Det sidste ord – Bent Fabricius-Bjerre

Et nationalklenodie er afgået ved døden, og straks reagerer medierne som pavlovske hunde med en stime af nostalgiske tv-udsendelser og genudgivne interviews.

Det var med en vis skepsis, at jeg satte mig for at se Det sidste ord.

Umiddelbart ligner det endnu et Her er dit liv-program, hvor en kendt dansker fortæller sin livshistorie. Dog med den særlige omstændighed, at programmet er lavet specifikt til at blive sendt efter hovedpersonens bortgang.

Kronisk ironiske Mikael Bertelsen står bag den skæve idé, og det er også ham, der står klar til at interviewe komponisten i nystrøget skjorte – som Bent Fabricius-Bjerre bemærker.

Selv er han klædt i sneakers og en tætsiddende, sort sweater. Han virker uimponeret over at skulle møde den uforudsigelige tv-vært i et mørkt studie, hvor kun to stole, computerstyrede kameraer og et Steinway-flygel står klart.

Mikael Bertelsen påbegynder en gennemgang af det lange liv fra begyndelsen. Men de bange anelser bliver hurtigt afkræftet, for mellem de hyggelige anekdoter om instruktøren Erik Ballings hårdhed og karrieren som pladeudgiver tegner der sig et billede.

Ikke af en imponerende karriere eller et internationalt talent, men af et menneske, som har levet.

Bertelsens befriende uironiske spørgsmål handler ikke om storheden og glamouren som kulturbaron, men om nedslag i et begivenhedsrigt liv. Et liv fyldt med både eksplosive romancer, eventyr og lige så megen ligegyldighed.

Bent Fabricius-Bjerre erklærer uden tøven, at livet og universet er meningsløst, men der er ingen sorg at spore i stemmen. Han har levet længere, end de fleste kan drømme om. Han har fejret sølvbryllup to gange og vundet en Grammy, men også mistet en kone, der døde af sygdom.

Man kommer videre fra begge dele.

Han er nærmest provokerende ungdommelig i sin påklædning og sit sprog, og man får indtrykket af en mand, der af sind er yngre end de fleste, men har oplevet tre fulde liv.

Bertelsens spørgsmål virker naturlige – ikke henvendt til seerne, men til altid fremsynede Bent, der nu endelig får mulighed for at kigge tilbage.

Samtidig deler Bertelsen entusiastisk sin egen glæde ved Bent Fabrics mange værker, og man kommer til at tænke på, hvornår man selv er blevet ramt af de simple melodiers kraft.

Bertelsen fremhæver Norwegian Sunset fra dukkefilmen Bjergkøbing Grand Prix. Det viser sig, at komponisten selv ønsker den spillet til sin begravelse.

Selv kunne man tænke på dengang, man skulle lære at spille klaver og fik Alley Cat for som fornøjelig lektie. Da man for første gang forelskede sig i Matador og dens bedrøvede tema fra et ustemt klaver, eller da man på en højskole forsøgte sig med de svære intervaller i Duerne flyver.

Pludselig bliver Bent Fabricius-Bjerres lange liv bundet sammen med vores liv. Nedslagene er ganske tilfældige, men stemningsfulde nedslag i dit og mit liv.

Så da han afslutningsvis sætter sig ved flygelet og vælger at spille to melodier – Forelsket i København og Matador – vælter de private minder frem.

Det sidste ord minder os om tilværelsens høj- og lavpunkter og om et enestående liv, der ganske underspillet har beriget os.