Tv-anmeldelse
04. aug. 2020
Det sidste ord – Bent Fabricius-Bjerre
Bent Fabricius-Bjerre virker ungdommeligt kæk, når han i samtale med Mikael Bertelsen fortæller om sit lange liv i musikkens tjeneste. Foto | TV 2

Det sidste ord – Bent Fabricius-Bjerre

En befriende uironisk Mikael Bertelsen lykkes med et dristigt koncept, når han for sidste gang taler med Bent Fabricius-Bjerre og forbinder hans liv med dit og mit.

Af Frederik Hoff

Et nationalklenodie er afgået ved døden, og straks reagerer medierne som pavlovske hunde med en stime af nostalgiske tv-udsendelser og genudgivne interviews.

Det var med en vis skepsis, at jeg satte mig for at se Det sidste ord.

Umiddelbart ligner det endnu et Her er dit liv-program, hvor en kendt dansker fortæller sin livshistorie. Dog med den særlige omstændighed, at programmet er lavet specifikt til at blive sendt efter hovedpersonens bortgang.

Kronisk ironiske Mikael Bertelsen står bag den skæve idé, og det er også ham, der står klar til at interviewe komponisten i nystrøget skjorte – som Bent Fabricius-Bjerre bemærker.

Selv er han klædt i sneakers og en tætsiddende, sort sweater. Han virker uimponeret over at skulle møde den uforudsigelige tv-vært i et mørkt studie, hvor kun to stole, computerstyrede kameraer og et Steinway-flygel står klart.

Mikael Bertelsen påbegynder en gennemgang af det lange liv fra begyndelsen. Men de bange anelser bliver hurtigt afkræftet, for mellem de hyggelige anekdoter om instruktøren Erik Ballings hårdhed og karrieren som pladeudgiver tegner der sig et billede.

Ikke af en imponerende karriere eller et internationalt talent, men af et menneske, som har levet.

Bertelsens befriende uironiske spørgsmål handler ikke om storheden og glamouren som kulturbaron, men om nedslag i et begivenhedsrigt liv. Et liv fyldt med både eksplosive romancer, eventyr og lige så megen ligegyldighed.

Bent Fabricius-Bjerre erklærer uden tøven, at livet og universet er meningsløst, men der er ingen sorg at spore i stemmen. Han har levet længere, end de fleste kan drømme om. Han har fejret sølvbryllup to gange og vundet en Grammy, men også mistet en kone, der døde af sygdom.

Man kommer videre fra begge dele.

Han er nærmest provokerende ungdommelig i sin påklædning og sit sprog, og man får indtrykket af en mand, der af sind er yngre end de fleste, men har oplevet tre fulde liv.

Bertelsens spørgsmål virker naturlige – ikke henvendt til seerne, men til altid fremsynede Bent, der nu endelig får mulighed for at kigge tilbage.

Samtidig deler Bertelsen entusiastisk sin egen glæde ved Bent Fabrics mange værker, og man kommer til at tænke på, hvornår man selv er blevet ramt af de simple melodiers kraft.

Bertelsen fremhæver Norwegian Sunset fra dukkefilmen Bjergkøbing Grand Prix. Det viser sig, at komponisten selv ønsker den spillet til sin begravelse.

Selv kunne man tænke på dengang, man skulle lære at spille klaver og fik Alley Cat for som fornøjelig lektie. Da man for første gang forelskede sig i Matador og dens bedrøvede tema fra et ustemt klaver, eller da man på en højskole forsøgte sig med de svære intervaller i Duerne flyver.

Pludselig bliver Bent Fabricius-Bjerres lange liv bundet sammen med vores liv. Nedslagene er ganske tilfældige, men stemningsfulde nedslag i dit og mit liv.

Så da han afslutningsvis sætter sig ved flygelet og vælger at spille to melodier – Forelsket i København og Matador – vælter de private minder frem.

Det sidste ord minder os om tilværelsens høj- og lavpunkter og om et enestående liv, der ganske underspillet har beriget os.

Titel:
Det sidste ord – Bent Fabricius-Bjerre

Land:
Danmark

År:
2020

Skaber:
Mikael Bertelsen

Medvirkende:
Bent Fabricius-Bjerre, Mikael Bertelsen

Spilletid:
51 minutter

Premiere:
3. august på TV 2 og TV 2 Play

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
03. dec. 2025
Zootropolis 2

Zootropolis 2

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
Ingen kære mor

Ingen kære mor

Biografanmeldelse
05. nov. 2025
Musenes jul

Musenes jul

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten