Serieanmeldelse
27. feb. 2024
Avatar: Den sidste luftbetvinger

Den overgearede fortælling om luftbetvingeren Aang og hans venner er fyldt med flyvende bisonokser, åndeverdener og ildprinser, der giver den fuld gas

Foto | Robert Falconer

Avatar: Den sidste luftbetvinger

Effektmættet Netflix-udgave af kult-animationsserie skriver sig ind i rækken af adaptationer, som ingen har bedt om.

Af Karoline Balstrøm

I 2005 var der én leg, der trumfede alle andre i skolegården: krigen mellem elementerne jord, ild, luft og vand. 

Legen var inspireret af tidens bedste tv, Avatar: The Last Airbender. Nickelodeons animationsserie med over 60 afsnit, som blev sendt fra 2005 til 2008 og var et verdensomspændende kulthit.

Nu har fortællingen fundet vej til Netflix i en stort anlagt live-action-genindspilning, som ingen har bedt om. 

Ligesom i forlægget udspiller Netflix-serien sig i en verden opdelt i fire nationer. Hver af dem er strengt dedikeret til ét element, som særlige borgere – kaldet betvingere – kan kontrollere.

Normalt ville den reinkarnerede fredsfigur, Avataren, sørge for, at nationerne lever i balance.

Men da den sidste Avatar dør, bliver den næste, barnet Aang, nødt til at skjule sig i en isblok for at undslippe et folkemord begået af ildnationen.

Mere end 100 år senere bliver dybfrosne Aang endelig tøet op, men til hans store skræk viser det sig, at ildnationen i mellemtiden har opnået det totale verdensherredømme.

Han er nu den sidste overlevende luftbetvinger og verdens sidste håb. Aang begynder at samle en flok trofaste unge fra de andre nationer for at bekæmpe det onde ildimperium.

Historien forløber som i forlæggets første sæson, der dog var på tyve animerede afsnit.

Originalen kunne således gå mere i dybden med hårde coming-of-age-temaer såsom misbrug og social arv. Dem er der ikke plads til i den lidt for sammenpressede Netflix-inkarnation.

Fortællingen er nemlig i forvejen en overgearet størrelse, hvor flyvende bisonokser, åndeverdener og ildprinser giver den fuld gas.

Det er på overfladen et prangende, storslået spektakel, og der er sjældent langt mellem CGI-drevne sekvenser, for hvor end Aang og hans venner rejser hen, følger konflikterne med.

Serien fråser med ildbetvingernes orangeglødeende flammekugler, der blokeres af jordbetvingeres massive klippeblokke.

I andre scener bliver det på komisk vis kun til skvulp, når den nye veninde fra Vandnationen, Katara (Kiawentiio), skal lære at kontrollere sine kræfter.

Når det kommer til den titulære luftbetvingers kræfter er det dog en anden sag.

Luft er selvsagt en udfordring at afbillede, og i serien bliver Aangs evner alt for kunstige at se på.

Det er tydeligt, at man har skelet til originalen, da luftudtrykket skulle udvikles. Men den charmerende 2D-animation kan altså slippe afsted med unaturlige bearbejdninger af virkeligheden, som ikke kan oversættes til realistiske computereffekter.

Desværre er det ikke første gang, at fans af originalen har set forlægget blive offer for realisme.

Den katastrofale filmatisering fra 2010, Luftens sidste mester, gav M. Night Shyamalan prisen for værste film, værste manuskript og værste instruktion ved Razzie Awards, der med et glimt i øjet hylder fiaskoerne.

Filmen fik også en særlig pris, der kun er blevet uddelt én gang: Værste misbrug af 3D.

Alligevel har Netflix været dumme nok til at gøre et nyt forsøg. Streamingtjenesten er efterhånden synonym med kuldsejlede anime- og manga-remakes, og maltrakteringerne af blandt andre One Piece og Cowboy Bebop skærer stadig i hjertet.

Avatar: The Last Airbender gør sit bedste for at være tro mod den højtskattede original, som især er respekteret for sin nuancerede repræsentation af asiatisk kultur, seje feministiske krigere og skildring af personer med handikap.

Det havde været fedt, hvis Netflix havde tænkt videre i stedet for bare at lave en lækker CGI-kopi. Selv om de er godt skjulte bag effekthelvedet, er det især det unge cast, der stråler i serien. 

Med Gordon Cormier i front udtrykkes de elskede karakterers interne stridigheder, småforelskelser og halvplatte jokes. Deres charme er ikke nogen lille bedrift, for replikkerne er langt fra mundrette og til tider decideret ringe.

Mest imponerende er Dallas Liu som ildprinsen Zuko, som drives af et indædt, brændende ønske om at gøre farmand stolt. Da man først møder ham, har man lyst til at slå ham ihjel, men som serien udvikler sig, bliver det klart, at ingen børn er født onde – heller ikke Zuko.

Der bliver da også lagt op til en anden sæson, så mon ikke der bliver mulighed for flere af den slags livslektioner på Netflix. Men man kan også bare gøre sig selv en tjeneste og se originalen.

Titel:
Avatar: Den sidste luftbetvinger

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Michael Goi, Roseanne Liang, Jabbar Raisani, Jet Wilkinson

Manuskript:
Gabriel Llanas, Joshua Hale Fialkov, Christine Boylan, Keely MacDonald, Albert Kim, Audrey Wong Kennedy

Medvirkende:
Gordon Cormier, Kiawentiio, Ian Ousley, Dallas Liu

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 55 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
22. februar på Netflix

Relevante artikler

Tema
29. mar. 2004
Animation
Animation på japansk

Animation på japansk

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
22. aug. 2024
Blink Twice

Blink Twice

Biografanmeldelse
07. aug. 2024
Trap

Trap

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten