Bare Juliet

Romantiske komedier har ganske vist et dårligt ry i visse kredse, men genren lever i bedste velgående, ikke mindst den uironiske amerikanske version.

Bare Juliet er baseret på en roman af Nick Hornby, og den tror på værdien af sit forehavende, samtidig med at den prøver at presse formatet endnu et nøk fremad.

Annie lever sammen med musiknørden Duncan i et kært byhus i den lidt generiske og frit opfundne engelske kystby Sandcliff. Duncan har viet et website til sit store rockidol fra ungdommen, det amerikanske indiefænomen Tucker Crowe, som ikke har lavet en plade i 25 år.

Da demooptagelserne fra det sidste album udgives under navnet Bare Juliet, indgår Annie i en ret uovervejet polemik på sitet og hører pludselig fra Crowe. Han bor i kælderen hos en af sine ekskoner og er faktisk på vej til London, få timers togtur fra Sandcliff for at se sit første barnebarn komme til verden.

Gisp! Skal de mødes, de to? Vil de forløse hinanden? Kan de bygge bro over kulturerne? Slipper hun efter femten år af med påståelige Duncan? Og kan et verdensberømt rockidol uden videre passe ind i en pragmatisk hverdag i en lille engelsk landsby?

Ingen point for at gætte. En af fiduserne ved film, der vedstår at tilhøre en genre, er, at de har deres regler og dogmer at overholde.

Tucker og Annie laver en aftale om at mødes ved et nationalt mindesmærke i London. Hun sidder der i timer, mens solen går ned over storbyens landemærker, men ingen rockstjerne. Hun er som Cary Grant, der i An Affair to Remember forgæves venter på Deborah Kerr øverst oppe på udkigsplatformen i New Yorks Empire State Building. Han ved ikke, at hun er blevet kørt over på vej til stævnemødet og er blevet invalid. Det er også på toppen af Empire State Building, at Meg Ryan og Tom Hanks er lige ved at gå fatalt fejl af hinanden i Søvnløs i Seattle.

Da Annie når frem til Tuckers sygeseng på et hospital i London – han blev ramt af et hjertetilfælde – er han omgivet af ikke blot sin yngste søn, som han havde med fra USA, men af op til flere ekshustruer og forsømte børn.

Bare Juliet er en form for pastiche. Ikke at den er ironisk, men den er overordentlig bevidst om den tradition, der har født den. Det fyger da også med selvbevidste hilsener i Bare Juliet til gamle klassikere og nye knopskud, heriblandt Nick Hornby-filmatiseringen High Fidelity, hvor kærligheden også findes blandt støvede vinyler.

Selv om jeg elsker romantiske komedier af en vis statur, har jeg altid haft det svært med deres ubarmhjertige kønsbalance. Kvinderne er ofte nogle småsnublende fjottehoveder, der ikke evner at analysere en situation, styret af alle disse helt ubegribeligt voldsomme følelser, der er en slags snublefælder spændt ud for karaktererne (Julia Roberts’ blitztrætte filmstjerne i Notting Hill er en velkommen undtagelse).

Og så gør det mindre, at såvel Duncan som Tucker er forvoksede børn.

Duncan sidder som en teenager på sit drengeværelse, der er ombygget til et alter for sit store idol, mens Tucker hele sit liv er fløjet som en bi fra blomst til blomst uden at lære at tage ansvar. Ethan Hawke, der her tager sin fulde alder på sig som midaldrende charmør, har udstråling nok til flere film i rollen som Tucker.

Annie er den voksne, men samtidig er hun så styret af følelser og fornemmelser, at hun ikke tænker klart. Så er der mere glamour over at spille drenget luftguitar nede i kælderen, tænker man.

Det er interessant, for den romantiske komedie er skræddersyet til en kvindelig målgruppe. Er det et spejl, kvinder godt kan lide at se sig selv i? Er det selvpineri? Er det en form for terapi?

Svarene svæver i vinden. Men under alle omstændigheder er Bare Juliet vittig og velspillet, og fans af genren vil elske de mange referencer til klassikerne.