Badehotellet – sæson 9

”Man har næsten glemt, hvor godt det er,” siger hr. Aurland til stuepigen Ottilia.

På sit vante hotelværelse med udsigt over Vesterhavet badet i solskin smager han sin første friskbryggede kop kaffe efter fem forbandede år med erstatningsvarer under Tysklands besættelse af Danmark.

Kaffen er ikke det eneste glædelige gensyn i niende sæson af det populære kostumedrama. Året er 1945, og Danmark er atter frit efter, at Anden Verdenskrig endelig er forbi.

De sædvanlige feriegæster vender tilbage til det nordjyske badehotel, mens nye ansigter og spirende kærlighed kommer til.

Efter tre sæsoner, hvor krigens rædsler har ageret bagtæppe for dansk sommerhygge, er det et klogt valg at spole frem til befrielsen.

Jens Jacob Tychsen stjæler vanen tro rampelyset med sin kostelige præstation som den selvoptagede skuespiller Edward Weyse, der giver den gas på klaveret til glæde for både gæster og personalet på hotellet.

Sladderen går blandt de besøgende, når deres tilknappede alderspræsident fru Fjeldsø (Birthe Neumann) ankommer med sit sekstenårige barnebarn Sarah. Pigen ved jo ikke, at Edward er hendes rigtige far!

Imidlertid får teenageren øjnene op for den jævnaldrende fiskerdreng Lauritz (Sigurd Philip Dalgas). Han er som taget ud af en Morten Korch-film med sit blonde hår, sin strikvest og sixpence, der giver en slående lighed med en ung Ib Mossin (Far til fire).

Den spirende ungdomsforelskelse indfanger hyggestemningen, som serieskaberne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad i ni sæsoner har tryllebundet danskerne med.

”Jeg har været prostitueret på havnen,” lyder det herligt morsomme svar fra konfliktsøgende Bertha, når hendes bekymrede mor noget sent vil vide, om hun var med i modstandsbevægelsen.

Dynamikken mellem de to er fremragende sjov og sigende for seriens humor, når den er allerbedst.

Det er tydeligt, at TV 2’s ellers pæne serie gerne vil reflektere over Anden Verdenskrigs efterspil. Imens hr. Aurland læser en bog af Kaj Munk – som blev henrettet af tyskerne – taler andre gæster om, hvordan de selv var berørt af besættelsen.

Men i hotellets hyggelige stue med bløde veloursofaer og tunge fløjlsgardiner skylles al snak om krig og elendighed ned med et glas cognac.

Det er desuden belejligt, at tyskeren Uwe, som Amalie Dollerups stædige hotelejer Amanda forelsker sig i, viser sig at være del af den tyske modstand mod nazisterne. Ligeledes arbejdede grosserer Georg Madsen (Lars Ranthe) heldigvis ikke længe nok for tyskerne til at blive kaldt værnemager.

Der er imidlertid en nysgerrig murren i krogen om, hvordan grev Ditmar (Mads Wille) kom i koncentrationslejr.

I tråd med seriens virkelighedsfjerne skildring af fortiden meddeler han foran dem alle, at han blev sendt til Dachau, fordi han er bøsse. Således ignoreres, at homoseksuelle stadig forfulgtes i Danmark, hvis ikke de gik stille med dørene.

At Badehotellet vender tilbage til sin nostalgiske skildring af idylliske somre ved Vesterhavet markeres allerede fra starten. Her kommer Amanda med datteren Frida hjem fra Sverige og ser, at hotellet er ganske forandret.

Indvendigt ligner det et kryds mellem en bunker og et bayersk værtshus. Imens mor og datter nervøst kigger sig omkring, høres nervepirrende, men påtaget strygermusik, som var det en parodi på stemningen i besættelses-film som Flammen & Citronen og Hvidstengruppen.

Efter kun fire ugers renovering er alle hagekors fjernet, og hotellet ligner igen sig selv. Udenfor skinner solen og fuglene kvidrer. Ja, selv munter jazzmusik spiller i baggrunden, som var krigen aldrig sket.

Badehotellet har ikke mod til at bearbejde krigen og virker tonedøv, når dens efterspil får lov til at fylde. Men hyggehumoren er stadig dragende, når kostumedramaet optimistisk ser fremad.