Serieanmeldelse
25. jan. 2020
Badehotellet – sæson 7
Stuepigen Nana (Laura Kjær) skænker stadig kaffe til Fru Fjeldsø (Birthe Neumann) på Andersens Badehotel, hvor Anden Verdenskrig dog har vendt op og ned på meget. Foto | Mike Kollöffel

Badehotellet – sæson 7

Syvende sæson af det populære kostumedrama finder en sjælden balance mellem historiske perspektiver og festlig folkekomedie.

Af Kjartan Hansen

”Der er noget råddent i Danmarks Rige.” 

I fru Andersens køkken kunne Shakespeares berømte citat fra Hamlet dreje sig om lugten fra de fordærvede rødspætter, som sætter hele badehotellet på den anden ende. 

Det har nemlig været tradition at servere friske rødspætter til de nyankomne gæster hver sommer. Men i 1940 er Danmark besat af Tyskland, og friske råvarer er blevet sværere at få fat i. 

Allerede i toget på vej mod Skagen ser vi stamgæster fra de tidligere sæsoner af Badehotellet rynke på næsen, når de ser tyske soldater boltre sig i midtergangen. Besættelsens stank følger dem lige fra starten. 

Ikke desto mindre blander den nye sæson samtidens nationale harme med gamle traditioner og spinkle fremtidshåb. 

Alle vil gerne glemme Verdenskrigen for en stund og nyde sommerens lyse nætter i fred. Men især Lars Ranthes grosserer Madsen virker rastløs. 

Presset på pengepungen har han sagt ja til et tilbud om at udvide Aalborgs lufthavn for tyskerne. Trods den klækkelige sum penge han kan se frem til, nager værnemageriet mere og mere i hans samvittighed. 

Det går den anden vej for karrierekvinden Alice Frighs tobaksfabrik, eftersom det ikke længere er muligt at importere tobak fra udlandet. Hvilket ikke forhindrer Amors pile i at ramme hende, da hun støder på farmaceuten Johan Ramsing (Rasmus Botoft) i toget. 

Rasmus Botoft er vant til at spille en parodi af det bedre borgerskab i Rytteriet. Og uden at file synderligt på sin sædvanlige rolle er hans frejdige, men dannede fremtoning skræddersyet til selskabet af tilbagevendende besøgende hos Andersens Badehotel. 

Badehotellet er på sin vis for meget af det gode. Solen skinner betydeligt mere end på en almindelig dansk sommer, hverdagsbagateller blæses op til altoverskyggende drama, og skuespillerne spiller til bagerste række. 

Sådan lyder den vante kritik af serien. Men spørgsmålet er, om kritikken er retfærdig. Man kunne sige det samme om folkekære Morten Korch-filmatiseringer og Olsen banden-filmene. Det er simpelthen en essentiel del af folkekomedien som genre. 

Med sin syvende sæson finder serien en sjælden balance mellem tungtvejende, historiske perspektiver og muntert lystspil. 

Her er der plads til en tårevædet og velspillet dialog mellem Birthe Neumanns bornerte Fru Fjeldsø og Laura Kjærs følsomme stuepige Nana. Det viser sig, at Nana siden sidst både er blevet gift og enke, da hendes mand var blandt de faldne i Haderslev 9. april. 

Men besættelsesdramaet udelukker ikke festlige indslag, som når humørsprederen Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen) sætter sig ved klaveret og spiller lystig jazz. 

Netop dette er seriens trumfkort. 

Seriens mission har aldrig været at nedskrive en Danmarkskrønike. Snarere end at minde os om fem forbandede år med rationeringer, Richs kaffe og likvideringer hæfter serien sig ved en kulturel tidsånd. Danskere spiller fornøjelige selskabslege ved sammenkomster, har Tom Kristensens Hærværk liggende på natbordet og sidder andægtigt foran radioen om aftenen. 

”Det er godt, at vi stadig har vores danske politi,” siger den venlige betjent fra Aalborg, der kommer med meddelelsen om, at hotellets nye ejer er arresteret for at køre bil uden køretilladelse. 

Med sit ejendommelige ydre minder den fremmede om Ib Schønbergs gadebetjent i Panserbasse fra 1936. Hans skæbnetunge replik hænger i luften og minder om deportationen af det danske politi til koncentrationslejren Buchenwald fire år senere.

Det er dristigt, at syvende sæson af Badehotellet udspiller sig under Anden Verdenskrig. Kun få har formået at skildre det 20. århundredes mest dystre kapitel som en komedie.

Uden at drukne i storpolitik forbliver serien et studie af danskere, og det er festligt både i krigs- og fredstid.

Titel:
Badehotellet

Sæson:
7

Land:
Danmark

År:
2020

Serieskaber:
Stig Thorsboe, Hanna Lundblad

Medvirkende:
Amalie Dollerup, Lars Ranthe, Birthe Neumann, Bodil Jørgensen, Ulla Vejby, Søren Sætter-Lassen

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
27. januar på TV 2 og TV 2 Play

Relevante artikler

Essay
30. jan. 2019
Forsvar for Badehotellet

Forsvar for Badehotellet

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Biografanmeldelse
09. sep. 2025
Se gennem Aske

Se gennem Aske

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten