Streaminganmeldelse
27. nov. 2018
The Ballad of Buster Scruggs
Godt gemt bag et iltert fuldskæg er sangeren Tom Waits forrygende som den stædige guldgraver, der er alene i den storslåede amerikanske natur. Foto | Bruno Delbonnel

The Ballad of Buster Scruggs

Coen-brødrene brillerer ubesværet, når de leger med westerngenren og prøver kræfter med det litterære antologiformat i stærkt seværdig film.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Coen-brødrene er Hollywoods genresikre brødre. 

Ethan og Joel Coen har gennem en lang række film siden 80’erne bevist, at de som få mestrer håndværket og kan deres genrer på fingerspidserne. De på en gang hylder og fornyer genrerne. 

Med The Ballad of Buster Scruggs, der er en antologifilm, vender brødrene Coen tilbage til den ærkeamerikanske western, som de før har udforsket i True Grit og i en moderniseret udgave med No Country for Old Men

The Ballad of Buster Scruggs er i kraft af sit antologiformat dog en speciel størrelse. 

Angiveligt var filmen oprindelig tænkt som en serie. Men den har nu fået premiere på Netflix som en film på godt to timer og ti minutter, der består af seks små fortællinger, som umiddelbart intet har med hinanden at gøre. Altså lige bortset fra, at de alle foregår i det samme klassiske westernmiljø og selvfølgelig er skruet sammen med Coen-brødrenes vanlige sans sort tragikomik og for det underfundigt underfortalte. 

Filmen lægger veloplagt fra land med den første fortælling om titlens Buster Scruggs spillet af Tim Blake Nelson, der også kendes fra O Brother, Where Art Thou

Buster Scruggs er en herlig, guitarspillende figur – klædt i hvidt cowboy-kostume fra top til tå – der lige så godt kunne befinde sig i en musical som i en western. Han er rapkæftet, kæphøj og skarptskydende, og så misser han sjældent en lejlighed til at synge en lille trille. 

Den første fortælling om Buster Scruggs er samtidig også den mest letbenede og lystige. 

Hver fortælling bindes sammen af en slags rammefortælling i form af små scener, hvor der bladres i den bog, som vi må forstå, at fortællingerne stammer fra. Det lugter lidt af en Coen’sk western-udgave af klassisk litterære rammefortællinger som Decameron eller 1001 nats eventyr

Der i det hele taget noget litterært over The Ballad of Buster Scruggs, der fungerer som en samling filmiske noveller med et langsomt, eftertænksomt og til tider poetisk filmsprog. 

Der er velkendte og store navne på rollelisten som James Franco og Liam Neeson, men samtidig er det befriende dejligt også at se mindre kendte og overraskende ansigter i bærende roller. Zoe Kazan er god som ungmø, der møder præriens hårde kendsgerninger, mens sangeren Tom Waits – godt gemt bag et iltert fuldskæg – er forrygende i rollen som stædig guldgraver. 

The Ballad of Buster Scruggs er Coen-brødrenes vellykkede forsøg på et anderledes format, som udfordrer publikum. 

Det kan undervejs være svært helt at gennemskue meningen eller pointen med de seks fortællinger, men det er en del af filmens charme, at man konstant føler sig draget. I stedet for at udfolde en forkromet fortælling som i en regulær spillefilm forbliver The Ballad of Buster Scruggs forførende frisk, fordi formatet er stramt og enkelt. 

I den sidste af de seks små film deler tre tilfældige rejsende prærievogn med et dusørjægerpar. Fortællingen foregår stort set kun i vognen, men Coen-brødrene viser her deres fornemme evne til at tryllebinde og fascinere med få midler. 

Da dusørjægerne kloger sig på fortællingens natur, er det svært ikke at opfatte det som instruktørparrets lille afslutningssalut til publikum. 

”I kender historierne, men kan ikke få nok af dem. Måske fordi vi forbinder historierne med os selv, og vi elsker at høre om os selv. Så længe personerne i historien er os, men ikke os selv,” lyder det på kryptisk vis.

Titel:
The Ballad of Buster Scruggs

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Ethan Coen, Joel Coen

Manuskript:
Ethan Coen, Joel Coen

Medvirkende:
Tim Blake Nelson, James Franco, Tom Waits, Zoe Kazan

Spilletid:
133 minutter

Premiere:
16. november på Netflix

Fra samme skribent

Boganmeldelse
07. aug. 2025
At åbne rum

At åbne rum

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten