Bedraget i Helmand

Den Cavling-belønnede krigskorrespondent, dokumentarist og forfatter Nagieb Khaja, har sammen med dokumentaristen, sikkerhedsrådgiveren og den tidligere soldat i den danske hær gennem atten år, Martin Tamm Andersen, lavet Bedraget i Helmand. 

Det er på mange måder en klassisk dokumentarfilm. 

Den rummer let hasarderede interviewbidder, som de jo skal være. Der er håndholdte og dramatisk rystede optagelser, som giver autenticitet. 

Og så er der stemningsindslag med gadebilleder i Afghanistan, børn med tørklæder for ansigtet på støvede landeveje, afghanere i smukke dragter i douche pastelfarver, store militærkonvojer i noget, der ligner en gudsforladt ørken. 

Det er som at være der selv. 

Men det er den grundlæggende påstand i filmen, som løfter den over andre Afghanistan-dokumentarer og gør den til noget særligt. Filmskaberne hævder, at der er begået et kæmpe bedrag under krigen, som sluttede, da Taleban genvandt kontrollen over Afghanistan i 2021. 

En slags mafiaagtig struktur eller klanlignende klynge af narkoforbrydere har bildt den danske hær ind, at man var ”Afghanistan” – staten selv. Men i virkeligheden var der tale om kriminelle, som kuppede det hele og førte danskerne bag lyset.

Som en kilde siger: Det er ikke Helmands politifolk, der er narkokriminelle. Det er snarere Helmands narkokriminelle, som har overtaget politiet. 

Hvis det er sandt, er det meget alvorligt. For den danske hær har samarbejdet med disse mennesker i ti år under krigen. 

Khaja og Andersen slår ned på ét sted, hvor denne mekanisme har været meget tydelig: byen Musa Qala i den nordlige Helmand-provins. 

Den danske hærleder Lars Ulslev Johannesen var øverstkommanderende for 120 danske soldater, som i 2006 blev sendt til ørkenbyen. 

Her skulle man forsvare Danmarks allierede, de lokale politistyrker, mod Taleban-oprørere, som var ved at løbe dem over ende. Men Danmark og andre vestlige landes samarbejde med politiet endte i virkeligheden med, at danskerne og deres allierede blev ført bag lyset af en brutal og morderisk politistyrke. 

I centrum af skandalen står de to brødre Koka og Issa Khan, som netop huserer i Musa Qala. De to ledere og deres folk begår blandt andet seksuelle overgreb på en lang række drenge, der ansættes til at lave te og holde hus. 

I virkeligheden er de sexslaver. Da den danske kommandant finder ud af det, adviserer han sine britiske foresatte. Men de siger, at han skal ignorere det. 

Khaja og Andersens mission er at dokumentere det. Og Som filmen ruller, forstår man mere og mere indignationen hos instruktørerne. For den er tilsyneladende god nok. 

Både tidligere tolke for den danske hær, danske soldater udstationeret i Helmand, lokale bønder og sågar nogle af de konkrete ofre for overgrebene står frem og fortæller. 

Specielt de sidste er faktisk ganske voldsomme at lytte til. 

Det er unge mænd, der er tildækkede af frygt for politiet. De fortæller om voldtægter begået af dem, som skulle beskytte dem. Det er primitivt, dyrisk. Og da det viser sig, at Koka og Issa har begået drab, bliver man ikke overrasket. 

De har slagtet folk, som man slagter geder. 

Resultatet er, at de fine interviews med de centrale personer – en krigsskadet og forvirret, halvgammel mand med et ubrugeligt øje og hans konstant skoggerleende bror – bliver et møde med ondskaben selv. 

Med den viden bliver en i grunden helt hyggelig scene, hvor Koka spiser en moden frugt med en kniv, sindbilledet på en afstumpet krigsforbryder. 

At en så solid film med et vellykket stykke journalistisk graverarbejde vises på public service-tv, er vigtigt. 

For når vi bruger så mange ressourcer på at blande os i alverdens konflikter, er det afgørende, at vi ikke er i lommen på folk, der er i bukserne på børn. 

Krigen er grusom nok i forvejen.