Before

Når bladene begynder at skifte farve, og efteråret nærmer sig, er det svært ikke at komme til at tænke på Da Harry mødte Sally fra 1989. Billy Crystal gav Harry en charme og sort humor, der har gjort karakteren til hans mest berømte rolle.

Omend charmen har fået nogle år på bagen, viser Crystal i Apples serie Before, at karismaen og humoren ikke er spor ældet. Men efterårshyggen er skiftet ud med en overnaturlig uhygge.

Billy Crystal har begivet sig ud på dybt farvand i en thriller, hvor han viser, at han sagtens kan begå sig i større psykologiske dramaer.

Han spiller Eli Adler, hvis kone (Judith Light) for nylig har begået selvmord af årsager, han har svært ved at forstå. Ved seriens begyndelse er han fanget i hverdagens tomrum, hvor konens fravær er allestedsværende. Gennem vrangforestillinger dukker hun op og fortæller Eli, hvad han bør glemme, og hvad han bør huske.

Han er en midaldrende mand, der kæmper med alle de skavanker, som følger med alderen: ondt i ryggen efter en dårlig nats søvn, problemer med sin højteknologiske kaffemaskine og omklamrende medfølelse fra omverdenen efter at have mistet sin kone.

Indtil en dreng står på Elis dørtrin og kradser sine negle til blods mod hans hoveddør. Uden at sige et ord destruerer han Elis hverdagsrytme med sine blodige fingerspidser, inden han forsvinder igen lige så pludseligt, som han dukkede op.

Trods sin sygemelding fra arbejdet som børnepsykiater bliver Eli kaldt ind til en speciel sag, der involverer en forstyrret dreng ved navn Noah. Selvsamme dreng, som satte sit blodige aftryk på Elis hoveddør.

Man får hurtigt indtrykket af, at der er noget unikt ved drengen. I rollen er Jacobi Jupe betagende med sin ansigtsmimik, der formår at vise ingenting og alting. Hans tilstedeværelse er fængslende og med til at drive mystikken videre. For hvad kan denne dreng dog have at gøre med Elis kones selvmord?

Jacobi Jupe har trods sine elleve år allerede medvirket i flere større produktioner, heriblandt spillefilmen Peter Pan & Wendy og serien Britannia. Men i Before har han en bærende rolle, hvor kemien mellem Jupe og Crystal er altafgørende for troværdigheden.

På psykiaterens kontor mødes de ansigt til ansigt og indleder et spil, hvor Noah formår at vende magtdynamikken. En barneskuespiller over for en anerkendt skuespiller kan være et risikabelt valg, men her føles det helt naturligt.

Noah er på en gang ildevarslende og troværdig, og uden brug af CGI eller andre visuelle virkemidler er man aldrig i tvivl om, at han gemmer på noget dystert inde i den spinkle krop. I selskab med Crystal skabes der en forbindelse mellem de to hovedpersoner, som gennem seriens ti afsnit går fra besynderlig til gruopvækkende.

Before er ikke bange for at dyrke det skrækindjagende. Billy Crystals naturlige humor falder let ind i serien, der konstant skifter mellem det tunge og det letsindige. De dramatiske overgange bliver gjort overbevisende takket være Crystal, der samtidig formår at understrege spændingen i de dystre sekvenser.

Serien gør flittigt brug af chokeffekter i forsøg på at holde seeren så intenst engageret som muligt, men det kan blive for meget af det gode. Og det underliggende psykologiske drama har svært ved at udfolde sig i de enkelte episoder. Plottet begynder langsomt at smuldre, ligesom man mister noget af overblikket med de konstante gyselige øjeblikke.

Man når aldrig at finde tryghed i de omkring 30 minutter, som hvert afsnit varer. Man keder sig aldrig, men opnår heller ikke den sande fordybelse, som et drama med overnaturlige elementer af den kaliber kræver.

Before forsøger kort sagt at skræmme sit publikum i stedet for at fastholde det. Men se serien for det forrygende gensyn med Billy Crystal, der får usædvanligt flot modspil af fremtidens stjerne.