Benedetta

Ros til Paul Verhovens køligt kulørte Benedetta – alene for at tvinge mig til at undersøge, om der skulle eksistere et Wikipedia-opslag om ”nunsploitation”, et prægtigt hybrid-ord, kombineret af ”nun” (nonne) og ”exploitation” (film der kynisk udnytter sex og vold for at sælge billetter). 

Selvfølgelig er der sådan et opslag på Wikipedia, og selvfølgelig står Benedetta nederst på listen over eksemplariske nunsploitation-film, der i øvrigt tæller herlige titler som Sister Emmanuelle, Killer Nun og Convent of Sinners. 

Indledningen på Wikipedias definition lyder: 

”Disse film handler typisk om kristne nonner, der lever i klostre i middelalderen. Den centrale konflikt er som regel af religiøs eller seksuel natur, som for eksempel religiøs undertrykkelse eller seksuel undertrykkelse grundet livet i cølibat.” 

Det passer alt sammen glimrende på Benedetta, der foregår på et nonnekloster i Toscana i pestens tid og inkluderer både inkvisitoriske afhøringer og kætterbål. 

Titel- og hovedpersonen – spillet med stålsat troskyldighed af Virginie Delfra – blev af forældrene foræret til klostret og Jesus som lille pige. 

Nu som ung, professionel nonne går hendes skæbne pludselig dobbelt i skred. 

Benedetta får visioner af Jesus som blid og køn actionhelt, senere også ledsaget af bloddryppende stigmata på arme og fødder (men, i første omgang, mistænkeligt nok ikke i panden, som det ellers hører sig til). 

Samtidig indleder hun et kødeligt kærlighedsforhold til en ung pige, Bartolomea (Daphne Patakia), der har søgt tilflugt i klostret fra sin fars overgreb. 

Så går det pludselig hurtigt med handlingssporene. 

Benedetta, nu også med blodig pande, udnævnes af politiske hensyn til priorinde. Det gør den gamle priorinde – perfekt castede, cool og livstrætte Charlotte Rampling – ikke så lidt hævngerrig. Hun giver det elskende par mulighed for at elske, med Jørgen Leths vending, ”sagligt og detaljeret”. 

Og så går det, da affæren mellem de to nonner selvfølgelig bliver afsløret, endnu hurtigere med akkurat pest og inkvisition og kætterbål og en glødende komet over klostret. 

Langt mere end som nunsploitation fortjener Benedetta at blive nævnt i det ikke-eksisterende opslag om ”buñuelesque”, nemlig en kvalificeret skamløs efterligning af den spanske filmskaber og surrealist Luis Buñuel. 

Der er så meget Buñuel over både tematik og mangel på morale. Seksualiteten får magt og religion til at vælte. Den saglige og detaljerede æstetik er også buñuelsk, ikke mindst de helt straight filmede Kristus-visioner. Den bedste surrealisme er altid den, der ter sig helt roligt og realistisk. 

Det samme gælder humoren. En central, sentimental, erotisk og kriminalistisk rekvisiter en Jomfru Maria-statuette medbragt til klostret af Benedetta som barn og snedkereret til en perfekt dildo af Bartolomea. 

Det virker, som om Verhoeven har solgt filmen på dens lumre, melodramatiske exploitation-potentiale. Og han sørger for – som den gode Hollywood-dreng, han succesfuldt var, da han var i Hollywood og instruerede RoboCop og Iskoldt begær – at tilfredsstille de værste fanboy- og husarforventninger. 

Men samtidig bruger han alle sine 83-årige kræfter arbejder for at skabe et så stiligt og rigt, komplekst og udknaldet, kunstværk som muligt. 

Han agerer med andre en totalt europæisk amerikaner og en totalt amerikansk europæer. 

Det ubuñuelske er filmens vilde ambivalens i forhold til Benedettas visioner og mirakler. Der er indicier på, at hun skærer i sig selv, men hverken vi eller personerne ser hende gøre det, mens selve de religiøse visioner udspiller sig 1:1 deroppe på lærredet akkurat som al den gode sex. 

Yes til finkulturel nunsploitation – til hver en tid!