Serieanmeldelse
29. jan. 2021
Badehotellet – sæson 8
Grosserer Madsen (Lars Ranthe) og fru Therese (Anne Louise Hassing) møder en tysk soldat på stranden, og for en kort stund er idyllen brudt. Foto | Mike Kollöffel

Badehotellet – sæson 8

Krigens rædsler får ikke lov til at forpurre den danske sommeridyl i ny sæson af kostumedramaet.

Af Kjartan Hansen

”Der hersker en stemning, hvor man ikke lader sig forstyrre af virkeligheden.”

Det siger snusfornuftige Bertha Frigh, der har svært ved at nyde den årlige ferietur på badehotellet i 1941.

Danmark har nu været besat af tyskerne i over et år. Men det har stamgæsterne på forhånd aftalt, at de slet ikke vil tale om. I stedet bemærker de igen og igen, hvor godt det er, at de ikke skal tænke på det.

Fuglene flyver over havet, og solen spejler sig i den blanke overflade. Skuespilleren Edward Weyse er allerede ankommet og leger skjul med drengene.

Alt ånder fred og idyl, som det plejer i TV 2’s populære kostumedrama, hvor et muntert persongalleri hvert år samles for at nyde hinandens selskab langt væk fra byens trængsel og alarm.

I første afsnit af den nye sæson skal end ikke de indlogerede tyske tropper på naboejendommen Hotel Udsigten lave om på det.

”Aftalte vi ikke, at vi ikke skulle tale om det?” spørger Grosserer Madsen (Lars Ranthe) kortluntet, når samtalen trods alt sniger sig omkring krigens rædsler og forpurrer den hyggelige stemning.

Man kan man godt forstå ham, når det trods alt er begrænset, hvad man som menigmand kan stille op med besættelsen. Især i en serie, der udmærker sig med nostalgisk sommerhygge snarere end samfundskritik og storpolitik.

Edward (Jens Jacob Tychsen) er mindre optaget af verdenssituationen og beskæftiger sig hellere med at skrive sine erindringer, når han ikke som vanligt underholder vennerne med et lille nummer på klaveret i stuen.

Han er munter som altid, indtil han får et opkald hjemmefra, hvor hustruen meddeler, at hun har indlogeret en kommunist, som tyskerne leder efter.

”Jeg kunne malke din kone, når du ikke er her,” siger kommunisten, der viser sig at være Edwards gamle ven fra teateret, Svend (Lars Mikkelsen).

Imidlertid ankommer en ny gæst, arkæologen Claus Villumsen (Andreas Jebro). Han får godt øje til Bertha (Lucia Vinde Dirchsen), der har travlt med at holde ham på afstand. Men noget tyder på, at han i virkeligheden er spion.

Juli 1941 slog rekord som den varmeste i Danmark siden 1874, men det var efter sigende også en meget regnfuld sommer præget af tordenskyer.

Som ved trylleslag skinner solen alligevel altid i Badehotellet, hvor tjenestefolk ivrigt fortæller sladder i køkkenet, damerne sidder til bords og spiller kort, mens herrerne nyder et glas cognac ved siden af.

Når der bare er kage og friskbrygget kaffe, synes både krigen og besættelsen langt væk.

Kun Peter Hesse Overgaard virker oprigtigt bekymret som politikeren Hjalmar Aurland. Frit taler han med stuepigen Ottilia om planlagt modstand. På den måde tegnes et glansbillede af modstandsbevægelsen som en ufarlig hobby, man åbent deltog i uden frygt for stikkere.

Badehotellet bliver flittigt udskældt for sin polerede fremstilling af fortiden.

Ikke desto mindre har forfatter Knud Michelsen i Ekko forsvaret serien, fordi den rammer en særlig fædrelandsfølelse og ånder liv i et muntert persongalleri, der kan sammenlignes med folkekomediens storhedstid i 1950’erne og 1960’erne.

Men holder forsvaret i den nye sæson, når krig og ødelæggelse ulmer i baggrunden?

Uforenelighed mellem sommerhyggen og besættelsen, som den forrige sæson bedre formåede at balancere, vokser sig kun større. Ikke mindst når serien prøver at se det humoristiske i hverdagsbagateller i stedet for dens større konsekvenser.

Fortørnelsen over kødløse tirsdage grundet madrationering fremstår mere som en hul kritik af moderne kødfrie mandage.

De tyske soldater optræder mere som dårlige naboer end besættere, og deres værste forbrydelse i serien er, at de forstyrrer idyllen.

Det ser vi, når Grosserer Madsen kommer op at toppes med en tysker, der står og glor på konen, imens de er ude og bade.

Serien er allerbedst, når den kærligt fremstiller god, dansk hygge i historiske rammer. Men der er vel ikke noget nostalgisk ved Anden Verdenskrig, holocaust og besættelsen.

Titel:
Badehotellet

Sæson:
8

Land:
Danmark

År:
2021

Serieskaber:
Stig Thorsboe, Hanna Lundblad

Medvirkende:
Amalie Dollerup, Lars Ranthe, Birthe Neumann, Bodil Jørgensen, Ulla Vejby, Jens Jacob Tychsen

Spilletid:
Fem afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
1. februar på TV 2 og TV 2 Play

Relevante artikler

Essay
30. jan. 2019
Forsvar for Badehotellet

Forsvar for Badehotellet

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Biografanmeldelse
09. sep. 2025
Se gennem Aske

Se gennem Aske

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten