Bergmans ø

Da jeg blev bedt om at anmelde Bergmans ø, så jeg traileren til filmen om et instruktørpar, der tager til svenske Fårö, øen ved Gotland, som Ingmar Bergman flyttede til i 1960, og hvor han skrev og indspillede flere film.

Parret har fået tildelt et ophold i et af Bergmans huse, og de vil skrive på hver sit projekt.

Jeg vred mig lidt i en sms til redaktionen: ”Jeg har en fornemmelse af, at jeg vil hade de menneskers kreative proces intenst. Sådan noget nekrofil dyrkelse af store kunstneres steder gør mig skidt tilpas.”

Men filmen viste sig at være nuanceret, stilfærdigt underholdende og velspillet. En hilsen til Bergmans værk, men også til ældre europæisk filmtradition.

Den volddyrker ikke mesteren og gør faktisk lidt grin med ih-og-åh-hvor-er-Bergman-fantastisk-segmentet.

Den kvindelige hovedperson Chris (Vicky Krieps) stiller selv spørgsmål til sin fascination af den hyperproduktive svensker. De fleste af Bergmans film giver hende intet håb. De er kuldslåede. Og dog elsker hun dem.

Det hjælper ikke på hendes ambivalente holdning, at privatpersonen Bergman var en fraværende far for sine mange børn. Chris har selv en datter, som hun elsker. Hvordan er det muligt at sætte kunsten så meget højere end familien? Det kan kun en mand gøre, mener hun, og på den måde indgår Bergmans ø i kønsdebatten.

Selv forbinder jeg mest Fårö med filmenes forrevne landskaber og med anekdoten om Bergman, der sad på sit udendørs lokum, da han fandt en artikel om, at han havde vundet en stor pris i Cannes.

Men var jeg blevet tilbudt et arbejdsophold dér, havde jeg takket nej. Tænk at sove i sengen fra Scener fra et ægteskab, der forårsagede tusindvis af skilsmisser, som de siger i filmen.

Jeg får myrekryb.

Men det er godt at opleve Fårö ikke blot som et forblæst, men også et lyst og eventyrligt sted. Og mærkeligt spændende at se personerne cykle rundt, selv når der intet sker.

Mia Hansen-Løve, den franske instruktør med det danske navn, har sin egen rytme og tager sig tid til at følge sine personer i landskabet. Tonen er tættere på en tidlig og let Bergman-film som Sommeren med Monika end den heftige sjæleskildring i Som i et spejl (Bergmans første Fårö-film).

Bergmans ø er en film om at skabe kunst, men det er også et parforholdsdrama, hvor dramaet ligger under overfladen. Underspillede scener fra et ægteskab.

Gennem den historie, som Chris arbejder på, og som vi ser brudstykker af som en film-i-filmen, fornemmer vi, at hendes forhold til den ældre Tony (Tim Roth) er mere i stykker, end det ser ud.

I fiktionen spiller australske Mia Wasikowska Chris’ alter ego, der møder sit livs tabte kærlighed i skikkelse af Anders Danielsen Lie til et bryllup på Fårö. Den del rummer mere passion og synlig smerte end rammehistorien om de to kontrollerede kunstnere.

Chris og Tony diskuterer deres kreative processer med en alvor, jeg som knoldet manuskriptforfatter fra Sorgenfri kan blive misundelig over. Chris siger: ”Karaktererne, dialogen, situationerne. Alt passer, men noget holder mig tilbage, gør mig ængstelig.”

Jeg har samarbejdet med mennesker, der er større kunstnere end mig, men aldrig har jeg hørt sådan en replik komme ud af nogen mund. Måske har jeg hørt budskabet, men altid mere hakkende, usikkert, prøvende.

Der er dog gudskelov også humor og tosseri mellem parret i deres private snakke.

Ellers ville jeg have Mia Hansen-Løve mistænkt for at være utroværdig, men hun beskriver vel processer, hun kender til – hun dannede længe par med instruktøren Olivier Assayas.

Så måske er det sådan, seriøse kunstnerpar kommunikerer?

Da fiktion blander sig med virkelighed, og vi samtidig forstår, hvor meget ægteparret skjuler for hinanden, bliver filmen næsten Bergman’sk. Men filmen rummer det stille håb, som Chris savner i mesterens film.