Believe

Mantraet i Oscar-vinderen Alfonso Cuaróns nye serie Believe er, at du altid skal tro på det bedste i folk.

Et fint og opbyggeligt budskab, men det er forbandet svært at efterleve, når man har at gøre med netop Believe.

At dømme ud fra seriens første episode, der får dansk tv-premiere på C More 29. marts, er det nemlig meget svært at tro på, at Believe bliver en bare nogenlunde hæderlig serie.

Første afsnit er produceret af J.J. Abrams, skrevet af Mark Friedman (The Forgotten) og Alfonso Cuarón selv, som også sidder i instruktørstolen. Sidstnævnte har lige vundet en Oscar for sin instruktion af Gravity, og tidligere har han lavet glimrende film som … Og din mor! og Children of Men.

Det burde jo borge for en vis kvalitet.

Men denne gang famler Cuarón og alle omkring ham i mørket i en sådan grad, at Believe må være årets serie-skuffelse.

Vi befinder os et eller andet sted mellem Flygtningen, The A-Team og Stephen King-filmatiseringen Firestarter, hvor Drew Barrymore er en pyrokinetisk pige, der sammen med sin far er på flugt fra myndighederne.

I Believe er det den forældreløse pige Bo (Johnny Sequoyah), der har overnaturlige evner og er på flugt fra den skumle Skouras (Kyle MacLachlan), som vil udnytte hendes telekinetiske kræfter til den slags suspekte ting, superskurke nu engang går og sysler med.

En gruppe, der kalder sig True Believers, har i årevis holdt øje med Bo, og nu har lederen Winter (Delroy Lindo) besluttet sig for, at dødsfangen Tate skal befries og påtage sig rollen som Bos beskytter. Morderen (eller er han mon uskyldig dømt?) skal erstatte en endeløs række af blødsødne plejeforældre, der alligevel dør som fluer for hånden af Skouras’ håndlangere.

Ude af fængslet – få minutter fra at blive henrettet – kunne Tate ikke være mere ligeglad med noget som helst. Han er langt fra indstillet på at tage sig af en lille snotunge, nu han er fri. Nej, Tate er en lone ranger, en eventyrer, en mand, der ikke sådan uden videre lader sig tynge af forpligtelse over for andre, blot fordi de har reddet ham fra den elektriske stol.

Ud over det papirtynde plot er første episodes altoverskyggende problem hovedpersonen Tate og hovedrolleindehaveren Jake McLaughlin.

Hvor den karikerede rolle slutter, og hvor det elendige skuespil begynder, er svært at sige. Men i mødet mellem replikker som ”Please, I don’t wanna have to hit you back” (som han siger til en kvinde, der prøver at slå ham ihjel) og den trodsige jeg-gider-ikke-attitude, hvormed samtlige replikker råbes, opstår en af de mest øretæveindbydende irriterende hovedpersoner længe set.

Alfonso Cuarón er utvivlsomt en visuelt fabelagtig instruktør. Det vidner seriens to et halvt minut lange one take-åbningsscene om. Her glider kameraet på bedste Gravity-vis ind og ud af en bil, mens den kører galt og ruller 360 grader rundt.

Det er hamrende flot. Men hver gang Cuarón sætter sig i instruktørstolen, er det, som om han bliver lidt mere interesseret i at lave blærede billeder og lidt mindre interesseret i de personer, han skildrer.

Oscar-vinderen har også gjort det særdeles svært for sig selv. For den historie, han har skrevet, er én lang kliche, der nok ikke kunne redes af nogen instruktør.

Mange serier er begyndt svagt og er alligevel endt med at blive rigtig gode. Endnu flere er begyndt svagt og ikke blevet bedre. Selvom man bør tro på det bedste i både folk og tv-serier, tror jeg, at Believe hører til i den sidste kategori.