Streaminganmeldelse
13. apr. 2023
Barbarian

Keith (Bill Skarsgård) og Tess (Georgina Campbell) havner ved et uheld på samme Airbnb i den glimrende åbningsscene.

Foto | Zach Kuperstein

Barbarian

Forbasket medrivende og uforudsigelig horrorfilm byder på skarp kønssatire og en relaterbar kvindelig hovedperson.

Af Frederik Hoff

Den første scene i Zach Creggers horrorfilm Barbarian kunne have været en fremragende kortfilm i sig selv.

Unge Tess (Georgina Campbell) er i Detroit for at gå til en jobsamtale. Hun ankommer en sen, regnvåd aften til sit Airbnb, som er det eneste pæne hus i en af byens allermest smadrede forstæder.

Men huset er tilsyneladende blevet dobbeltbooket. I døren bliver hun mødt af den forvirrede Keith (Bill Skarsgård), som også skal bo i huset.

Fra starten er Tess skeptisk over for den akavede, men venlige mand. Han byder på te, tilbyder at sove på sofaen og løber ud efter rene lagener. Men der er alligevel noget mærkeligt over, hvor ivrigt han forsøger at vinde hendes tillid.

Og hvorfor byder han igen og igen på drikkevarer?

Det bliver ikke bedre af, at Keith er spillet af Bill Skarsgård. Den svenske skuespiller er på grund af rollen som klovnen Pennywise i genindspilningen af It-serien efterhånden uløseligt forbundet med ondskab og ubehag.

Men selv om han fra Tess’ perspektiv virker som et omvandrende faresignal, er det også nemt at identificere sig med Keith: en mand, der gør sit bedste for at undgå den mistro, som i vores tid – desværre ofte forståeligt – er forbundet med fremmede mænd.

”Hvis jeg var ankommet først, ville jeg aldrig have lukket dig ind,” indrømmer Tess. De fleste kvinder ville nok have det meget på samme måde.

Men er Keith bare en nervøs fyr, eller er han som først antaget en psykopat i fåreklæder? Hver gang noget tyder på det ene, bliver det modsagt af det næste, han gør. Den galopperende spænding forsvinder aldrig ud af den ellers ret afdæmpede dialogscene.

Tess har valget imellem at være et mistroisk røvhul eller en naiv idiot.

Scenen er et horror-teknisk mesterstykke, der med simple virkemidler hudfletter tidens intensiverende spændinger mellem kønnene. Og skuespillerne får de forsigtige replikker til at stå snorlige.

Resten af filmen er desværre ikke på samme høje niveau. For da de to bofæller opdager et hemmeligt rum i kælderen, forsvinder den subtile spænding til fordel for et langt mere almindeligt gyserplot – fyldt med vold og flirten med det overnaturlige.

Det skal dog siges, at Barbarian aldrig bliver kedelig. Man føler sig fra start til slut inviteret med på en dybt uforudsigelig og ubehagelig rejse med vilde drejninger, som det ville være synd at afsløre her.

Desuden er Tess er fra begyndelsen en langt mere intelligent og relaterbar karakter end den stereotype hovedperson i horrorfilm.

Hun bruger et spejl til at orientere sig i en mørk tunnel. Når vejen forude ser så uhyggelig ud, at intet menneske i sine sansers fulde brug ville gå ned ad den, finder hun noget andet.

Men den jordbundne elegance fra første scene vender ikke tilbage. I stedet introduceres vi cirka halvvejs for Airbnb-husets ejer AJ, som spilles af Justin Long.

AJ er sympatiske og selvbevidste Tess’ diametrale modsætning. En fladpandet skuespiller, hvis liv falder sammen, da en kollega anklager ham for voldtægt, og som derfor tager til Detroit for at sælge huset og få styr på finanserne.

I starten er det pludselige skift fra Tess’ til AJ’s perspektiv en pirrende drejning, men det viser sig, at AJ er en mere todimensionel figur uden meget at byde på. Han er bare en lort.

Som i mange andre gysere er opbygningen bedre end forløsningen, men det ændrer ikke på, at Barbarian er en forbasket uhyggelig og medrivende horror-film.

Titel:
Barbarian

Land:
USA

År:
2022

Instruktør:
Zach Cregger

Manuskript:
Zach Cregger

Medvirkende:
Georgina Campbell, Bill Skarsgård, Justin Long

Spilletid:
102 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
Kan streames på Disney+ og lejes på tjenester som Blockbuster

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
03. dec. 2025
Zootropolis 2

Zootropolis 2

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
Ingen kære mor

Ingen kære mor

Biografanmeldelse
05. nov. 2025
Musenes jul

Musenes jul

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten