Besættelsens danske filmkonger

Det kan næppe komme bag på nogen, der har set DRK, at DR’s kulturkanal er glad for Hitler og alt, der har forbindelse til nazismen.

Junkien Hitler, Hitlers sidste 48 timer og Hitlers sportsstjerner er bare et par highlights fra årets programlægning, der også omfatter dokumentarer om de danske jøder, Shellhus-tragedien og den danske SS-mand Søren Kam, som undgik retsforfølgelse for sine krigsforbrydelser ved at flygte til Tyskland.

Nu kan DRK også føje en serie om besættelsestidens danske filmproducenter til nazi-bagkataloget. ”Filmbosserne,” som de konsekvent kaldes. Der er tale om det dominerende firkløver i dansk spillefilmproduktion, Henning Karmark (ASA), John Olsen (Saga Studio), Carl Bauder (Nordisk Film) og Tage Nielsen (Palladium), som ifølge programmet gik all in på at tækkes nazisterne.

Der lægges op til et medløberdrama af de helt store: Filmbosserne kæmpede om tyskernes gunst og tog alle midler i brug for at gøre dem glade.

Over to afsnit afdækkes så producenternes lyssky bedrifter i kampen om råfilmtilførsel og filmeksport til de tyskbesatte områder. Eller måske er der i virkeligheden ikke så meget at komme efter, for vi skal først lige omkring tysk propagandafilm, antisemitisme og ugerevyer, inden vi omsider når frem til sagen.

Efterhånden står det klart, at pilen peger mest på Nordisk Film, der ansatte en nazistisk direktør for sit laboratorium og Henning Karmark, der som den eneste af producenterne meldte sig ind i det danske nazistparti og underskrev sine breve: ”Heil Hitler.” Begge selskaber undgik dog tiltale for værnemageri under det senere retsopgør, og Karmark fortsatte en lukrativ karriere i dansk film.

Besættelsens danske filmkonger kulminerer med hans måske værste forbrydelse, der da bestemt heller ikke er for sarte sjæle, nemlig 1950’ernes Morten Korch-filmatiseringer!

Men Korch-filmene kom jo først længe efter befrielsen, og der var også udbredt eskapistisk nationalidyl i biograferne længe før, at nazisterne kom til magten. Er det så ikke lige vel meget at se Korch-filmene som udtryk for nazistisk ideologi?

Nej, for de ligger i klar forlængelse af den nationalromantiske Blut und Boden-hjemstavnsfølelse, som også gennemsyrede film produceret i tiden under nazistisk overherredømme, lyder analysen. Manden bag den er Lars-Martin Sørensen, der for nogle år siden skrev bogen Dansk film under nazismen og i dag er forskningsleder ved Det Danske Filminstitut.

Besættelsens danske filmkonger læner sig tæt op ad netop Sørensens bog. Men dog heldigvis ikke tættere, end at dens forargelsesdrevne motivforskning suppleres af Ekkos egen Peter Schepelern, der byder ind med pointer om filmenes æstetiske beskaffenhed og historikeren Niels Wium Olesen, som ved noget om besættelsestidens historie i et bredere perspektiv.

Det giver en vis dynamik, at der ikke altid er enighed.

Eksempelvis hævder speakeren et sted om tysk film under Hitler, at kun film med klare nationalistiske budskaber ramte de tyske biografgængere. I næste nu modsiges den information af Schepelern, der slår fast, at flertallet af nazi-filmene var harmløs underholdning.

Vi kan utvivlsomt takke DR’s etiske retningslinjer for, at komponisten Bent Fabricius-Bjerre medvirker som et hårdt påkrævet karaktervidne for sin afdøde ven Karmark, der med programmets ukritiske citater fra illegale blade hænges ud som ”fuldblodsnazist”.

For Karmark handlede det mest om forretning, mener Fabricius-Bjerre. Karmark meldte sig da også ud af nazistpartiet igen, da Tyskland i februar 1943 tabte slaget ved Stalingrad, samtidig som den danske folkestemning begyndte at vende sig imod samarbejdspolitikken. 

Der er adskillige fejl og misforståelser, som ikke burde kunne forekomme i et stykke gennemredigeret journalistik. Jeg tænker her ikke på en kreativ brug (og genbrug) af arkivklip, men snarere på tendentiøse udeladelser og faktuelle fejl, der er med til at fortegne billedet af dansk film under besættelsen.

Det fremstilles, som om Det brændende spørgsmål fra 1943 var inspireret af tysk propaganda om racehygiejne. Det nævnes ikke, at der er tale om en trofast filmatisering af Thit Jensens skuespil Storken fra 1929. Også den scene, der vises klip fra, hvor Poul Reumerts læge forsvarer fosterfordrivelse ved med stamtavle og pegepind at demonstrere, hvordan dårlig arvemasse spreder sig gennem generationer, stammer direkte fra Thit Jensens skuespil.

Udeladt er også den omstændighed, at skuespilleren Lillian Ellis, som Karmark og Tage Nielsen fra Palladium angav som ikke-arier til den tyske UFA-chef von Hake, ikke var jøde. Tværtimod havde hun arbejdet i tysk revy og været til prøvefilmning hos Tobis Film og ved den lejlighed fremvist en arierattest. Det nævnes heller ikke, at Tage Nielsen hjalp den jødiske skuespiller Sam Besekow til Sverige.

Karmarks Merkur Film var ikke – som påstået – et værnemagerselskab, ”som udelukkende tjente til at lave business med tyskerne”. Selskabet blev oprettet, da John Olsen og Karmark gik hver til sit efter uenigheder i 1943. Det skiftede siden navn til ASA Filmudlejning og var det selskab, Karmark producerede og udlejede alle sine film igennem, også de danske.

Karmark finansierede ikke modstandsfilmen De røde Enge (1945). Filmen blev produceret af Filmatelieret ASA og distribueret af ASA Filmudlejning på et tidspunkt, hvor Karmark på grund af anklager om nazi-venlighed var udtrådt af begge selskaber.

Han var heller ikke hovedproducent på Far til Fire-filmene. Det var Filmatelieret ASA (Lau Lauritzen) derimod. Karmark udlejede dem dog gennem ASA Filmudlejning, som han fra 1947 atter ledede.