Avatar: Fire and Ash

Ragnarok – intet mindre.

Sidste time i tredje del af James Camerons episke Avatar-filmserie er skæbnetimen for planeten Pandoras konflikt med de griske mennesker fra Jorden.

Oprindeligt ankom menneskene for at høste det svævende grundstof Unobtanium. Så opdagede marinebiologerne den glødende væske Amrita – nøglen til evigt liv – som kun kan tappes ved at myrde planetens noble tulkun-havdyr. 

Konflikten udmunder i en gigantisk, kompleks og emotionelt engagerende slagsekvens, hvor alt bare fungerer. Igangsat med et trailerskud af menneskesoldaten Jake (Sam Worthington) i sin blå avatarkrop, flankeret af na’vi-hustruen Neytiri (Zoe Saldaña), vandrende mod os i klassisk, heroisk slowmotion, mens himlen bag dem dækkes af na’vi-krigere klar til kamp på ryggen af deres flyveøgler. 

Det tager to timer for filmen at nå hertil, for det er en film rig på både tematik og persondrama. 

Ligesom i flere af sine tidligere film bygger James Cameron videre på et lånt grundplot, i dette tilfælde Disneys Junglebogen fra 1967. 

I den beslutter ulvene, at junglen er for farlig for et menneske, så panteren Bagheera og bjørnen Baloo må eskortere Mowgli til menneskenes verden. Projektet vanskeliggøres af tigeren Shere Khan og orangutangen King Louie. 

Camerons Mowgli-skikkelse er menneskedrengen Spider (Jack Champion). Han lever blandt na’vierne, skønt han er søn af deres fjende, den reinkarnerede oberst Quaritch, formidabelt spillet af Stephen Lang (efter Sisu: Road to Revenge hans anden store skurkerolle i år). 

Quaritch er filmens Shere Khan og indleder undervejs en gnistrende alliance med filmens King Louie: klanlederen Varang, en frygtindgydende, visuelt imponerende krigerhøvding, spillet af Oona Chaplin (Charlie Chaplins barnebarn). Hvor King Louie beder Mowgli afsløre, hvordan mennesker skaber ild, vil Varang bevæbnes, så hun kan åbne ild med tordnende skydevåben. 

Varangs tematiske modpol i filmen er na’vi-teenagepigen Kiri, spillet af Sigourney Weaver. Kiri er i hellig, enigmatisk symbiose med Pandoras anima, Eywa, der besjæler alle levende ting via rødder, fimrehår og hestehaler. En animisme opsummeret i seriens gennemgående replik: ”Jeg ser dig!” 

Apropos at se: Filmen vises i både 2D, 3D og IMAX 3D. Næsten alle de levende væsner er skabt i computergrafik baseret på skuespillernes digitalt indfangede præstationer via motion capture. Især Sigourney Weavers ansigtsmimik er slående genkendelig. 

Genkendelighed er ellers filmens primære svaghed. Den formår ikke i helt samme grad som de to første at udfolde nye visuelle idéer. Generelt befolkes filmen af fæ, folk og fartøjer, vi allerede har set. 

Filmen lægger ellers stærkt ud med et angreb på en handelsflåde af sivbåde, der svæver under perlemorsskinnende balloner. Det er Varangs askefolk, der slår til – pirater, som fester med sanselige jungledanse og bevæger sig gennem luften som en krydsning mellem King Louies abehær og de flyvende aber i Troldmanden fra Oz. Jake må nøjes med at glide ned ad sejlene som Burt Lancaster i Den knaldrøde pirat. 

Stærkest i filmen er karaktererne og dramaet. Det er en ekstremt velfortalt film. Man engageres fra første scene med sorgbearbejdelse over tabet af en storebror. I filmens midterdel sænkes tempoet, mens Cameron udfolder et mønster af handlingstråde, der umiddelbart kan virke en smule rodet, men som giver pote i finalen. 

Med tre Avatar-film har Cameron skabt sit personlige filmiske univers med en både magisk og jordnær kosmologi. Bevidst konstrueret ud fra de fire elementer – jord, ild, vand og luft – mens kampen mellem na’vier og mennesker tydeligt afspejler vores egen planets vigtigste konflikt, mellem bekymrede forskere og uansvarlige politikere. 

Det handler om kampen for at redde vores egen planet fra sin eskalerende dødsspiral mod økologisk katastrofe. Fra Ragnarok. Som kun kan afværges den dag, beslutningstagerne for alvor løfter blikket fra deres pengepung, får øje på resten af verden og siger: Jeg ser dig!