Biografanmeldelse
18. sep. 2014
Begravet i fortiden
Liam Neeson er omgivet af Hell’s Kitchens vanrøgtede bygninger i Begravet i fortiden, en filmatisering af Lawrence Blocks populære krimiromanserie. Foto | Atsushi Nishijima

Begravet i fortiden

Der er plads til forbedringer i, hvad der ligner en ny thriller-serie med Liam Neeson som den sammenbidte privatdetektiv Scudder.

Af Jesper Olsen

Det lyder som Taken om igen, når man siger det højt: Liam Neeson er en udbrændt, tidligere betjent, der skal redde en pige ud af kløerne på skruppelløse kidnappere.

Men Begravet i fortiden (en kuriøs oversættelse af originaltitlen A Walk Among the Tombstones) minder nu ikke så voldsomt meget om de slå-på-tæven-film, som Neeson har gjort sig i de senere år.

Der er ingen lemmer og nakker, som knækkes i denne mørke krimi-noir-thriller. Matthew Scudder (Neeson) er ikke ingen actionmand, og han knækker sagen med hovedet frem for hænderne. Når han endelig skal slås, får han whoopass.

Både fysisk og psykisk har han set bedre dage, denne sammenbidte Scudder, der i sin betjenttid plejede at starte dagen med to shots til morgenkaffen. Nu frister han en ensom tilværelse som forsumpet AA-medlem og uautoriseret, uengageret privatdetektiv.

Scudder lyser ikke just op af entusiasme, da en af de andre anonyme alkoholikere introducerer ham for sin bror, narkohandleren Kenny Kristo, som vil hyre Scudder til at opspore de mænd, der bortførte og dræbte hans kone.

Scudder lader sig dog overtale, og da han snart indser, at han har at gøre med et par modbydelige sadister, der stadig kidnapper, mishandler og slår ihjel i stor stil, tændes retfærdighedens ild i den ellers lidt mismodige eksbetjent.

Han er trods alt en god mand, selvom man kan indvende, at det ikke er moralsk uangribeligt at inddrage den dumdristige teenageknægt TJ i den farefulde sag.

TJ, spillet med gavflabet charme af den attenårige rapper Astro, står for de flygtige, komiske pusterum i tristessen, men levendegør også filmens pessimistiske miljøskildring: forældreløs, hjemløs og fremtidsløs.

Der er ingen frelse at finde i Hell’s Kitchens trætte bygninger og nøgne efterårstræer. Verden er grum, ond og smudsig og avler afvigere som filmens to dæmoniske kidnappere.

De to skurke demaskeres desværre ret tidligt i filmen, et fejlgreb, der punkterer den mystik, som anslaget havde pustet op.

Vi må nøjes med vores væmmelse for seriemorderne i den tredje akts menneskejagt, og den gør instruktør og manuskriptforfatter Scott Frank sig store anstrengelser for at indpode publikum.

Man kunne imidlertid have ønsket sig, at han gjorde det med isnende diabolsk karaktertegning frem for blot at overdænge publikum med blodstænk fra misdædernes bestialske ugerninger. Både spillet og dialogen er i orden, men især Scudders baggrundshistorie og mordernes motiv er kraftigt underbelyst, og derfor bliver de aldrig rigtigt interessante karakterer.

Af samme grund gør det også lidt mindre indtryk, når morderne skærer brystet af en kvinde eller fingrene af en fjortenårig pige. Vi kender ikke de her personer og mærker derfor ikke deres smerte og frygt.

Tværtimod virker den grafiske, bloddryppende vold en smule vulgær og unødvendig i en film af denne type. Den gru, som det vækker, burde kunne tilvejebringes på mere spidsfindig vis.

Men trods skavankerne er Begravet i fortiden en solid thriller. Basalt spændende gennem det meste af spilletiden, habilt (om end lidt anonymt) spillet samt instrueret og fotograferet med en vis finesse.

Der er over femten bøger i Lawrence Blocks krimiserie, som filmen er baseret på, så det er nok ikke sidste gang, at Neeson har spillet Matthew Scudder. Der er plads til forbedring, men helt tosset er udgangspunktet ikke.

Originaltitel:
A Walk Among the Tombstones

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
Scott Frank

Manuskript:
Scott Frank

Medvirkende:
Liam Neeson, Maurice Compte, Patrick McDade, Luciano Acuna Jr.

Spilletid:
113 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
18. september 2014

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
09. feb. 2015
Better Call Saul

Better Call Saul

Biografanmeldelse
21. jan. 2015
American Sniper

American Sniper

Biografanmeldelse
07. jan. 2015
Taken 3

Taken 3

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten