Beautiful Beings

”Tag den på!” råber mobberne efter Balli, da han har fisket sin sjaskvåde jakke op fra toilettet. 

Da er vi måske ti minutter inde i islandske Beautiful Beings, der er dansk coproducent og vises i sideprogrammet Panorama på Berlinalen. Balli er allerede blevet tæsket, ydmyget foran klassen og spyttet på af sine jævnaldrende. 

Nu er der noget, som slår klik i ham. 

De løber væk og efterlader Balli med en brækket næse og en hjernerystelse, erfarer de i nyhederne samme aften. 

Det er et råt miljø, Guðmundur Arnar Guðmundsson skildrer – Reykjavik set fra samfundets nederste trappetrin. Men Beautiful Beings viser os også kammeratskabet blandt de fjortenårige mobbere og dvæler ved drengenes gryende bevidsthed om, at de er fanget i en ond spiral. 

Det er den erkendelse, der får Addi til at gennemtrumfe, at Balli skal være en del af deres gruppe. Resten af filmen udfolder deres skiftevis forsigtige og fandenivoldske venskab. 

Drengene er ufatteligt godt valgt. 

Snorri Rafn Frímannsson spiller Siggi, der hævner sig på en voldelig stedfar ved at give hunden en spiller og fryse dens sæd i stedfarens isterninger. Han er mest en medløber med hang til kaotisk vold og rav i gaden. 

Viktor Benóný Benediktsson er uforglemmelig som det impulsstyrede store brød Konni – alfamobberen med sadistiske humørsvingninger og aggressivt konfronterende for at skjule sin usikkerhed. 

Guðmundur Arnar Guðmundssons intelligente manuskript afslører lag for lag, hvad der har gjort Konni så skrøbelig. 

Hans venskab med Birgir Dagur Bjarkasons Addi er historiens anker. Ingen af drengene har fædre at se op til. Men Addis far er i det mindste bare fraværende. En fraskilt alkoholiker, der i en sjov scene erklærer, at han er holdt op med at drikke. Med at drikke spiritus, hvorfor han lugter så meget af øl. 

Addi er den mest normale i gruppen, som han forklarer på lydsiden, da hans familie er den mindst sammenbrudte. 

Han har en snert af sin clairvoyante mors sans for livets skyggesider, og hans voldsomme drømme udfoldes som et – måske ikke helt nødvendigt – poetisk lag i en ellers realistisk fortælling. 

Det er dog netop denne følsomhed, der får ham til at opsøge Balli og nærmest afkræve ham venskab. Men det tager tid for det kuede mobbeoffer at se hans håndsrækning som andet end en raffineret form for mobberi. 

Áskell Einar Pálmasons afvigende blik og ængstelige føjelighed som Balli er hjerteskærende. Drengen er vokset op på øretævernes holdeplads med en brutal stedfar, hvis løsladelse fra fængslet fører til filmens klimaks. 

Historien forløses med en lidt bastant uafvendelighed. Det socialpsykologiske puslespil lægges uden store overraskelser. 

Imidlertid er miljøskildringen rå og nærværende, og norsk-danske Sturla Brandth Grøvlens kamera stirrer sig ikke blind på elendigheden. De smukke billeder har en sansemættet impressionisme, som ligger i forlængelse af fotografens arbejde på film som Shirley og Wendy. 

I nærbilleder afsløres den brutale hakkeorden som et forkvaklet udtryk for drengenes hengivenhed over for hinanden. Man risikerer ikke at blive afvist, hvis man giver en olfert i stedet for en krammer! 

Der er et ekko i Beautiful Beings af Larry Clarks usentimentale teenageportrætter som Kids og Bully, men også af den balstyriske barndomsromantik fra film som Hushpuppy og We the Animals. 

Guðmundur Arnar Guðmundsson debuterede med Heartstone, et andet sitrende portræt af unge på tærsklen til voksenlivet. 

Han er fascineret af ungdomsårenes ustadige identitetssøgen og skildrer med menneskeklog forståelse, hvordan vores første sociale bånd enten kan føre os videre eller holde os fast.