Beetlejuice Beetlejuice

Beetlejuice er tilbage! 

The Ghost With the Most, den overgearede tricksterdæmon og bio-eksorcist, som hjælper de døde af med de levende, sparker årets Venedig-festival festligt i gang i Tim Burtons veloplagte, overfyldte fortsættelse. 

Den første Beetlejuice-film fra 1988 var Tim Burtons svendeprøve i Hollywood, før Batman gjorde ham til et blockbusternavn, og The Nightmare Before Christmas gjorde hans gakkede gotik til en etableret stilart. 

Det er en herlig kultklassiker, hvor Michael Keaton brillerer som den sjofle, stødende og slapsticksjove titelfigur. 

Keaton dukker op halvvejs gennem filmen for at hjælpe et nydeligt, nyligt afdødt ægtepar med at uddrive den utålelige Deetz-familie, der vil ommøblere det hus, ægteparret stadig hjemsøger. 

Faren Charles Deetz er en børshaj, stedmoren Delia en prætentiøs kunstner og datteren Lydia en morbidt fikseret goth, der ender med at slutte fred med de døde og sende Beetlejuice tilbage til et proppet venteværelse i det hinsides. 

35 år senere er Lydia en spøgelsesjæger med sit eget talkshow, Delia er en kunstnerisk superstjerne, mens Charles dør tidligt i filmen under en fugletur til Sydhavet. 

Hans begravelse fører Deetz-familien, inklusive Lydias trodsige datter Astrid og nye kæreste Rory, tilbage til familiens gamle hus, hvor der ikke længere er spøgelser på loftet, selv om porten til det hinsides stadig står på klem. 

Beetlejuice viser sig i glimt for Lydia, som han nær giftede sig med i den første film, mens han selv bliver stalket af sin eks, en parteret sjælesuger spillet af Monica Bellucci. Hun hæfter sine kropsdele sammen, suger Burtons gamle kammesjuk Danny Devito flad som en punkteret badebold og går på hævntogt gennem den morsomt morbide dødeverden. 

Det vækker politiets interesse i form af Willem Dafoes svært skamferede Wolf Jackson, en pompøs skuespiller som til det sidste insisterede på at udføre sine egne stunts: ”Hvem kunne have vidst, at den granat var ægte?” 

Over jorden bebrejder Astrid sin mor, at hun ikke kan se hendes afdøde fars spøgelse, og himler med øjnene over den hypermanipulerende Rory, som Justin Theroux spiller så øretæveindbydende manieret, at han er en ren fryd at hade. Især da han bruger Charles’ begravelse som en anledning til at fri til Lydia, hans livs store kærlighed og indtægtskilde. 

På filmens pressekonference omtalte Tim Burton Beetlejuice Beetlejuice som en måde at vende tilbage til sine rødder, efter at den populære Netflix-serie Wednesday ruskede ham ud af en kreativ blindgyde. For mens filmene blev mindre og mindre vovede, er hans hofstil blevet et brand så genkendeligt, at han kunne have sin egen sektion i butikskæden Urban Outfitters. 

Skaberne af Wednesday, Alfred Gough og Miles Millar, har gennemskrevet filmens manuskript efter et tidligere udkast af Seth Grahame-Smith, mens seriens stjerne Jenna Ortega spiller Astrid. Og man mærker med det samme, at der er mere legesyge og kreativitet i Beetlejuice Beetlejuice end i nogen af Tim Burtons film fra det sidste årti. 

De dødes verden er fuld af skægge, makabre påfund, uden at teatersminken og latexlemlæstelserne for alvor udfordrer filmens familievenlighed. Det skulle da lige være, da Charles dukker forvirret op i underverdenen med et blodigt sprøjtende hul ned til brystkassen, fordi en haj har bidt hans hoved af! 

Beetlejuice selv er også blevet mere stueren, eller i hvert fald mindre uhæmmet liderlig, end i de befamlende 80’ere, selv om Michael Keaton i en alder af 72 stadig er lige så hyperaktiv, som han var engang. Winona Ryder er stadig let at holde af som den nu noget skrøbelige Lydia, mens Catherine O’Hara fortsat er forrygende selvoptaget som totalkunstneren Delia. 

Men Beetlejuice Beetlejuice er også en ret klassisk Hollywood-fortsættelse i den forstand, at der er skruet gevaldigt op for alt det, der var mest populært ved den første film, mens instruktøren synes at have glemt, hvad der reelt fik den til at fungere. 

Dengang var Beetlejuice et trumfkort lagt oven på en ganske rørende og afgrænset historie, som over et par afstikkere til de dødes verden handlede om at sikre husfreden i den gamle, gotiske villa. Nu er han en af en håndfuld hovedpersoner i en spraglet film, der bliver ved at krølle historien i stadig flere, forhalende retninger for blot at ende med et klimaks, der ligner forgængerens til forveksling. 

Men heldigvis skrider handlingen frem i eksprestempo, godt smurt af Danny Elfmans sædvanligt bombastiske musik, og man når dårligt nok at tromme med fingrene over en dårlig vittighed, før filmen serverer en ny, der er bedre.