Babylon

På en bakketop står et ensomt, men overdådigt palæ.

Her danser en dværg på klaveret, mens en kvinde vrider sig på en afklædt mand, der er maskeret som hest. Den eksorbitante festsal byder på eksotiske dyr, kendisser og ødsle mængder af stoffer og sprut.

Huset fyldes til randen med dansende mennesker i festlige kostumer, balkjoler og en enkelt gut, der uden en trevl på kroppen svinger sine ædlere dele.

Tilsat Justin Hurwitz’ smægtende toner følger kameraet lystigt med i store og små synder i krogene.

Det er en dionysisk 30 minutter lang festscene, der er så fængslende, at den er på højde med vildskaben i Baz Luhrmanns ikoniske præsentation af natklubben i Moulin Rouge.

Vi møder den filmglade mexicaner Manny (Diego Calva) og festaben Nellie (Margot Robbie), der vil være berømt. Begges skæbne hænger fatalt sammen med Hollywoods omskiftelige landskab, mens overgangen fra stumfilm til talefilm lurer i baggrunden.

Til festen introduceres også Brad Pitts stumfilmførsteelsker Jack Conrad, sladderskribenten Elinor og den lesbiske natklubsanger Lady Fay Zhu.

Alle i deres velmagt ved filmens begyndelse i 1927, men deres gradvise undergang anes i horisonten.

Før løjerne skal Manny nå op til festen på bakketoppen med en elefant, der får tynd mave af højdeskræk og skider hovedpersonen lige i ansigtet.

Den frastødende sekvens er desværre sigende for instruktør og manuskriptforfatter Damien Chazelles Babylon, hvis fremragende højdepunkter ofte står i skyggen af mislykkede sidespor.

Titlen henviser til Kenneth Angers berygtede bog Hollywood Babylon, der ukritisk fabulerer over Hollywoods skandaler i det 20. århundredes første halvdel. Herfra henter filmen tydeligvis sin inspiration til det løsslupne Los Angeles.

Især Margot Robbie er fremragende som Nellie. Fængslende er det, når hun i en smukt koreograferet scene for første gang træder ind på et filmset. Første dag på jobbet overvælder hun den måbende instruktør ved at græde på kommando.

Den frydefulde sekvens spejles i en hjerteskærende scene, hvor Jovan Adepos sorte trompetspiller Sidney med tårer i øjnene ydmygt sminker sig selv mørkere inden optagelse. Nægter han, får hverken han eller hans medspillere deres gage.

Smukkest er fejringen af filmhistoriens glemte diversitet, når asiatiske Fay (Li Jun Li) efterligner Marlene Dietrichs homoerotiske optræden i Morocco, hvor skuespilleren iført jakkesæt så tidligt som i 1930 kysser en anden kvinde uden at skade sin karriere.

Når filmen er allerbedst, emmer den af en ægte filmglæde, som Damien Chazelle bare må dele med verden. Ligesom hans Hollywood-hyldest i La La Land, hvor skuespillet og musikken går op i en højere, emotionel enhed.

For slet ikke at tale om instruktørens sensationelle gennembrud med det hvirvlende virtuose kunstnerportræt Whiplash.

Men trods fremragende præstationer af nogle af Hollywoods største stjerner, står karaktererne i skyggen af den babyloniske forvirring. Manny og Nellies liv udfolder sig, men som tilskuer føler man ikke med dem.

Når Manny, der er blevet en berømt filmproducer, sidder med en gangsters pistol for panden, burde vi heppe på hans overlevelse. Men udfaldet virker ret ligegyldigt.

Med overgangen fra stumfilm til tale som bagtæppe er sammenligning med Singin’ in the Rain uundgåelig. Der bruges sågar klip fra musicalklassikeren såvel som en nyfortolkning af titelnummeret.

Med Nellie i rampelyset genskaber Babylon desuden den sjove scene, hvor en karikeret stumfilmstjerne med kraftig accent og nasal stemme kæmper for at lære tonefilmens regler.

Typisk for filmen overdrives hyldesten til klassikeren. Det er som at se en genial instruktørs kaotiske tankemylder med ofte unødvendige og alt for lange sidespor.

Glimtvis opstår sand filmmagi, men der er længere mellem snapsene end kokainsnitterne til den orgiastiske fest i begyndelsen. Damien Chazelle er en genial instruktør, men han kender ikke sin egen begrænsning.