikschef står og peger på et barn på omkring ti år og siger, at hun såmænd bare er ”meget lav”, for hun er faktisk ”mindst 30 år gammel”.

Bestseller har selv været ude og afvise alting, og de henviser i brede termer til, at en enkeltvirksomhed ikke kan løse problemerne i branchen. Men hvorfor markedsfører de sig så som rene? 

Deres moralske reklamer står i skærende kontrast til slavearbejderne. En af verdens førende forskere i arbejdsforhold fra Nottingham kalder det for moderne slaveri. En enlig mor fortæller, at hun får godt 700 kroner om måneden, hvilket er 45 procent af det beløb, en person kan overleve på i Bangladesh.

Hvis Bestseller vil sælge tøj på en fair måde, kunne de bare sætte lønnen betragteligt i vejret. De kunne forlange rene floder. De kunne nøjes med at ansætte børn over femten år. Mon ikke mange – især unge mennesker – gerne ville betale for, at arbejderne og ikke mindst klimaet blev behandlet ordentligt? 

Bæredygtighed er sådan set højeste mode.