Bag enhver mand

I podcasten Verdens bedste film sagde Julie Rudbæk forleden: ”Vi har i alt, hvad vi har lavet, portrætteret vores generation, der er den samme som Julies generation.” 

Gæsten vælger frit i filmhistorien. Rudbæks valg? Joachim Triers Verdens værste menneske. En nordisk film om en kvinde i 30’erne, der hedder Julie! 

Selvfølgelig. 

Med serien 29-30-31-32-33 har Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag holdt blikket fast på deres egen generation. Som to kokke har de forfinet smagen af, hvor humoristisk smerteligt livet i 30’erne kan skildres. 

Spillefilmdebuten Elsker dig for tiden er ligeledes generationsbestemt, men havde alligevel bred appel og blev set af næsten 130.000 i biografen. 

Derfor er det modigt, at makkerparret nu skifter emne. 

Bag enhver mand er en arbejdspladssatire, men tvivlen buldrer stadig under låget. Generationen, som kan blive alt og derfor er blevet forvirret, er fortsat hovedingrediensen. 

Hvor går man hen, hvis man ikke ved, hvad man vil? Man går på arbejde og glemmer sig selv! 

I Bag enhver mand er arbejdspladsen en gourmetrestaurant, hvor Michael (Jesper Zuschlag) har regeret i en årrække. 

Den fremadstormende køkkenchef hakker gerne sit personale midt over. Michael har været involveret i noget, der ligner en #MeToo-sag, og uden hans viden ansættes Naja (Julie Rudbæk) som ny souschef for at skabe mere positiv opmærksom omkring restauranten. 

Det er han ikke begejstret for. 

I sig selv er det modigt at vælge et køkken som location, når en af verdens bedste serier, amerikanske The Bear, er et virtuost maddrama med så megen nerve, at grin og tårer slås om overtaget. 

Men Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag gør det på deres egen måde. I Bag enhver mand fokuserer de klogeligt på arbejdet som kampplads. Det handler om, hvem vi er som danskere, når vi trækker i arbejdstøjet. 

Kæmper vi for en plads i verden, eller forsøger vi snarere at finde retning i tilværelsen? 

Satiren er spiddende, klipningen kvik, og musikken dunker derudad. Kanye Wests Black Skinhead bliver også brugt i Scorseses The Wolf of Wall Street, men den danske duo lader filmhistorien passe sig selv. 

Det lykkes, fordi serien stille og roligt opridser generationskløften. Hvor de første afsnit handler om to mennesker i 30’erne og deres magtkamp i køkkenet, kommer serien undervejs til at handle om meget mere end det. 

Som i scenen, hvor en 50-årig tjener virker altfor gammeldags for køkkenbestyrerne. Eller når de eksistentielle valg i en tilværelse, hvor arbejdet er en større identitetsmarkør end faste spisetider, krydres med begsort ironi. 

Makkerparret løfter dramaet ved at forholde sig kritisk til det, generationerne før dem har hyldet. 

Engang for ikke så længe siden var gourmetmad og familieliv det vigtigste, når vi talte om statussymboler. Madanmeldere var eminencer og Michelin-kokke guder. At vejen til succes var brolagt med afsavn, stress og tilsvininger, spillede nærmest ingen rolle. 

I dag banker arbejdsetik og følelserne på, og her sætter Bag enhver mand for alvor kokkekniven ind. Undervejs opstår der sprækker, som gør det gode filmhåndværk til øjeblikke med kompleks kunstnerisk værdi. 

Når Naja og Michael tror, de har fat i den lange ende af menukortet, rammer virkeligheden. Måske kan en 50-årig tjener mere end først antaget. 

Måske forstår vi først hinanden, når vi både udfordrer verden af i går og forsøger at begribe, hvad det var, den ville. Måske er en #MeToo-sag sommetider mere kompleks, end hurtige avisoverskrifter antyder. 

I få sekvenser bliver pointerne fileteret for tydeligt. Men det ændrer ikke på, at Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag træder i karakter som modne historiefortællere. 

De formår at udvide deres univers og samtidig holde fast i deres særlige tone.