The Bear

Wunderkind-kokken Carmen Berzattos liv er på få måneder blevet vendt på hovedet. Fra at have arbejdet på fashionable Michelin-restauranter i New York, er han blevet flået tilbage til barndomsbyen Chicago.

Her har han sammen med sin søster overtaget et småsnusket sandwichsted efter deres nyligt afdøde storebror Mikey, der tog sit eget liv.

The Bear er trods det dystre udgangspunkt en komedieserie med dramatiske undertoner, og første sæsons otte afsnit holder et glasklart fokus. Carmy – som han hedder blandt venner – og de andre bearbejder tabet, mens de forsøger at balancere det tumultariske møde mellem finere kokkekunst og arbejdermad til manden på gaden.

Kontrasten opstår særligt i Carmys møde med storebrorens ven og medarbejder Richie (Ebon Moss-Bachrach). Han er et vaskeægte bysbarn, som stadig ynder at fortælle historien om dengang, han mødte Bill Murray på en bar klokken lort om morgenen. Nogle mennesker har svært ved at give slip på fortiden, hvis den var bedre end den tilværelse, man har nu.

The Bear oser af stemning.

Serieskaber Christopher Storer trækker på historier, han selv har hørt om eller oplevet under opvæksten i den blæsende by. Serien skildrer det hårde restaurationsmiljø, hvor tilsvininger er lige så meget en del af dagligdagen som at snitte løg. Den vrede kok, som råber ad sine ansatte, er hyppigt blevet skildret i film, serier og bøger.

Afdøde Anthony Bourdain – der ligesom Mikey begik selvmord – fortalte i sin kulinariske biografi Kitchen Confidential, hvor hårdt det går for sig med druk, stoffer og en voldsomt stressende hverdag.

Vi får det hele i The Bear.

Kokken Matty Matheson er producer på serien og medvirker i en birolle som altmuligmand. Han har bidraget med røverhistorier fra gasblussets slagplads til forfatterne, og serien har en dybfølt kærlighed til gastronomiens verden og pionererne.

Der bliver endda refereret til den danske restaurant Noma og Hart Bageri, så autenticiteten er i hus.

I det altoverskyggende centrum af infernoet spiller Jeremy Allen White temperamentsfulde Carmy med en intensitet, der leder tankerne hen på en ung Al Pacino eller Dustin Hoffman. Han vandrer frem og tilbage i køkkenet med hver fiber i kroppen dirrende af vrede, som var han en arrig bjørn.

Følelsen bliver forstærket, når han bryder ud i et afmagtsbrøl. Seriens titel henviser til det øgenavn, som Carmy fik af Mikey.

Under vreden gemmer der sig frustration og uvisheden over, hvorfor Mikey skød sig selv. Det ligger som et betændt sår, der bliver værre og værre, som tiden går.

Mellem de alvorlige emner flyder et hav af skarpe oneliners, der fyger med maskingeværhastighed på tværs af køkkenet. Der drysses også en lind strøm af absurde øjeblikke ud over herligheden. Til en børnefødselsdag ligger alle ungerne pludselig på græsset og sover, fordi Richie er kommet til at tabe et glas beroligende piller i en stor kande saftevand!

Filmteknisk har The Bear mod til at udfordre. Syvende afsnit består af en atten minutter lang og fremragende ubrudt optagelse, hvor kameraet væver ind og ud imellem folkene i køkkenet. At det foregår under den hektiske og fejlslagne lancering af restaurantens takeaway-satsning, gør hele oplevelsen desto mere frenetisk.

Modsat er der fuldkommen ro på, når Carmy sidder til et Al-Anon-møde. I næsten seks minutter viger kameraet ikke fra Jeremy Allen Whites ansigt, mens han leverer en af de mest rørende og indlevende monologer set længe.

Jo mere han taler, jo mere truer stemmen med at knække. Kropssproget og selv de mindste ansigtstræk fortæller historien, mens ordene tryllebinder med en fortælling om ubærlig smerte.

The Bear er god for storskrålende og vilde armbevægelser, men viser virkelig sit værd i de stille øjeblikke.