Serieanmeldelse
13. aug. 2022
Bad Sisters
Søstrene Becka (Eve Hewson), Bibi (Sarah Greene), Ursula (Eva Birthistle), Eva (Sharon Horgan) og Grace (Anne-Marie Duff) sender hinanden indforståede blikke til en begravelse, som de har haft mere end en finger med i spillet. Foto | Apple TV+

Bad Sisters

Fire irske søstre er ufatteligt godt selskab, når de forsøger at skaffe deres svoger af vejen i sorthumoristisk serie med Claes Bang.

Af Anna Engmann

”Denne gang gør vi det med gift som normale kvinder,” siger Eva til søsteren Bibi efter et fejlslået drabsforsøg på deres svoger. 

Kort forinden har de to kvinder forsøgt at brænde John Paul inde i hans jagthytte, men det mislykkes, da han ved et tilfælde er gået udenfor for at få dækning på mobilen. 

Den slags uheld forfølger Garvey-søstrene i Bad Sisters, som den irske skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Sharon Horgan har skabt på baggrund af den belgiske serie Clan

Vi introduceres for Garvey-søstrene – Grace (Anne-Marie Duff), Eva (Sharon Horgan), Bibi (Sarah Greene), Ursula (Eva Birthistle) og Becka (Eve Hewson) – til en begravelse. Det er Graces mand John Paul, der ligger i kisten foran alteret. 

Kameraet zoomer ind på et billede af ham, og via en kamerarulle spoles tiden et halvt år tilbage. 

Det slås lynhurtigt fast, at John Paul er en helt igennem skrækkelig mand. Han brokker sig konstant, fatshamer sin tolvårige datter og beordrer sin kone til at gå hans spritnye vandresko til for ham. 

Claes Bang gør det godt i rollen som den narcissistiske og manipulerende John Paul. Hans skiftevis glatte og grove facon får det næsten til at vende sig i én. Og så fremhæves hans overlegne attitude ved, at han taler britisk engelsk i modsætning til de andre personers irske dialekt. 

Det er klogt af Apple TV+ at lægge seriens to første afsnit op på én gang, da første afsnit er en lidt rodet fornøjelse. Det forvirrer, at alle personerne skal introduceres, samtidig med at serien veksler mellem forskellige synsvinkler og springer frem og tilbage i tid. 

Heldigvis finder Bad Sisters ind til fortællingens kerne i andet afsnit, hvor søstrene beslutter sig for at komme Grace til undsætning og dræbe John Paul. 

Foruden Garvey-søstrene følger man brødrene Thomas (Brian Gleeson) og Matthew (Daryl McCormack), som har et forsikringsselskab på randen af konkurs. De vil gøre alt for at bevise, at søstrene er indblandet i svogerens dødsfald, så de slipper for at udbetale hans livsforsikring. 

Fra fugleperspektiv ses forsikringsmændenes bil drøne op og ned ad den irske kyst, hvor bølgerne skvulper og mågerne hyler. 

Det fungerer fint som fortællemæssigt greb, at Thomas og Matthew besøger søstrene én for én for at finde ud af, hvad der er los. Deres spørgsmål indleder flashback-sekvenser, som viser, hvorfor søstrene hver især har et horn i siden på John Paul. 

Baggrundshistorierne gør det endnu mere tragikomisk, når søstrenes planer om at dræbe John Paul går i vasken. Det er næsten svært ikke at udbryde i kor med kvinderne: ”Ej, det er bare løgn!” 

Samtidig vækker fortælleformen ens nysgerrighed, fordi informationer holdes tilbage, så man bliver ved med at følge med for at få svar på, hvorfor Bibi har en klap for øjet, og hvorfor John Paul er storforbruger af næsespray. 

I det hele taget er Garvey-søstrene ufatteligt godt selskab. 

De fem skuespilleres kemi og timing sidder lige i skabet. Man er ikke et sekund i tvivl om, at de er søskende. Særligt Anne-Marie Duff er fremragende som den duknakkede Grace, der kun er en skygge af sig selv efter mange år i John Pauls klør. 

Bad Sisters byder også på mange fine observationer om det at være søster. Som da lillesøsteren Becka insisterer på at blive involveret i mordplanerne, fordi hun som den yngste altid har følt sig udenfor. 

Undervejs tager serien mange mere eller mindre interessante afstikkere. Sidehistorien om Eva, der er lun på sin kollega, er glimtvis rørende, mens forsikringsbrødrenes sidehistorie godt kunne have fyldt mindre. 

Denne anmelder har fået adgang til syv ud af de ti afsnit, og til sidst kammer det over, da Becka gør en makaber opdagelse i John Pauls barndomshjem. Men trods den lidt tvivlsomme slutning er man altså nødt til at se, hvordan svogeren skaffes af vejen i de resterende tre afsnit.

Titel:
Bad Sisters

Land:
USA, England, Irland

År:
2022

Serieskaber:
Sharon Horgan

Medvirkende:
Sharon Horgan, Anne-Marie Duff, Eva Birthistle, Sarah Greene, Eve Hewson, Claes Bang, Brian Gleeson, Daryl McCormack

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere:
19. august på Apple TV+

Fra samme skribent

Cph:Dox 2024
14. mar. 2024
The Contestant

The Contestant

Biografanmeldelse
18. jan. 2024
How to Have Sex

How to Have Sex

Serieanmeldelse
23. juni 2023
Arkitekten

Arkitekten

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten