Balomania

De første mange minutter af Sissel Morell Dargis’ dokumentarfilm Balomania føles som et desorienterende scooterræs ind i en mørk, surrealistisk og blændende smuk underverden.

Præcis som det må have gjort for den danske instruktør – hvis forældre er fra Spanien og Litauen – da hun som nittenårig landede i en af São Paulos favelaer og med et kamera på skulderen blev inviteret ind i ballonverdenen.

Det lyder absurd, men i Brasiliens største byer eksisterer der et stort, ulovligt netværk af ballonbander, som bruger al deres fritid på i smug at sætte små stykker silke og papir sammen til varmluftballoner.

Ballonerne kan være over 70 meter høje og tager hver især flere år at lave med farverige motiver af ikoner som Rocky, 2pac og Pelé. De kan bære på overvældende store flag, hundredvis af lys i elegante formationer eller tonstunge ramper med fyrværkeri, der affyres, når ballonen er i luften.

De såkaldte baloeiros risikerer liv, lemmer og flere års fængsel for at sende balloner op eller jage andre banders balloner. I medierne stemples deres kunst som luftterrorisme.

Til opsætningerne har man kun få sekunder til at kigge på sit skaberværk. Politiet er nemlig på vej, så snart kolossen er i vejret – hvis ikke før, for stikkere bliver betalt i dyre domme, mens loyale baloeiros ikke tjener en rød reje for umagen.

Selv om ballonerne er brandfarlige som bare pokker, virker det også som en forholdsvis sund hobby for de fattige, unge mænd. Som en af dem siger, er det vel bedre end at sælge narko eller skyde hinanden på gaden.

Men da Sissel Morell Dargis’ kamera forsøger at komme dybere ind i den mildest talt eksotiske kultur, mødes hun i første omgang af en lukket gruppe tatoverede mennesker, der opererer med samme macho-attitude og hemmelighedskræmmeri som narkokartellerne.

Zulu, der kommer fra en af de mest respekterede bander, fortæller med et smil på læben om dengang, han bankede en anden mand til blods, fordi manden spolerede hans ballonopsætning.

Og når man ser ballonsnedkerne sidde og pusle med papir og lim i snavsede lagerlokaler, ligner det mere et kokainlaboratorium end et klippe-klisterværksted. Men da Dargis’ kamera endelig kommer ind i magtens centrum og møder ballonmafiaens godfather, Sergio, er han ikke en ondsindet gangsterboss, men en sød, ældre herre.

Modsat de ofte grænseløse unge går han endda ind for at opsende og jage balloner under kontrollerede forhold, for han vil ikke se flere komme til skade eller ryge i fængsel. Men han kan heller ikke se sig fri for den altædende besættelse, som karakteriserer ballonmændene.

Ballontraditionen, der går tilbage til koloniseringen af Brasilien i 1500-tallet, er som udgangspunkt lukket for kvinder. Så det er fascinerende at møde Sergios kone, der barskt fortæller, hvor lidt hun ser til sin mand, fordi en frugtesløs og farlig hobby tager meget af hans tid.

Helt komisk bliver det, da Sergio undervejs i interviewet med konen vader smilende ind foran kameraet, fordi han vil vise en gammel ballonholdtrøje fra 1980’erne.

Undervejs havner Dargis – der selv er grafittikunstner – også i politiets søgelys, og af åbenlyse grunde har hun ikke den store adgang til deres side af konflikten. Bortset fra en tidlig, herlig scene, hvor en betjent viser hende en ballon, han har konfiskeret.

”Den er smuk ikke?” forsøger instruktøren, der har spottet betjentens barnlige glæde ved det enorme stykke stof. ”Jo, den er smuk, men også ulovlig,” svarer han med antydningen af et suk i stemmen.

Undervejs kommer man til at forstå ordensmagtens skepsis, når en kæmpemæssig og gudesmuk lysballon på få sekunder udvikler sig til et infernalsk flammehav. Eller når fyrværkeriballonerne sender raketter flyvende mod dens skabere på jorden.

Men Dargis’ kamera forelsker sig allermest i Jaba, som drømmer om at lave den vildeste ballon nogensinde, selv om hobbyen har ødelagt hans ægteskab.

De fleste af hans drømme er ”varm luft”, som underteksterne meget passende oversætter ham, men det får ham kun til at virke mere som en ægte kunstner.

Så det er ikke til at bære, da Jaba opgiver passionen og i stedet begynder at pukle sig ihjel i et parkeringshus for at kunne sætte mad på bordet til sin søn.

Det er fornuftigt nok, hvis han vil undgå fængselsstraffe og ulykker, men i løbet af filmen bliver man som tilskuer uundgåeligt revet med af de spektakulære ballonopsætninger.

Det er et uforglemmeligt syn, når hundrede mænd perfekt koordineret arbejder sammen for at rejse tilsyneladende endeløse flag fra jorden, og når fyrværkeri springer fra ballontrukne ramper og giver illusionen af magisk regn på den brasilianske nattehimmel.

Hvis kunst er den kompromisløse skabelse af noget nytteløst for æstetikkens skyld, er balloeiroerne de ultimative kunstnere. Og Balomania er et godt bud på årets kunstdokumentar.