Bad Santa 2

Det er få befolkningsgrupper og minoriteter, der ikke får en omgang verbale tæsk i Bad Santa 2. Og dem bliver der delt rigtigt mange ud af.

Kvinder, homoseksuelle, handicappede, sorte, dværge og sorte dværge får en tur gennem tilsviningsmøllen i efterfølgeren til den populære Bad Santa fra 2003.

For det er i al sin enkelhed det, de to film handler om: At være så barsk, ublu og grov som muligt. Og den vare leverede Billy Bob Thornton som den gnavne indkøbscenter-julemand i den første film, der kombinerer grænseoverskridende sort komik med kupfilmen.

Nu er Thornton tilbage som alkoholiseret julemand tretten år efter. Og på rigtigt mange måde følger Bad Santa 2 præcis samme opskrift som sin forgænger.

Willie Soke (Thornton) lever stadig et sølle og fattigt liv her mange år efter, så da hans gamle kompagnon, dværgen Marcus (Tony Cox), lufter idéen om et godt kup, slår Willie til.

Men det viser sig, at Willie igen må trække i julemandstøjet, fordi planen er at melde sig som frivillig i en velgørenhedsorganisation, aflure deres sikkerhedssystem og dernæst røve de mange penge, der egentlig er tiltænkt julehjælp.

Hvad Willie heller ikke ved, er, at hans gamle mor (Kathy Bates) også er en del af planen. Hun er lige så følelsesmæssigt afstumpet som sin søn og bander og svovler i ét væk.

Og så bliver Willie selvfølgelig også smålun på velgørenheds-organisationens leder (Christina Hendricks) og skal forholde sig til den småretarderede Thurman Merman (Brett Kelly), som vi kender fra den første Bad Santa og er blevet et slags plejebarn til Willie.

En stor del af den energi, der holder Bad Santa 2 nogenlunde oven vande, er dens konstante behov for at forarge og overskride grænser. Men hvor det i en dansk komediesucces som Klovn: The Movie mest gjaldt om at udfordre tabuer og helst så pinligt som muligt, gælder det i Bad Santa 2 nærmest kun om at bande meget.

Faktisk rummer langt størstedelen af hovedpersonernes replikker bandeord og mere eller mindre opfindsomme måder at svine hinanden til på. Det virker, som om manuskriptforfatterne har brugt al deres energi på at finde på grove replikker og ladt plottet i stikken.

Willie fortæller makkeren Marcus, der på grund af sin beskedne størrelse optræder som syngende nisse, at ”man i gamle dage steriliserede folk som ham. Verden skulle jo nødigt blive et neger-synge-legeland.”

Det er niveauet for de fleste jokes.

Selv om meget af filmens identitet og drivkraft netop består i at være al for meget, bliver det desværre trættende, som filmen skrider frem.

Når det er sagt, er Billy Bob Thornton ideel og underholdende som livstræt og tvær julemand. I det meste af filmen vader han rundt i de røde gevandter og et hvidt fuldskæg håbløst dinglende om halsen.

Kathy Bates (ja, hende fra Stephen King-filmatiseringen Misery) er også underholdende som uansvarlig mor, men resten af karaktererne er utroværdige og karikerede. Især er Thurman Merman rent dramaturgisk en komplet åndssvag karakter, der virkelig er svær at finde noget menneskeligt i.

Ligesom den første film er det forvirrende, at Bad Santa 2 placerer sig et sted mellem den frække familiefilm og ren drengerøvskomedie uegnet for børn. Handlingen er skåret ud i store papstykker, så alle kan følge med, men sproget har ingen børn godt af at lægge øre til.

Undervejs er der glimt af den fandenivoldskhed, der har gjort etteren så populær, men Bad Santa 2 skriver sig desværre ind i rækken af ligegyldige toere.